Når Danmarks Lærerforening i 2019 skal vælge deres nye hovedstyrelse er der et lokalt navn på stemmesedlen. Formanden for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling har valgt at stille op ved det kommende valg.

“Jeg stiller op til Hovedstyrelsesvalget i 2019. I øjeblikket er jeg suppleant for vores hovedstyrelsesmedlem Kenneth Nielsen fra Esbjerg, Kenneth har besluttet sig for at stoppe som HS-medlem ved valget i 2019. Jeg har været så heldig at få opbakning til mit kandidatur til Hovedstyrelsen af Fredericia Lærerkreds, Esbjerg Lærerforening og Varde Lærerkreds. Jeg opfordrer til, at du bruger din stemme ved valget, og selvfølgelig vil jeg sætte stor pris på at få din stemme/opbakning ved valget”, skriver Per Breckling i sin månedlige opdatering til sine medlemmer.

“Jeg stiller op fordi jeg ser det her fællesskab, som en fagforening jo er, som en væsentlig del af mit arbejdsliv. Først var det fællesskabet med mine teamkollegaer da jeg var lærer. Jeg var så heldig at blive valgt til AMR, arbejdsmiljørepræsentant, for vores fællesskab. Siden blev jeg valgt som tillidsrepræsentant og almindeligt medlem af kredsbestyrelsen i Fredericia Lærerkreds. Jeg blev også valgt som formand for det lokale fællesskab her i Fredericia Lærerkreds. Hele mit arbejde har været under overskriften ‘Fællesskab'”, siger Per Breckling i et interview til Fredericia AVISEN.

“Det er også derfor jeg har været suppleant til hovedstyrelsen, og når Kenneth Nielsen stopper nu er jeg blevet opfordret til at stille op. Det er for mig at se en fortsættelse af arbejdet for fællesskabet, bare på et andet niveau hos Danmarks Lærerforening. Det er tanken om at arbejde for fællesskabet, der nu får endnu et punkt på listen” fortsætter formand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling.

“Jeg utrolig glad for, at man på den måde anerkender mit arbejde og synes jeg gør det godt, ellers ville man nok ikke sige jeg skulle arbejde videre. Jeg er glad for, at Esbjerg Lærerforening og Varde Lærerkreds støtter op. Det tager jeg som en anderkendelse af mit arbejde både i Fredericia Lærerkreds, men også i mit virke som suppleant til hovedstyrelsen på vegne af dem også”, slutter Per Breckling.

Selve valget finder først sted i november 2019.

https://www.facebook.com/heinybags/
Annonce