OVERSKUDSDELING: GF TrekantOmrådets medlemmer med bil kommer godt fra start i 2021. De deler et overskud på mere end 15 millioner kroner. Det svarer til 20 procent af prisen på bilforsikringen.
Regnskabet for det forgangne år er gjort op, og GF’s lokale bilforsikringstagere i Trekantområdet får i denne uge besked om, hvad overskudsdelingen konkret betyder for dem hver især i kroner og øre.

– Medlemmerne i GF TrekantOmrådet har kørt særdeles fornuftigt i 2020. Og det er – udover de færre biler på vejene – en af de helt store årsager til, at vi igen i år kan give vores medlemmer et flot overskud tilbage, siger Jens-Peter Riis Jensen, der er formand for GF TrekantOmrådet og fortsætter:
– Den flotte kørselsadfærd gør, at vi i år sender hele 20 % af prisen på bilforsikringen retur til vores medlemmer.
GF TrekantOmrådet er en af i alt 34 forsikringsklubber i det medlemsejede GF Forsikring og har kontorer i Fredericia og Billund.
Et vedholdende solidarisk princip
GF er ejet af medlemmerne, og siden GF Forsikrings første leveår i 1960’erne har grundideen været, at medlemmer – og ikke aktionærer – skulle dele årets overskud. Derfor er GF’s overskudsdeling også solidarisk. Jo færre skader, jo mere i overskud til alle, og det betyder, at har man haft en skade i løbet af året, så får man alligevel del i overskuddet.
Rent praktisk foregår det på den måde, at den enkeltes andel af overskuddet trækkes fra prisen på forsikringerne, efterhånden som de fornys i 2021.
GF Forsikrings medlemmer i hele Region Syddanmark deler et samlet overskud på knap 72 millioner kroner på bilforsikringerne og mere end 19,4 millioner kroner på deres andre forsikringer i GF.