I min seneste beretning fra Bruxelles skrev jeg om den teledækning, eller snarere mangel på samme, der er her i Belgien. Men det er ikke det eneste sted hvor Belgiens udvikling står stille i forhold til Danmark, for der er mange andre steder hvor man længes lidt hjem til de vante rammer.

Mundbind. Håndsprit. Afstand. Max. 10 personer udendørs – og 5 tætte relationer pr. husstand. Det er blot nogle af de ting der er blevet min og mange andres hverdag her i Bruxelles. Håndsprit har jeg vænnet mig til, det er også hverdagen i Danmark.

Jeg har tidligere i en beretning brokket mig lidt omkring de her mundbind, og faktum er bare: Det vænner man sig aldrig til. Men det bliver vane at tage det på hver gang man går ud. Man har altid et ekstra mundbind i tasken, hvis nu der skulle ske noget med det man havde taget på. 

Men mundbind er den klare strategi her i Bruxelles. Altid er der mundbind. I alle situationer. Det er varmt, det besværliggør vejrtrækning og så går et mundbind og et jakkesæt bare ikke sammen. Men det er den her hverdag, der også kan blive hverdagen i Danmark. For det går den forkerte vej i Danmark, det gør det ikke helt i samme grad i Belgien. 

Mundbind er blevet en del af hverdagen for de der benytter offentlig transport, men hvis ikke der bliver taget de nødvendige forholdsregler, så ender det også med at blive obligatorisk alle steder i det offentlige rum. Så gør jer selv den tjeneste, at tage det her alvorligt – for ellers kan det ende som man ser i mange andre lande; eksempelvis Belgien.

Når det kommer til tests, så er det til gengæld markant lettere at få en test i Danmark. Det kan godt være, at der er en dag eller to i ventetid – men det er stadig markant bedre end tilfældet er her i Belgien. For at få lov til at få en test, så skal man have en henvisning fra en læge – og de er ikke for gode til engelsk.

Min kollega blev testet positiv, hvorfor at det helt store beredskab blev sat i gang – til stor lettelse for alle, for det er rart at føle der bliver taget hånd om et så stort problem som Corona. Men det var min egen arbejdsplads der tog initiativet, de belgiske myndigheder virker næsten ligeglade.

Når man i Danmark har været i nærheden af nogen der er testet positiv, så skal man hurtigt muligt blive testet. Hernede skulle man næsten tigge om at få en test, for “du har jo ingen symptomer”. Men bare det at komme til at tale med en læge var svært. Det krævede et par opkald til en hotline blot for at få telefonnumre på læger der kan engelsk. 

Derfra kom så dialogen på gebrokkent engelsk med en læge der hellere ville tale fransk – men det lykkedes da at få en tid til test. Sikke en ubehagelig oplevelse. Først en vatpind langt op i det ene næsebor, lige et par omgange rundt i noget der føles som hjernen – for bagefter at konkluderer at den ikke kom langt nok, så han skulle forsøge det andet næsebor også. Virkelig ubehageligt – men en test i halsen kan man ikke få.

Men nok om det, jeg er ude i friheden igen. At være spærret inde på et kollegieværelse – uden adgang til køkkenet – i et fremmed land, det er ikke så fedt. Det har lidt sat hele verdenssituationen i perspektiv.

Leave a Reply