Der er travlt hos blomsterhandleren i Erritsø på Gl. Landevej, Gardenia Blomster. Det er ikke så meget i butikken, men det er leveringsopgaver til de mange mennesker, der savner deres venner og familiemedlemmer. Telefonerne ringer, printeren skriver og Facebook-bestillinger tikker ind i et tempo ikke set tidligere.

Vi er tidligt på besøg hos Gardenia Blomster, klokken nærmer sig halv ni, og om 30 minutter slår Lone Eriksen dørene op. Men bestillingerne er begyndt at tikke ind, og de første blomsterbindinger er igangsat, samtidig med, at blomsterne skal vandes, butikken rengøres og de mange beskeder besvares.

“Det er på mange måder en god ting at være blomsterhandler, fordi vi får lov at glæde mange mennesker, der i denne tid sidder helt alene eller i tosomheden at skulle fejre fødselsdage. Vi klager ikke, men vi savner vores firmakunder, så der er både til den ene og den anden side”, siger Lone Eriksen og fortsætter:

“Vi løber stærkt, også fordi jeg ikke har alt mit personale på arbejde. Telefonerne ringer fra kl.9.00 af – og de stopper ikke før kl.17.00, hvor vi går hjem. Computeren skriver videre i døgnets 24 timer, fordi der er så mange, der tænker på hinanden.”

Hvad bestiller folk?

“I dag er det vores onsdagsbuket, som vi har stor succes med, fordi de får en flot buket til en god pris, og mange vælger udbringning, så de ikke skal herned. Det er ofte til deres gamle mor, der er alene, eller deres veninde, men også med folk, der ligger syge, hvorfor de ønsker god bedring,” svarer Lone Eriksen.

Mange spørger til begravelser, hvad med dem?

“Vi er ude til nogle begravelser, men det er ikke samme stil som normalt. Der er begrænsninger grundet corona, der må være en for hver fire m2. I de små kirker giver det ikke mange, så højttidligheden i kirken er for nogen, og ikke for alle, så for mange bliver der en større ceremoni ved urnenedsættelse, hvor de sender blomster, når vi kommer på den anden side,” fortæller Lone Eriksen.

Hvad med butikken? Hvordan er det at have kunder i dag?

“Det er helt klart noget andet. Nogen kommer ind som normalt ved en ganske almindelig hverdag, vi gør så meget rent som muligt hele tiden, men generelt set holder alle afstand og passer på hinanden, derudover har vi været heldige med vejret, så vi har kunnet holde døren åben,” fortæller Lone Eriksen.

Påsken er lige om hjørnet – hvad forventer du?

“Ja, vi får travlt, vi kommer også til at levere mere end vi plejer. I år via Interflora, så leverer vi også på alle helligdage, og folk tænker på hinanden i denne tid, og derfor vil vi gerne være behjælpelige med at bringe hilsner ud,” slutter Lone Eriksen.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer