Forside Erhverv Lokale håndværkere skal byde ind på storopgaver i Kanalbyen

Lokale håndværkere skal byde ind på storopgaver i Kanalbyen

DEL
Foto: www.soendervoldgade.dk

34 lokale håndværkere og ejendomsmæglere fra Fredericia var i dag samlet til informationsmøde om Fremtidens Kanalby.

Der blev netværket, lyttet og stillet spørgsmål, da bygherrerne fra entreprenørfirmaet A. Enggaard og STB Byg var på besøg.

Efter en præsentation og gennemgang af kanalbyens udvikling og fremtidsplaner fra projektdirektør, Tim E. Andersen, var det Jens Ø. Andersen fra A. Enggaard og Jimmi Gravgaard fra STB Byg, der fortalte om enterpriseopgaverne ved Sønder Voldgadekvarteret og Kongens Punkt.

De kunne blandt andet fortælle, at de ikke havde indgået nogen aftaler endnu og meget gerne lagde aftaler ved lokale virksomheder. Det blev velmodtaget af håndværkerforeningens medlemmer.

”Det var virkelig et godt og konstruktivt møde. Det er godt, at vi som lokale håndværkere får mulighed for at byde ind på opgaverne. Vi har allerede været i gang i Kanalbyen, og det vil vi da gerne fortsætte med,” sagde Simon Hansen fra Hansen El.

Formand for Fredericia Håndværkerforening Michael Kristensen var også godt tilfreds med dagens møde:

”Det var en fornøjelse, som formand for håndværkerforeningen i tæt samarbejde med Business Fredericia og FredericiaC, at gennemføre dette arrangement. Der var mange mennesker samlet til et interessant oplæg fra bygherrerne, som er med til at udvikle Kanalbyen. Jeg er stolt på byens og håndværkerforeningens vegne over, at vi virkelig har fået gang i Fredericia nu. Samtidig var håndværkerne glade for, at ingen af bygherrerne havde valgt entreprenører, så de lokale håndværksmestre kan byde ind. Vi må hjem og spidse blyanten. Jeg er 120 procent positiv over det, vi har hørt i dag.”

Da det blev tid til netværk og sandwich var der en god snak ved bordene, og flere benyttede muligheden for at tale med bygherrerne.