Morgenerne er blevet mørke, og det er tid til igen at finde cykellygterne frem. Men lyser de gamle, pålidelige lygter kraftigt nok til at overholde kravene, eller er det tid til at investere i nogle nye og samtidig øge synligheden i trafikken? Og hvilke lygter passer i så fald til dit behov? For tre år siden blev bekendtgørelsen vedrørende cykellygter strammet, hvilket betød et farvel til de små lygter, der dingler i en elastik, samt et krav om, at både for- og baglygter skal kunne ses på 300 meters afstand. Henning Madsen, der ejer Fri BikeShop i Erritsø Bygade, pointerer, at det langtfra er ligegyldigt, hvilke af de godkendte cykellygter du vælger.

Du kan sagtens købe lygter for en slik, men cyklister skal bare vide, at der er forskel på godkendte lygter. Det afgørende punkt er, om du udelukkende kører i byen, hvor der er gadelamper, eller om du også bevæger dig ud på veje uden cykelstier og ordentlig belysning. På landevejen er cyklister meget mere udsat, hvilket kræver lygter, der er kraftige. I byen kan man nøjes med mindre. Som blød trafikant kan man næsten ikke blive synlig nok, og jeg ville i hvert fald ikke sende mit barn ud i trafikken med et sæt billige lygter, fortæller Henning Madsen.

Kend dit behov 

Udbuddet af godkendte cykellygter er stort og kan være direkte forvirrende. Hos Fri BikeShop i Fredericia er det lygtesæt i mellemklassen til omkring 400 kroner, der er mest efterspurgt.

Der findes lygter lige fra de helt simple, der kun akkurat lever op til loven, til ekstreme mountainbikelygter, der lyser kraftigere end en billygte. Enhver cyklist skal klarlægge sit behov, før lygterne købes. Skal lygterne kun sørge for, at du bliver set, eller skal de oplyse vejen? Husker du altid at få dem med, eller skal du vælge nogle fastmonterede? Det skal du have styr på inden et køb, opfordrer Henning Madsen.

En almindelig cykel skal udstyres med mindst én forlygte og mindst én baglygte. De skal være monteret på cyklen, så cyklister kan altså ikke nøjes med at stikke lygten i baglommen. På ladcykler, der er bredere end en meter, skal der monteres to baglygter med mindst 60 centimeters afstand. Alle cykler skal have lys på fra solnedgang til solopgang – og derudover også i tåge, regn og kraftigt snevejr, hvor sigtbarheden falder.

Fri BikeShop består af 88 cykelbutikker fordelt over hele landet. Kæden forhandler børne-, hverdags- og motionistcykler i alle prisklasser samt et bredt udvalg af tilbehør og cykeltøj. I samtlige butikker udføres alle typer reparationer, servicetjek og klargøring af cykler. Den lokale butik er beliggende i Erritsø Bygade 100. www.fribikeshop.dk