Torsdag var dagen omsider kommet. EventC havde stablet et tre-dags program på benene, og det startede ud med, at Barock og Padlock Chain spillede sød musik ud til det musikglade folk, som var mødt frem på gårdpladsen på Bülows Kaserne. Se her en billedeserie fra koncerterne.

Se blandt andet forsangeren fra Padlock Chain, Peter Friis Autzen, gøre sin entré på motorcykel.

25 grader fra en skyfri himmel, musik og tilsæt der kolde drikkevarer og især øl, hvis man spørger koncertgæsterne, så har du ingredienserne til en lækker aften, og det var så sandelig tilfældet torsdag aften, hvor porten til Bülows Kaserne blev åbnet klokken 18:00 inden Barock gjorde deres entré klokken 18:30.

Direktør i EventC, Ulrich Nicolaisen, startede med at byde velkommen. (Foto: Fredericia AVISEN)

Med Barock ved man, hvad man får. Med mange års sammenspil som solid ballast kan de seks fredericianere deres håndværk, og gruppens musikalske fundament er en perlerække af kendte hits fra 80`erne –  læg dertil klassikere fra fem årtier og krydr med lidt af det bedste nye. Til gårdagens koncert hev de også enkelte nye op ad hatten i forbindelse med Coronapausen, som de ufrivilligt fik.

Publikum sang med på de velkendte Barock-numre. (Foto: Fredericia AVISEN)

Med Christina Alessi Frederiksen i spidsen fik de gang i publikum, som tydeligt nød hvad de hørte. Stå op måtte de ikke, men til gengæld måtte man synge med, og det blev der i stor grad til de klassiske hits, som ikke er blevet ringere efter et par måneders pause. Tværtimod. Efter godt og vel halvanden time på scenen var det tid til at takke af, selvom publikum ville have mere.

Peter Friis Autzen var i sit es. (Foto: Fredericia AVISEN)

Mere musik kom der klokken 20:30, da Padlock Chain gik på scenen. Men hvor var den karakteristiske forsanger Peter Friis Autzen? “Skrammelrockbandet” er kendt for at lave skæve indslag, og det var netop sådan et, der kom. Forsangeren gjorde sin entré bagpå en motorcykel og blev kørt ind på gårdpladsen. Peter Friis Autzen hoppede af lige foran scenen, og med den start fik han gårdpladsen helt op at køre, og stemningen blev ikke dårligere af, at Peter i det første nummer gik rundt ude blandt publikum og sang gårdpladsen op.

Padlock Chain spiller skrammelrock uden hverken dikkedarer eller plingeling. Bandet har holdt sammen gennem tykt og tyndt gennem snart 25 år, og uden så meget som én eneste udskiftning har de fire overtrufne musikere begejstret hinanden og forbipasserende med glad, svedig, smittende og energifyldt rock. Det var i dén grad tilfældet igen torsdag aften, hvor de underholdt frem til klokken 22:00 efter et brag af en fest på Bülows Kaserne.

Se her flere billeder:

Skriv et svar