Det er et stykke tid siden, at jeg sidst har lavet en beretning her fra det belgiske. Det er ikke fordi jeg ikke oplever noget, for det gør jeg bestemt. Der har måske endda været lidt mange ting at holde styr på. Det er især tilfældet nu, hvor det frygtede scenarie er blevet til virkelighed. Belgien lukker helt ned fra mandag.

Håndsprit, mundbind og afstand har været hverdag fra starten af mit ophold her i Bruxelles. Så sent som i går kiggede jeg lige i kalenderen og så tilbage til den dag jeg fik at vide, at mit efterår skulle bruges 900 kilometer hjemmefra i Bruxelles. Det var d. 4. marts. Blot ni dage senere stod Mette Frederiksen på talerstolen og lukkede Danmark ned. Corona var kommet for at blive.

Jeg skænkede det ikke mange tanker i forhold til min rejse her til Belgien, for lockdown var jo løsningen. Eller, det troede vi det var. Det virkede, men så snart der blev åbnet igen, så gik det galt. Både i Danmark og i Belgien.

Heldigvis har jeg fået gode kollegaer hernede, ja det viste de endda allerede før jeg rejste. De skrev til mig, at hvis jeg havde nogle bekymringer skulle jeg bare sige til. At hverdagen i Belgien ikke føles ligeså slem som det billede de danske medier tegner. Og det er den fortælling jeg gerne vil bringe videre her. Men samtidig vil jeg gerne slå fast, at det her et det ultimative scenarie. Et scenarie som I hjemme i Danmark har alle muligheder for at undgå, hvis bare I tænker jer om.

Jeg søgte stillingen her i Bruxelles med håbet om, at jeg skulle ud og opleve den store verden. Møde nye mennesker. Se de største politiske institutioner indefra. Det gik langsomt op for mig, at sådan ville mit praktikophold ikke blive.

Så da jeg rejste var det med håbet om at møde nye mennesker, ikke nær så mange som håbet fra start, men møde nogle nye mennesker og lukke dem ind i mit liv. Jeg tog afsted velvidende, at fysiske møder og besøg i institutionerne havde lange udsigter. Jeg håbede, men var samtidig klar over at det nok ikke kom til at ske.

Jeg var klar over, at mundbind var en del af hverdagen, men at der ellers ikke var de store forskelle til livet i Danmark. Håndsprit og afstand er kommet for at blive. Sådan har det også været. Mine første uger, ja faktisk mere end den første måned var pragtfuld. Alt jeg håbede og meget mere.

Men så kom det. Første skridt mod lockdown. Barerne lukkede. Restauranterne lukkede. Det var hvad det var, heldigvis havde jeg mine 17 nye gode venner på Den Danske Kirkes Kollegium. Vi havde hinanden, vi bestilte takeaway og drak vores fyraftensøl i køkkenet. Vi måtte stadig gå på arbejde, socialisere i mindre grupper med folk udefra og andre ting.

Det sluttede fredag. Eller rettere, så slutter det fra mandag. I skrivende stund, søndag formiddag, er udsigterne blandede. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg gik og forventede. Med mere end 10.000 smittede hver dag, så var udsigterne ikke de bedste.

Beslutningen blev truffet. Belgien er lukket ned igen. Det er udgangsforbud mellem 22 og 06, det er lukning af skoler og andet – og så er det obligatorisk hjemmearbejde, endnu strengere end de sidste fjorten dage, hvor de fleste i forvejen arbejdede hjemme efter en ”kraftig anbefaling”. Det helt nye er, at alle ikke-nødvendige forretninger lukker. Ikke kun 2 uger, 4 uger – nej, til d. 13. december.

Det er det scenarie man forsøger at undgå i Danmark. Hernede har man næsten lige fået en regering efter mere end et år uden. En så bred regeringen at ingen havde set den komme endte til sidst med at blive enige, men der er ikke gået nær så meget politik i sundheden som det er tilfældet i Danmark lige nu.

Jeg skal ikke tage politisk stilling, det er ikke mit job. Jeg sidder bare her i et andet land, der er ramt markant hårdere end Danmark og kan helt ærligt ikke forstå, at der skal gå politik i sundhed. At oppositionspartierne i så høj grad skal forsøge at udskamme regeringen og myndighederne i de valg de træffer. Lad nu for pokker bare være. Hvis ingen tager ansvar, så ender man som i Belgien. Så ender det galt. Det ender med en fuld lockdown – og det er der absolut ingen der har lyst til.

Det var mit blik på den udefra. For jeg har det godt. Jeg er så heldig, at jeg bor sammen med 17 andre. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville fungere i sådan en situation, men det går nu faktisk meget godt. Der er altid nogen at snakke med, spille med eller se en film med. Vi går lange ture, løber i den skønne natur og spiser et utal af vafler.

Vi har hinanden. Men vi har også kun hinanden. Derhjemme skal i bare nyde, at I fortsat kan mødes mere end 4, at I kan gå frit på alle tider af døgnet og støtte jeres lokale forretninger. Husk på hvad I har, inden I sætter det hele på spil.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer