Lockdown. Ikke bare med mundbind i butikker og alkoholforbud efter 22. Nej, fuld lockdown. Alt er lukket og slukket – og arbejde, der er noget man gør hjemme ved spisebordet.

Det har været min hverdag i Bruxelles igennem de seneste uger. Jeg brokker mig ikke, eller okay, det gør jeg nok. For det er virkelig ikke fedt at føle sig indespærret så meget, som tilfældet er i Belgien.

For mig har det handlet om at skabe rutiner, der gjorde at jeg ikke bare rullede ud af sengen og satte mig ved spisebordet, en tur der er cirka fem skridt lang på det lille kollegieværelse. Det er meget nemt at have en dag, hvor man slet ikke får bevæget sig ud af hoveddøren og ud i den friske luft, hvis ikke man sørger for at gøre det til en rutine.

For mig er det blevet lige så meget en rutine at stå op og gå en tur, som det er at lave dagens to-do-liste og drikke min morgenkaffe. Det er noget der skal til hver dag, for ellers tror jeg at jeg var blevet skør for længst.

Heldigvis er der andre der tænker ligesådan. To af mine rigtig gode venner fra Kollegiet er fast inventar på de daglige morgengåture – og i ny og næ sniger en eller flere af de andre sig også med. Distancen varierer – og jeg må da nok også erkende, at de to søer lige i nærheden har været vandret rigeligt omkring.

Men det handler ikke så meget om hvor, men om at gøre det. At man kan gøre det i godt selskab, det gør det kun endnu sjovere – og det forpligter en til hver morgen at stå op. Jeg skal da blankt erkende, at jeg har overvejet at slukke alarmen og vende mig om op til flere gange. Men det forpligter at lave et fællesskab.

Det giver mig en større energi og glæde i hverdagen, når jeg sørger for at komme ud i den friske luft, ud med andre mennesker og i gang med dagen.

Det er de små ting der tæller i hverdagen, når den er så fastlåst som den er. Vi er på kollegiet gode til at tage fælles initiativer, lave mad sammen og generelt bare have det godt sammen. Man kunne have frygtet, at lockdown ville give krise på kollegiet, men jeg oplever kun, at vi bliver bragt tættere sammen. Vi har trods alt ikke andre end hinanden.

Derfor var det også skønt med juleklippedag 1. december, dagens afsnit af julekalender på storskærmen – og ja, det er hele vejen rundt fra Natholdet over Julefeber og Jul i Valhal til gode gamle The Julekalender.

Vi har lavet hemmelige nissevenner for at skabe lidt flere små glæder i hverdagen – for det er vigtigt, at vi husker hinanden på at det hele nok skal gå. Ikke kun her i Bruxelles, hvor smittetallene er styrtdykket – men også hjemme i Danmark, hvor vi kan følge de stigende smittetal og flere restriktioner.

Selvom det her ophold i Bruxelles er meget andet end jeg havde forventet og håbet på, så har jeg det godt. Jeg har gode venner omkring mig, mit arbejde er spændende – og så hjælper vi hinanden gennem en svær tid. Så jeg har det godt, selvom verden ikke er som den har været.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer