I aften er der endnu engang lokalopgør på Monjasa Park, hvor naboerne mod syd, Kolding IF, kommer på besøg. Der er stadig meget at kæmpe for for de rødklædte FC Fredericia-spillere, der med en sejr i aftenens opgør kan lægge afstand til forfølgerne i kampen om 3. pladsen. Der er blot 3 kampe tilbage i NordicBet Ligaen inden spillerne kan gå på velfortjent sommerferie efter et særdeles hårdt program.

“Det bliver en kamp om 3. Pladsen, så på den måde bliver det en kamp, som man kan kalde for en alt-eller-intet-kamp. Men det er ikke på den måde, at taber vi kampen, så har vi ikke chancen for at nå 3. Pladsen. Men det er en kamp hvor vi kan afgøre det. Vinder vi den kamp, ja så er vi med meget stor sandsynlighed sikker på den 3. Plads. Det vil være en fantastisk flot præstation af holdet, at lande en 3. Plads i den række her. Så det bliver selvfølgelig en kamp hvor vi vil gå efter sejren, som vi altid vil det”, fortæller Cheftræner Jonas Dal forud for opgøret.

Kolding IF er de nærmeste forfølgere til den eftertragtede tredjeplads, men i deres seneste opgør tabte de med 0-2 på hjemmebane imod rækkens nr. 9. fra Hvidovre. Det har givet FC Fredericia en yderligere chance for at trække fra med en sejr over Kolding IF i aften.

https://www.vinmedmere.dk/

“Det at vi har fået en ekstra matchbold skal i hvert fald ikke betyde, at vi kommer og tager for let på det. Vi skal ikke tænke, at der kommer en chance igen i næste weekend. Vi vil gerne gøre det færdigt nu, og vi vil gerne prøve at se om vi kan få så mange point ud af sådan en sæson her som muligt. Det betyder også, at vi ligeså godt kan gøre rent bord de sidste par kampe her – og det første sted vi skal gøre det er mod Kolding. Vi vil gøre alt vi kan for at vinde den kamp”, lyder det med sikkerhed i stemmen fra Jonas Dal.

Udover at lide et smerteligt nederlag mod Hvidovre har Kolding IF også en række skader, der kan give FC Fredericia bedre kort på hånden frem mod lokalopgøret i aften. Blandt andet havde Koldings Simon Trier et meget voldsomt sammenstød med Hvidovres Lirem Qamili, så det er tvivlsomt om han er klar til aftenens opgør. Men det er ikke noget Jonas Dal og resten af FC Fredericia-mandskabet tænker voldsomt meget over.

“Jeg tror ikke det var skader der betyder, at de spillere ikke er med, De havde nogle skader i forvejen, og det er nok nærmere dem der næppe når at blive klar til den her kamp. Men uanset hvad, så har Kolding også en fin og okay bred trup, så de skal nok få stillet et slagkraftigt hold. Så det er ikke noget vi har brugt ret meget tid på”, slår Dal fast.

Coronanedlukningen gav en ufrivillig kamppause midt i sæsonen. Spillere, trænere og staben blev sendt hjem – og udsigten til fodbold kunne være alt fra få uger til måneder. Da der endelig blev åbnet op igen var blandt andet fodbolden noget af det der fik lov at rulle først, men nedlukningen har resulteret i et særdeles komprimeret kampprogram, der siden genstarten har været med flere kampe om ugen. Det har taget hårdt på alle hold i rækken, FC Fredericia inklusiv, men Cheftræner Dal kan berette om god stemning i truppen, takket være en hårdtarbejdende sundhedsstab, der virkelig har fået deres at se til de seneste uger.

“Bortset fra, at vi er trætte efter et langt program, ligesom alle andre hold i den her række, så ser det okay ud. Vi er også ved at få nogle af spillerne lidt klar igen, så det begynder at lysne lidt på den front. Så synes jeg, at vores sundhedsstab og spillerne i det hele taget har været gode til at holde de fleste udenfor skader. Jeg er meget imponeret over, at vi står her nu og er forskånet for alt for mange skader. Et kæmpe stort klap på skulderen til Mie (Krog, fysioterapeut, red.) og resten af sundhedsstaben”, fortæller Jonas Dal.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gclid=Cj0KCQjwrZLdBRCmARIsAFBZllHEGyRU9Huy2LMo4BSZLNg5gZxLBqPpKf2kh52tf-YFOsHmOeGSYXgaAk2EEALw_wcB

I trekantområdet er der flere lokalopgør, hvoriblandt man også finder FC Fredericia mod Kolding IF. Det betyder meget for spillerne, flere af spillerne har enten spillet på hold sammen tidligere eller ses privat, men for Jonas Dal, der ikke er inkarneret fredericianer betyder det ikke det store, men han kan godt mærke på spillerne, at de måske har lidt mere på spil end hvis modstanderen var et hvilket som helst andet hold (Vejle undtaget). Blandt andet har anfører Christian Ege et tæt venskab med Kolding IFs Jeppe Hansen.

“For mig er det ikke så stort. Jeg er begyndt at komme ind i det efterhånden som jeg har været her i et par år nu. Jeg ved godt, at der er det her forhold mellem Fredericia og Kolding – og Fredericia og Vejle også – at når vi spiller de her kampe, så er der lidt ekstra på spil. Det kan man sagtens sætte sig ind i og forstå – og man kan også godt mærke det både på spillerne, men i særdeleshed tilskuerne og sponsorerne, at det her er de vigtigste kampe i løbet af året. Ligeså det også handler om håneretten, den vil vi gerne blive ved med at have – nu har vi jo slået dem de sidste par gange vi har spillet imod dem, så det kunne da være rart også at tage alle gode gange tre. Men ellers skal vi forberede os på det her som enhver anden fodboldkamp”, lyder det fra Jonas Dal.

Kampen bliver spillet på Monjasa Park kl. 19:00. Du kan følge kampen live her på Fredericia AVISEN fra 18:45, hvor Sportsredaktør Patrick Viborg Andersen er klar med skarpe analyser og betragtninger fra kampen. Efter kampen kan du, som altid, læse både et kampreferat, se billeder fra kampen og hører træneren og spillernes reaktion på opgøret. Som altid sker det på Fredericiaavisen.dk.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer