Sikke et efterår. Sådan tager jeg tit mig selv i at tænke, især nu når datoen for min rejse hjem på juleferie nærmer sig med hastige skridt. Der er virkelig sket meget!

På en solskinsdag i august forlod jeg Danmark og min trygge base og tog ud på et nyt eventyr. Intet var planlagt, udover at jeg havde et arbejde og et sted at bo, derfra måtte livet ligesom gå sin gang. 

Jeg havde nok håbet, at jeg kunne have været hjemme undervejs – eller at jeg havde kunnet få besøg. Men sådan gik det ikke, desværre. Nærmest på skift har Danmark og Belgien været ramt, hvilket har gjort det umuligt at gøre fra eller til. Men nu sidder jeg her, den sidste dag før jeg sætter mig i flyet mod Danmark og ser tilbage. 

4 måneder er gået. Til tider har jeg følt, at tiden gik ulideligt langsomt. Til tider løber tiden alt for hurtigt. Mest af alt sidder jeg nu med en følelse af, at de sidste måneder er gået hurtigt, alt for hurtigt. 

Jeg har oplevet meget, både fagligt, socialt og kulturelt. Jeg har været ude på dybt vand mange gange, men hver gang er det lykkedes at svømme i land – og ellers har jeg fantastiske mennesker omkring mig, der kaster en redningskrans, når det er nødvendigt. 

Det startede med et brag. Allerede fem minutter efter jeg ankom, mødte jeg den første af de mennesker, som jeg siden skulle bruge meget tid med. Næste dag mødte jeg den næste, imens jeg famlede rundt i kollegiets køkken for at finde tingene. Det skulle vise sig, at det møde var det første i et venskab for livet. 

Dagene gik, om morgenen gik turen på arbejde, med udsigt til Europa-Parlamentet og den elskede og berygtede Place Luxembourg. Eftermiddagene bød oftest på en øl eller to efter arbejde, siddende ved et cafébord i solen sammen med de øvrige fra kontoret. Jeg har haft den fornøjelse, at to af dem der bor på kollegiet arbejder i samme kontorfællesskab som mig. Derfor har jeg tilbragt en del tid med dem, både til og fra arbejde, i frokostpausen og andet. 

Det var også en tid, hvor der blev gået til den om torsdagen, og de værste tømmermænd skulle skjules på bedste vis for chefen, der uden tvivl godt vidste, at man havde været ude dagen før. For sådan er livet i Bruxelles – normalt altså. For først kom den første nedlukning, der betød kortere åbningstider og restriktioner på antallet. Det var der ikke meget at gøre ved, og måske var det endda meget godt, at vi kom bare en smule tidligere hjem.

Men derfra kom yderligere – og Belgien lukkede definitivt ned. Alle skulle arbejde hjemme, alle forretninger lukkede, og hvis ikke man havde overskud til at lave mad, så var der kun mulighed for takeaway. Det er den samme situation, som jeg nu vender hjem til i Danmark – så på den måde sker der ikke noget nyt ved at tage hjem, ja altså bortset fra at butikkerne hernede er åbnet igen.

Der har været flere store sager at arbejde med rent fagligt på kontoret. Vi har arbejdet meget med forslaget til et direktiv om europæisk mindsteløn, ligesom vi også har haft et stort fokus på social sikring, ID-kort og platformsarbejde. Der har været nok at give sig i kast med, heldigvis har jeg gode kollegaer, der giver mig spændende og udfordrende opgaver, og som altid er klar med sparring og gode råd, når det er nødvendigt.

Det var uden tvivl det faglige, jeg kom for, men det er nok det sociale, jeg har lært mest af. Jeg er vant til at omgås mennesker – også mange mennesker på én gang. Men jeg er bestemt ikke vant til at omgå 18 andre mennesker i noget nær 24 timer i døgnet. Jeg har lært ting om mig selv, som jeg er sikker på, at jeg aldrig ville have lært uden denne oplevelse. 

Vi har haft hinanden og ikke andre i de sidste to måneder. Ingen besøgende, udover vores fælles krammekontakt – for sådan en må vi til sammen have én af. Det handler derfor om at få tingene til at fungere, få hverdagen til at fungere. Det synes jeg virkelig har været en succes. Selvom vi har været så meget sammen, så har det ikke været et problem. 

Selv har jeg brugt meget af den fritid, der i starten gik på at være på bar, til at løbe. Jeg har løbet rigtig meget faktisk – og den ene dag fik jeg da også at vide af min chef, at det bestemt ikke er normalen, at man kan formå at tabe sig på et praktikophold i Bruxelles. Men løb har været et afbræk fra hverdagen, et afbræk fra de mange mennesker og et sted hvor tankerne kan flyve frit.

Det startede med, at vi var et par stykker, der løb lidt for os selv, men lidt efter lidt blev det til et fast løbemakkerskab. Vi har holdt hinanden oppe på aftalerne, selv når det har regnet, været koldt og mørkt. Vi har haft mange fantastiske løbeture, både i den skønne skov i nærheden og i den historiske Jubilæumspark. Vi har løbet utallige ture rundt om de to nærliggende søer – og jeg kan da uden at lyve sige, at så pæne er de heller ikke.

Det er oftest også her, man kan få afløb for sine tanker og følelser omkring ting. Jeg har fundet en ven der forstår mig og stikker til mig, så jeg ikke går og gemmer på det hele. For jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke også er en følelsesmæssig rutschebanetur at være afsted. For det har det virkelig været.

Der er mange mennesker derhjemme, som man savner helt vildt. Jeg har min kæreste hjemme i Aarhus, min familie i Fredericia, mine venner og så selvfølgelig håndbold. Jeg har lagt mange ting på hylden derhjemme, som bare venter på, at jeg atter er på dansk grund igen. Det har været hårdt at savne, men jeg har heldigvis fået så mange gode oplevelser med i bagagen, at det uden tvivl allerede nu har været det hele værd.

Jeg har fået venner for livet. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Hernede er vi, som sagt, kun hinanden og det betyder også, at vi har set hinanden i opture og i nedture. Når festerne har været på sit højeste, når tømmermændene er slemme. Når savnet hjem til er stort, eller når vi hygger os med bål i haven, ølsmagning eller noget så simpelt som en film i stuen. 

Man lærer virkelig hinanden at kende. Det har været angstprovokerende for mig at lade nogen komme så tæt på, for det er virkelig ikke mange, der når der til, som min søde løbemakker er kommet. Blot ved at se på mig, så regner hun ud, hvordan jeg har det. Det er lidt vildt, og noget jeg kun troede min kæreste og min familie kunne. Jeg har aldrig troet, at jeg sådan skilter med mine følelser, men det gør jeg åbenbart.

Det her har været en vild rejse, en rejse der heldigvis ikke er slut endnu. Jeg har tidligere kaldt det for et nyt kapitel i mit liv – men det er et helt nyt eventyr. Næsten hver dag er et nyt kapitel, hver dag lærer jeg noget nyt om mig selv, om andre eller fagligt. Det har været utroligt udbytterigt at være afsted, selvom det da ikke altid har været lige sjovt.

Nu vender jeg snuden hjem mod Danmark, hjem mod Jylland og min kæreste, familie og venner. Det hele skal foregå Corona-sikkert, så der skal testes, testes og passes på. Jeg havde glædet mig til at kramme og se alle mine venner igen, men for nu må jeg nøjes med mine nærmeste, desværre. Men vi tager revanche i 2021. Jeg napper 14 dage i Danmark, inden der venter en sidste og formentlig hektisk måned her i Bruxelles. 

Jeg kommer til at savne de gode øl, bunkevis af chokolade, men mest af alt alle de fantastiske mennesker jeg har mødt hernede. Hver især har de ramt mig, nogle er kommet dybere end andre. Men det er kun godt, at lukke folk ind – har jeg hørt. Det bliver godt at komme hjem, men det bliver også helt mærkeligt ikke at omgås de mennesker, som jeg har været i nærheden af konstant i mere end to måneder.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer