Fredericia KF har indgået et sponsorsamarbejde med energiselskabet OK, som skal bidrage til at klubben kan få nyt udstyr.

Fredericia KF er en nyopstartet fodboldklub for kvinder, og der er plads til alle, som har lyst til at komme ud at være social og spille en masse fodbold. Klubben omfavner mange aldersgrupper, og der er ifølge, Jim Sidney, store ambitioner for forårssæsonen. Klubben har nemlig et mål om at komme til at spille i de højeste rækker. I skrivende stund har klubben et U12, U13, U15 og et dameseniorhold.

Et sponsorsamarbejde med OK giver Fredericia KF mulighed for at hive nogle sponsorkroner hjem, som skal bidrage til at klubben kan få nyt udstyr, der skal bruges på klubbens nye kunstgræsbane.

– Der er ved at blive bygget en ny kunstgræsbane i Fredericia, som vi skal til at gøre brug af. Den kommer til at stå klar i midt april, og i den forbindelse skal vi ud at investere i nyt udstyr, fortæller Jim Sidney fra Fredericia KF.

OK og Brugsen udbetaler pengene

Det er OK’s kunder, der har sparet pengene op til foreningerne ved at tanke på deres OK-kort eller via OK’s app. Vælger kunderne at knytte OK-kortet til sponsoraftalen, støtter de nemlig kvit og frit for hver liter brændstof, der tankes på kortet.

I sponsoraftalen kan klubber og foreninger få fem øre for hver liter, der tankes hos OK. Derudover kan foreningerne få fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK og yderligere fem øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. I alt 15 øre kan altså gå foreningernes vej, hver gang der bliver tanket en enkelt liter.

30 procent ekstra fra OK

Fredericia KF er en ud af cirka 2.400 klubber og foreninger, der har en sponsoraftale med OK og dermed nyder godt af støtte fra OK. Det danske energiselskab har sågar frem til og med maj 2022 øget sponsorstøtten med 30 procent til alle eksisterende foreninger med en benzinkortaftale, så de får ekstra hjælp til at klare sig igennem coronakrisen.

– Vi ved, at denne tid er speciel vanskelig for alle klubber og foreninger, hvor mange har været tvunget til at sætte deres aktiviteter på pause. Derfor øger vi nu støtten til vores loyale og trofaste sponsormodtagere med 30 procent, så både voksne, børn og unge fortsat vil have mulighed for at dyrke idræt og foreningslivet, der hvor de bor, siger Anders Knudsen, salgsdirektør i OK.