Coronakrisen har nu varet i mere end et år, undervejs har der været åbnet og lukket af flere omgange. Det tager hårdt på de fleste – og gymnasieeleverne er ingen undtagelse. I en ærlig beretning fortæller fem elever fra Fredericia Gymnasium om deres liv (eller mangel på samme) under Corona.

Afstand, mundbind og håndsprit. Det har været en del af vores alle hverdag i meget lang tid. Mange arbejder hjemmefra, de sociale bobler er minimale og samværet med andre er stærkt begrænset. Det er en anderledes hverdag for alle – og en hverdag der ikke lever op til de forventninger, man havde. Det er i hvert fald tilfældet for flere af de fem gymnasieelever, der har sagt ja til at fortælle om deres liv under Corona. De gik ind til tre år med fuld fart på, både fagligt og socialt. Men i stedet har de nu i næsten et år siddet hjemme foran skærmen, langt væk fra venner og sociale stunder.

Katrine Meyer, 2.B

Den første elev, du skal møde, er Katrine. Hun går i 2.B på Fredericia Gymnasium. Da hun startede på gymnasiet i 2019, var der ikke noget der hed Corona – og hun kom med en forventningsglæde om at starte på de tre fedeste år af hendes liv. Men en flagermus i Kina lavede meget hurtigt om på det.

Men inden vi tager hul på Katrines fortælling, så hører der en historie til det billede, hun har valgt at sende med til denne artikel. En historie, der fortæller, om de nødvendige afbræk i en eller triviel hverdag.

Jeg har været i sommerhus med to veninder i vores sommerhus i Blåvand. Der var vi i en uge, det var bare os – og det gav mig rigtig meget mentalt. Der har jeg et billede hvor jeg står på stranden – og det er et positivt billede. Det var en god uge og det nødvendige og tiltrængte afbræk, forklarer hun.

I marts lukkede det hele ned. Kan du ikke sætte lidt ord på jeres situation i løbet af foråret og sommeren?

– Vi nåede lige tilbage inden sommerferien og i et stykke tid igen efter sommerferien. Det var blevet lidt mere normalt, man kunne lettere være sammen og smittetallene faldt. Men så blev vi så lukket ned igen her i slutningen af 2020, forklarer Katrine.

– Jeg tror, at fordi det hele var meget nyt det med at være hjemme under første lockdown. Jeg synes, at det var meget lettere, end det er nu. For vi havde ingen idé om, hvor lang tid der ville gå i første omgang, så det var lidt lettere at være positiv. Men nu er vi her, et år efter, og det er stadig et problem. Håbet har ændret sig, og det er meget sværere i denne lockdown, fortæller hun.

Da meldingen om anden lockdown kom, hvad tænkte du der?

– Jeg tror, da vi kom tilbage lige omkring sommerferien, føltes det som om, at der var håb forude. Da vi kunne se, at det gik tilbage mod lockdown igen, så forsvinder det håb, man lige havde fået. Jeg tror, det er sådan, jeg bedst beskriver det. Håbet var der, men blev taget væk. Det var lidt hårdt, svarer Katrine.

Hvad med hele undervisningen? Det er vel meget anderledes at blive undervist hjemme i forhold til en almindelig skoledag? Har lærerne forsøgt at gøre noget anderledes?

– Jeg oplever, at lærerne – også efter at elevrådet har haft flere samtaler med dem – tager højde for, at vi sidder derhjemme. De ved, det er svært at holde en hel skoledag. De prøver at gøre noget. Men jeg synes stadig, det er hårdere nu end i starten. I starten var det træls, men nu er det bare hårdt. Man går død i det, siger Katrine og fortsætter:

– Nogle dage er jeg heldig og kun har to moduler. Selvom det var overskueligt, så var jeg bare træt og det er svært at fokusere. Andre dage er fra 8-15 og det er bare endnu værre. Og så har man lektier efter skole, og man har ikke det sociale. Det er ikke sjovt.

Hvad betyder det i hverdagen, dels at mangle sine venner og dels at hele ens liv foregår fra det samme sted?

– Gymnasiet er hårdt med lektier og mange ting man skal, men når man har det sociale og ser sine venner, så går det alligevel. For det er dem, der gør ens dag god. Når man ikke har det, så er det endnu sværere at få lavet lektierne. Mange går i skole, fordi det er der, det sociale er, når det så ikke er der, så føler man lidt, at meningen med det hele forsvinder, siger hun og fortsætter:

– Man ændrer ikke lokation på noget tidspunkt. Hverdagen bliver enormt ensformig. Når der ikke sker noget nyt, så er det svært at holde humøret oppe. Jeg kan godt mærke, at mange har ramt bunden. Jeg er selv lige på grænsen. Jeg synes, det er svært at holde ud. Men det er det, vi må gøre. Vi må holde ud.

– Når der ikke sker noget nyt, når man ikke ser nogen og snakker med nogen. Så går tiden langsomt. Og så føler man bare, at man ikke kommer nogen vegne, supplerer Katrine.

Hvilken følelse sidder man med i kroppen, når man dag efter dag er hjemme foran skærmen?

– Hvis jeg skal være helt ærlig, så føler jeg, det er enormt ensomt. Jeg personligt har ikke nogen at være sammen med. Jeg bruger stort set alt min tid derhjemme. Jeg går på arbejde, det er det eneste. Det er bare vildt ensomt. Det tror jeg, er det bedste ord at beskrive det, lyder det prompte fra Katrine.

– Der er rigtig mange, der føler, at deres gymnasietid bliver spildt. Det fylder enormt meget. Vi har altid fået at vide, at det er de fedeste år af ens liv. Men når vi ikke får lov at opleve det, vi havde en forventning om, så får man ikke det optimale ud af det. Det synes jeg er enormt ærgerligt, fortsætter hun.

Hvad glæder du dig mest til, når verden igen åbner op?

– Jeg glæder mig bare til at se andre mennesker og være i et andet selskab end mit eget. At føle at man har et socialt liv. Det er noget så simpelt, som at man helt impulsivt aftaler at tage ned og drikke en øl på Streetfood. Eller at man lige tage ind på Kurts Kaffebar og drikker en kop kaffe. Det er meget simple hverdagsting. Det er meget de der små ting, hvor man er sammen med nogen, fortæller Katrine.

– Jeg er typen, der godt kan lide at være selv og har brug for at slappe af, så jeg har førhen også sagt nej til ting. Men nu er der slet ikke noget. Man får ingen tilbud, så der er ikke noget at sige nej til. Så nu mangler jeg, alle de gange jeg sagde nej, lyder det videre fra Katrine.

– Jeg ved ikke, om jeg har taget det for givet, men man ved ikke, hvad man har, før man ikke har det mere. Det har været et wake-up call. Man bliver virkelig bekræftet i, hvor meget andre mennesker betyder, fordi man har brug for deres selskab. Der er folk, der gør min dag god og får mig til at grine, men når man ikke har det, så er det trist. Jeg trænger bare til at grine igen, siger hun.

Jeg prøver at være positiv, selvom det hele ikke er fedt.

– Men der er da også gode ting. Når man så endelig er hjemme, og ikke har nogen at være sammen med, så har man tid til at gøre ting, man ikke får gjort. Jeg hader at løbe, men jeg er begyndt at løbe. Og det giver også en god følelse i kroppen bagefter. Når vejret er godt, så er det svært at være sur. Det vil jeg sige. Men når solen kommer frem, så vil man også bare ud og være sammen med andre. Så det er både godt og skidt, kan man sige, lyder det med et grin fra Katrine.

Mie Papsøe Møller, 3.B

Den næste elev er Mie Papsøe Møller, der til dagligt går i 3.B. Hun er altså på sit sidste år, og har en forventningens glæde om både studenterfester, gallafest og alt der ellers hører med til at være afgangselev. Gallafesten er aflyst – og hvad angår studenterkørsel er fremtiden uvis. Men det handler om at holde hovedet højt.

Mies valg af billede stammer fra noget hun har fået mere tid til at gøre her under Coronanedlukningen: Gå ture. For med en nedlukning har der ikke været alt for meget at give sig til.

Hvordan har det været at være i lockdown?

– Man kan sige, at det fede ved at gå i gymnasiet er alle de sociale arrangementer. Alt det sociale opvejer alle de lektier og afleveringer, der også hører med. Det er bare ikke lige så fedt, når det kun er skole, det handler om, fortæller Mie.

Med de første to år af gymnasiet overstået inden den anden lockdown kom har Mie også haft rig mulighed for at lære sine klassekammerater at kende – noget, de der er startet i 1.G, ikke har haft samme muligheder for.

– Jeg tror, det har gjort det lettere, at vi har et rigtigt klassesammenhold. Det var også rigtig godt for os at komme på studietur, det var ikke Malta, men Grenå. Jeg har hørt fra andre, at det er akavet at komme i gruppearbejde, fordi de ikke kender hinanden i 1.G, forklarer hun.

Lockdown har også sat en stopper for alle sociale aktiviteter, noget Mie ellers har brugt meget tid på.

– Jeg synes, at 1.G var mega fedt, fordi man lærte hinanden at kende. 2.G brugte jeg på at brede det lidt ud med alle de sociale arrangementer. Det blev brast i foråret – og er det stadig. Jeg tror, at når man starter i 1.G, at 3.G er det fedeste år. Men jeg føler ikke rigtigt, at jeg har fået i 3.G. Vi har hverken haft galla eller får afslutningsfest. Vores sidste skoledag bliver sportsdag – det er bare ikke som det var de andre år, forklarer Mie.

– Det var meningen, at galla lå i november. Det blev rykket, men er nu aflyst helt. Jeg dansede med sidste år som suppleant. Det var mega fedt, men man gik også bare og glædede sig endnu mere til, at det var ens egen tur. Så ja, det er mega ærgerligt. Jeg vidste godt, at det ikke ville være i november, så jeg har ikke købt en kjole eller noget. Men jeg tror aldrig, jeg havde regnet med, at det blev til noget. Der er mange, der havde købt kjoler og sådan, som de så ikke kan bruge, fortsætter hun.

Hvordan har det været her under den anden lockdown i forhold til den første?

– Jeg synes, at det under første nedlukning var lidt lettere. Det var et dejligt forår med godt vejr. Man kunne sætte sig udenfor og sidde ude i solen og have undervisning. Lærerne var også motiveret til at tænke ud af boksen. Jeg føler lidt, at undervisningen var mere varieret med asynkrone moduler. Nu er det meget mere med opgaveløsning i Meet eller at lytte, siger Mie og fortsætter:

– Men der er lærere, der er gode til at komme med podcasts, hvor vi skal ud og gå en tur imens. Men de der dage hvor man bare sidder foran skærmen, de er bare lange og hårde. Januar føltes bare som om, den var tre måneder lang. Man kunne bare sidde indenfor og kigge ud – og når man lagde på, var det næsten allerede mørkt igen.

– Jeg synes, det er utroligt udmattende på en eller anden måde, det der med at sidde foran skærmen. Jeg er typen, der får energi af at være sammen med andre mennesker. Der mangler dynamikken i hverdagen, supplerer Mie.

Det her med at sidde hjemme hele tiden, hvordan er det?

– Jeg kan huske, at jeg havde det meget svært ved at være det samme sted, da vi havde terminsprøver. Jeg har svært ved at gå til prøver – og jeg havde ikke den der følelse af at gå ind i den store hal, og alle har samme formål. Men så fandt jeg et andet rum, jeg kunne sætte mig ind i til prøverne, siger Mie og fortsætter:

– Jeg har også min kæreste, og til tider sidder jeg med ham hjemme ved ham. Det er også meget rart, at man ikke bare er det samme sted hele tiden. Jeg har to søskende hjemme, så nogle gange er der også lidt kaotisk i frokostpausen, når alle skal have mad. Det, at man sidder hjemme, giver flere distraktioner. Nogle gange laver jeg perler eller strikker lidt. Men det er bedre, end at man sidder på Facebook, som mange andre gør.

Hvad er det første, du skal, når landet åbner igen?

– Jeg mangler noget socialt. Jeg skal snakke med nogle af dem, der går i min klasse og alle dem udenfor. Jeg er med i Fredagscaféen, FGMF og Elevrådet, så der er også mange relationer der, som bare er på hold. Det håber jeg lidt, vi kan genoptage. Det med at komme ud og tale med andre, grine igen, fortæller Mie og fortsætter:

– Selvfølgelig er det også fedt med festerne og sådan. Men det skal nok komme til sommer, når vi bliver studenter. Det med at se mennesker, at hilse på folk på gangen som man ikke ses med nu, men egentlig nyder at være sammen med. Det savner jeg.

– Jeg håber virkelig, sidste år fik de lov til at køre vognkørsel, så jeg håber, at vi også gør det. Jeg håber også, at forsamlingsforbuddet bliver løftet til 50. Det var egentlig fint nok. Men de må gerne hæve det lidt mere. Det bliver en god studentertid, kulminationen på at de fleste er vaccineret, og at vi nu er færdige. Så jeg tror det bliver mega dejligt, lyder det afslutningsvist fra Mie.

Filippa Knudstorp, 3.E

Den næste i rækken går også i 3.G. Filippa Knudstorp er navnet – og bag det navn gemmer der sig en meget socialt anlagt ung kvinde, der ikke synes, at det sidste år har været det fedeste i hendes liv, selvom det nok var det, hun troede, da hun trådte ind af skydedørene første dag i 1.G.

Da lockdown ramte, hvilken hverdag fik du så?

– Det blev pludselig en verden, hvor jeg egentlig mest sad derhjemme og ikke lavede så meget. Det eneste, der var at lave, var skole – og så havde jeg mit arbejde i Rema1000. Det var lige pludselig meget bag skærmen og ikke så meget andet, fortæller Filippa.

– Det var kedeligt. Jeg er vant til at være meget sammen med mine venner, havde et stærkt socialt liv og gymnastik. Så jeg kedede mig en hel del mere. Og det var meget hurtigt, at jeg savnede det sociale og alle festerne, fortsætter hun.

Hvordan har du oplevet det her med at gå i skole hjemmefra?

– Man kunne tydeligt mærke, at både lærere og elever skulle lære det at kende og finde ud af, hvordan man skal udvikle undervisningen fremover. I starten synes jeg, det var udfordrende, fordi der ikke længere var de samme muligheder. Men nu har de fundet metoder, der virker, og måder at lave en undervisning der som regel er produktiv. Men det er klart, at niveauet er faldet, siger Filippa.

Med Corona kom også aflysningen af en række eksaminer for gymnasieeleverne. Men det påvirkede ikke Filippa det store.

– For mig var det ikke så stor en ændring, for jeg var oppe til en masse årsprøver i stedet. Især skriftligt ift. prøver. Det var bare øvelse i stedet for noget, der gjaldt på karakterbladet. Det var meget rart at få lov at øve sig. Jeg har altid fulgt meget med, så det betød ikke så meget for mig, forklarer hun.

I nåede lige tilbage inden sommerferien, hvordan var det?

– Vi nåede lige kort tilbage før sommerferien. Det var underligt. Vi var delt op i klassen – i to lokaler. Det var skørt, at man var halvt tilbage og alligevel ikke helt. Jeg har også en del venner på tværs af årgangen, så man så kun sin klasse. Det var lidt mærkeligt ikke at se dem, man normalt også så, fortæller Filippa.

– Det skulle være vores år. Jeg havde en super skøn sommer med sociale arrangementer. Vi havde ikke glemt Corona, men det var lagt lidt på hylden. Vi var tilbage og de talte om gymnasiefester og sådan. Men det gik ned af bakke, fortsætter hun.

– Det var en kæmpe skuffelse, at skoleballet blev aflyst. Det var virkelig skuffende, at man ikke skulle tilbage til det gymnasieliv, vi kendte. Det var kun det faglige tilbage, hvor det plejer at være en blanding. Normalt vejede det lidt hinanden op, men nu er der kun det faglige. Jeg siger ikke, at glæden forsvandt, men det var bare lidt kedeligt igen, siger Filippa.

Hvad med undervisningen og livet under anden lockdown?

– Det er rart, at lærerne også har mere styr på det. Men det ændrer ikke på, at man stadig er for sig selv hjemme på sit værelse. Undervisningen er bedre, men det sociale er stadig manglende. Man har været nødt til at vælge nogen, som var i ens boble, og som man ser. Det har ikke kunnet være så mange, svarer Filippa.

Hvad tænker du der sker fra nu?

– Håbet bliver mindre og mindre. Men jeg håber på, at jeg kan få en nogenlunde normal afslutning på gymnasiet. Det synes jeg, vi har fortjent. Jeg håber, vi kan få studenterkørsel og fester, at nu er vi færdige. At vi kan fejre det sammen, siger Filippa.

– Jeg tror bare, at det at kunne snakke med mennesker, være sammen fysisk og se sine venner. Det der med, at man i pauserne er sammen med nogen og ikke bare er derhjemme. Det glæder jeg mig meget til, lyder det afslutningsvist fra Filippa.

Gustav Yde Jensen, 1.E

Hvordan oplevede du lockdown på gymnasiet?

– Jeg følte faktisk ikke, at det her var så slemt som den første. Første gang var bare hjem, alt lukkede. Der var bare lukket. Der var jeg på efterskole, så der skulle jeg meget længere hjem. Denne gang talte rektor til alle klasserne, at vi de sidste to dage før ferien skulle have undervisning online. For vi skulle ikke have corona lige før jul. Tanken var, at skolen tog forholdsregler.

– Men det var også sådan, at imens vi var hjemme, blev der lukket helt ned. Men det opdagede jeg ikke rigtigt. Og derfra har det været ligesom sidst, det blev udskudt hver gang. Men her til sidst, der er det gået op for mig, at der er lukket ned. Der kommer til at gå tid, før vi åbner op igen.

– Vi havde gået i klassen i en måned. I den klasse er vi 6 fra min grundforløbsklasse, så dem kendte jeg lidt. Men der er ikke nogen jeg rigtigt kender. Vi har talt over Meet og til timerne, men jeg kender ikke så meget til de andre. Vi er næsten hele det første gymnasieår igennem.

Hvilke tanker gjorde du dig om at skulle starte i 1.G?

– Jeg tænkte ikke over Corona i forhold til starten. På det tidspunkt havde jeg lige været på sommerferie i Danmark, jeg havde været sammen med efterskolevennerne. Det var jeg op til næsten dagen før, vi skulle starte. Så jeg var bare klar på at skulle starte på gymnasiet. Da vi kom derover, var der afstand og sådan, men det var ikke noget jeg ikke var vant til. Det var bare hverdagen.

Online undervisning, hvordan er det?

– Det er hårdere og mere udmattende. Niveauet er højere, men også fordi, at der i denne lockdown er mere styr på, hvordan man laver online undervisning. Jeg har mine ting her, hvor jeg føler mig motiveret til en masse. Men jeg har også andre gange, hvor jeg ikke er så motiveret. Men jeg føler, at det er værre at være umotiveret ved online undervisning end ved normal undervisning. Der er ikke rigtigt noget til at catche op, der er ikke noget, der holder en kørende. Man sidder bare og kigger på en skærm.

– Der er flere af mine klassekammerater, som jeg ikke har set siden slutningen af december. Det er mærkeligt. Min søster er lige gået ud af 3.G. Med hendes jævnaldrende har hun talt om, hvor meget vi går glip af. Men vi ved ikke, hvad vi går glip af. 2.G’erne og 3.G’erne ved, hvad de går glip af. Så på den måde føler jeg ikke, at det er så slemt. Jeg ved ikke noget om, hvordan det er. Jeg kan kun forestille mig, hvordan det er.

Hvad skal der ske, når der bliver åbnet?

– Jeg vil rigtig gerne til en fest med klassen. Det har vi snakket rigtig meget om. Vi har været ude at gå lidt sammen med nogen fra klassen. Vi har alle talt om, at vi glæder os til sommer og til fester. For det er med til at give os et bånd. Vi har ikke haft en eneste klassefest endnu.

– Det er det, jeg trøster mig ved, at vi har trods alt over to år endnu. Det skal nok gå. Der er en masse tid at tage af for os.

Grace Koch, 1.E

Den sidste elev i rækken er Grace, der er startet i 1.G på Fredericia Gymnasium i sommer. Hun er kommet ind lidt senere end sine klassekammerater, men det gør ikke det store – for der blev alligevel først lavet studieretningsklasser i november.

Grace har valgt to billeder til at beskrive hendes hverdag: Et der viser den plads hun oftest befinder sig på, når der er undervisning, og det andet for at beskrive det ”setup” hun har lavet med sin computer.

Hvordan har det været at starte et nyt sted – og så kom lockdown?

– Jeg kan godt mærke, at vi i den nye klasse er rystet fint sammen, men eftersom vi har været i lockdown, er det også bare lidt svært. Vi har ingen gymnasiefester og arrangementer, så vi kan ikke blive rystet sammen på den samme måde, forklarer Grace og fortsætter:

– Der mangler lidt alt det udenom. Vi nåede at få meget lidt af det, men ja, så blev vi sendt hjem igen.

– Første gang vi var hjemsendt havde jeg lige ligget syg en måned med kyssesyge, så det med at skulle hjemsendes igen er bare ikke super fedt. Jeg kan mærke på mig selv, at det er sværere at følge med nu. Det er heller ikke bare at række hånden op, hvis man skal bruge hjælp, man sidder lidt og lærer sig selv det hele på en måde, fortæller hun.

Hvordan synes du, at onlineundervisning fungerer?

– Det kommer meget an på, hvem det er. Der er nogen lærere, hvor man ikke kan mærke det, fordi undervisningen fungerer rigtig godt. Men det er også lærere, hvor det bare er, at vi laver opgaver og så er det ligesom det, siger Grace og fortsætter:

– Personligt synes jeg, det er meget svært, for hvis man gerne vil have hjælp, så er det meget svært at skulle vente så lang tid på det. Man ender hurtigt med at sidde fast, fordi hjælpen bare ikke er lige så tilgængelig. Det bliver lidt ensartet.

Hvordan er det at være hjemme hele tiden?

– Det bliver lidt svært at skille tingene ad. Jeg kan godt mærke, at jeg bliver mere doven, fordi jeg sidder i sengen hele dagen. Jeg er kun ude for at spise, og så er det tilbage igen. Man ser ikke rigtig nogen, svarer Grace.

– Jeg har altid godt kunnet være i mit eget selskab, men hvis man skal holde motivationen, tror jeg også, det handler om at lave rutiner og komme op i ordentlig tid. Men det er blevet mere og mere normalt, at man lige sætter et ur til fem minutter før, og så er man klar, fortsætter hun.

Hvad glæder du dig mest til ved at komme tilbage?

– Helt klart at skulle lære klassen ordentligt at kende. Jeg vil gerne komme i gang ordentligt. Jeg er i gang med at arrangere en fest, så vi kan starte godt, lyder det fra Grace.

– Det handler altså om, at jeg gerne vil lære dem at kende. Det har været svært at starte, dels fordi niveauet er højere, men også fordi vi ikke kender hinanden så godt. Det bliver meget svært, når vi ikke kender hinanden, siger Grace afslutningsvist.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer