Anders Sell, der er en af de helt lokale spillere på FHK’s ligahold, stopper i klubben til sommer.

21-årig Anders Sell havde oprindeligt kontrakt med FHK frem til sommeren 2021, men grundet begrænset spilletid i Primo Tours Ligaen skifter Sell til en 1. divisionsklub.

”Vi vil ikke stå i vejen for, at Anders kan prøve sig af i 1. division, og derfor stopper vi samarbejdet et år før tid. Anders har ydet en stor indsats i FHK, og derfor er det vemodigt, at han stopper, men det kan bestemt være et på gensyn om et par år, når Anders har prøvet sig selv af og fået mere ansvar i en ny klub,” siger FHK’s direktør, Thomas Larsen, og fortsætter:

”Anders har fået begrænset spilletid i ligaen, men igennem de seneste sæsoner har han været en af de bærende spillere på 2. divisionsholdet. Spilletiden i den kommende sæson ville formentlig blive begrænset i ligaen, og derfor er det helt naturligt for Anders’ udvikling at komme videre.”

Anders Sell har spillet i en del år i FHK, og derfor venter der en omvæltning.

”Det bliver spændende, og helt sikkert anderledes. Jeg skal prøve noget nyt, men jeg glæder mig,” forklarer Sell.

Den store bagspiller var blandt andet en del af det daværende FHK-Trelde-projekt, som der blev satset på i ungdomsrækkerne. Sell er stolt over at have været en del af årgang 1998/99 i FHK-regi, som der blev satset stort på.

”FHK er en helt fantastisk klub, hvor der er et godt miljø. Alle de trænere og medspillere jeg har haft gennem tiden har været med til at udvikle mig, og når jeg har haft det så godt i FHK, vil jeg ikke udelukke at vende tilbage til klubben,” slutter Anders Sell.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer