Forside Fredericia Lokal fond støtter udsatte børn

Lokal fond støtter udsatte børn

DEL
Mads Thejl Hansen. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Børnenes Vel Børne- og Ungdomsfond har valgt at støtte Red Barnets Sommerlejr 2019 for udsatte børn med 10.000 kroner. Sommerlejren kan gennemføres.

Formand Mads Thejl Hansen oplyser, at fonden har valgt at støtte sommerlejren for udsatte børn i alderen 8-12 år. Det overordnede formål med fonden er, at yde støtte til den forebyggende børneforsorg i Fredericia til arrangementer.

Det er en stor ære, at kunne støtte den slags gode initiativer i Fredericia. Der er mange familier og børn, der ikke har ressourcerne til at kunne tage på sommerferie. Det bidrager vi til muligheden for ved at støtte fra vores side.“, siger advokat Mads Thejl Hansen.

“Det er fantastisk, at vi i Fredericia har frivillige, der vil gøre en indsats for, at andre skal have det godt. For mig er det klart, at den slags skal støttes. Det er en kultur, som vi skal værne om i Danmark og som vi alle har en pligt til at bære videre ind i fremtiden.”

Sommerlejren afholdes af Red Barnet med bl.a. Line Troen i spidsen. Denne gang går turen til Hvidbjerg fra den 20. til den 26. juli sammen med frivillige voksne fra Red Barnet, der gør en kæmpe indsats for at børnene kan få dejlige oplevelser i et trygt fællesskab.

Line Troen, som er næstformand for Red Barnet i Fredericia siger om støtten: “Vi er derfor utroligt taknemmelige for at vi igen i år modtager denne flotte donation fra Børnenes Vel på 10.000 kroner. En donation, der lander på et tørt sted og som giver os muligheden for igen i år at afholde en fantastisk lejr”.

Foruden bestyrelsesformand Mads Thejl Hansen, består bestyrelsen i Børnenes Vel Børne- og Ungdomsfond af Ditte Due Petersen, Thorbjørn Bruun og Mads Secher-Kiib.

http://bit.ly/sofielindelecture
DEL