Liv Wintherberg Lykkegaard stopper som veterankoordinator i Fredericia Kommune den 30. juli. Hun ser tilbage på de seneste tre år, hvor hun har bestridt stillingen, der for veteranerne har vist sig at være givtig.

Liv har efter tre år som veterankoordinator valgt at stoppe, da hun har fået et nyt arbejde hos politiet. Inden hun bestred jobbet som veterankoordinator var Liv ansat som borgervejleder i Fredericia Kommune.

– Fra dag et, selvom jeg var borgervejleder, har jeg haft veteraner, som jeg skulle støtte og vejlede. De kendte mig fra regimentet, hvor jeg tidligere har arbejdet. Det handler meget om tillid i den branche, og jeg skulle derfor blåstemples, men de havde tillid til mig, siger Liv, der sætter ord på, hvordan hun fik tilliden op at køre med vetetranerne:

– De kommer med en anden kultur, og de har ikke skulle forklare sig ekstra overfor mig, da jeg kender til deres fagsprog. Ved at de ikke skulle forklare sig, har det gjort det nemmere for dem. Nogle af dem har også svært ved at skulle sige tingene flere gange. For mig har det også handlet om, at jeg har fået gode anbefalinger fra blandt andet pårørende, der har talt om mig fra mund til mund, og på den måde har jeg fået opbygget et ry.

Jobbet som veterankoordinator i Fredericia Kommune blev oprettet, da Liv tiltrådte i stillingen, og hun har derfor på tætteste hold oplevet behovet.

– Det er meget vigtigt, fordi målgruppen ikke kan begå sig. Der er mennesker, der ikke får søgt kontakten, og skal igennem forskellige sagsbehandlere, der skal forstå dem. Stillingen har været tværfaglig for mig, da det ikke kun har handlet om eksempelvis jobcentret. På landsplan har man valgt at anerkende dem, der har været sendt ud, og anbefalet kommunerne at oprette en stilling, og det er virkelig godt givet ud, siger Liv.

At være veteran og åbne op omkring oplevelser, og problemer der efterfølgende opstår, kan være en svære størrelse, fortæller Liv.

– Det er stolte mennesker, der ikke altid får sagt deres behov. Jeg har derfor været todelt med at tage de dybe snakke og derudover klæde sagsbehandlere på.

Stillingen som veterankoordinator slås op igen.

– Jeg har talt med min chef, hvem der vil være god at inddrage i processen, og der skal også inviteres de rette personer med ind omkring et ansættelsesudvalg, men man kan ikke bare gå ind at sige, at det skal være en ligesom mig. Det har været tre spændende år, hvor jeg har opbygget det hele fra bunden. Det har været spændende at være en del af, slår Liv fast og fortsætter:

– Jeg føler, at vi har sat Fredericia på landkortet hvad det her angår, og vist, hvor vigtigt et område det er. I Syddanmark har vi talt sammen, og budt ind for hinanden, når vi har holdt ferie. Vi kender hinanden på kryds og tværs, og har udvekslet erfaringer, siger Liv.

Liv Lykkegaard offentliggjorde, at hun stopper som veterankoordinator i et Facebook-opslag på hendes arbejdsprofil. Siden har reaktionerne været mange.

– Jeg havde valgt inden at ringe til de veteraner, som jeg har kontakt med og fortalte dem, at jeg har sagt min stilling op. De var naturligvis kede af det, da vi har haft det godt sammen, men alle har været positive over mit arbejde. Jeg føler, at jeg lykkedes med de veteraner, der var en del af mit netværk, siger Liv, der tager uformel afsked med veteranerne fredag klokken 10:00 på veteranhjemmet.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer