Intet er som det plejer. Det tror jeg de fleste efterhånden har fundet ud af. I min seneste beretning fra det belgiske kunne jeg fortælle om mundbind overalt, lukkede institutioner og en generel stemning af uvished. Langt hen ad vejen er det de samme temaer der gør sig gældende endnu. Mundbind er stadig obligatorisk. Institutionerne er fortsat lukkede. Der hersker stadig en stor grad af uvished. Der er ikke en stemning af frygt, der er bare en generel stemning præget af usikkerhed og uvished.

Sommerferien i Belgien sluttede d. 1. september – og allerede her var det tydeligt at mærke, at der kom mere liv i byen. Mine kollegaer her kan fortælle, at det ikke er i nærheden af samme aktivitetsniveau, som man ellers ville opleve i byen her første uge efter sommerferien.

Jeg har talt med en række politikere, mere løse snakke, omkring deres liv her i Bruxelles og i Corona. I løbet af de kommende måneder vil der komme større interviews med nogle af de mange folkevalgte Europaparlamentarikere. Men for dem er alt ikke som det plejer. En del har forklaret, at de opholder sig i Danmark i videst muligt omfang, dels fordi smittesituationen i Belgien, i særdeleshed Bruxelles, ikke er den bedste – og dels fordi der er mulighed for at blive hjemme i Danmark og fortsat passe sit hverv, fordi alle arrangementer, møder og afstemninger er omlagt til at foregå online.

Et par stykker har alligevel taget turen herned. Følelsen af aktivt at tage på arbejde er bare noget andet end at stå op, sætte sig ved køkkenbordet, tænde computeren og så udføre sit arbejde derfra. Det er bare anderledes. Selv præsterer jeg markant mere når jeg er på arbejde, anstændigt klædt og væk fra hjemmets trummerum. Der er ikke et fjernsyn og en sofa der trækker, der er ikke lige en bunke vasketøj man lige kan smide over når man alligevel venter på kaffemaskinen.

Men det handler jo i virkeligheden ikke meget om Bruxelles og hverdagen hernede. I den forgangne uge har jeg blandt andet fulgt et par udvalgsmøder i Parlamentet. Livestream direkte på computeren, alt imens jeg fra tid til anden tager mig selv i at kigge ud ad vinduet og over på det Parlament jeg så gerne ville sidde i for at følge debatterne. Men det må blive en anden gang. I høretelefonerne kører debatten. Mulighederne for sprog er mange, jeg startede med den danske – for hey, lettere bliver det da ikke. Men når først der skal oversættes fra spansk til engelsk, for at den engelske så bliver oversat til dansk – så går der bare noget mening tabt i det, selvom oversætterne gør deres ypperste. Så nu er jeg på den engelske, det går bare lidt lettere. Desuden taler flere af politikerne engelsk alligevel, så man ikke behøver det oversættende mellemled.

Den mest brugte sætning ved disse møder er ”Can you hear me?” eller ”We have some technical issues”. Teknikken driller stadig, selvom det har været hverdag i et halvt år nu. Men det viser måske også hvorfor EU har igangsat en digitaliseringsmålsætning. Der er bare stor forskel på hvor digitaliserede de 27 EU-lande er. Nu kommer jeg fra Danmark, hvor jeg da fra tid til anden tillader mig at brokke mig over dårlig dækning på mobilnettet eller langsomt internet. Det er blevet sat i perspektiv for alvor. Dels fordi man ved disse livestreams kan se hvor ringe dækningen er for nogle af deltagerne, og dels fordi dækningen i Belgien er helt forfærdelig.

Min danske mobiltelefon kan ikke ringe op eller modtage opkald når jeg er på mit værelse eller i det område jeg bor. Det belgiske teleselskab som mit danske teleselskab samarbejder med, har bare dårlig dækning. Heldigvis duer min arbejdstelefon bedre her – men når vi så nærmer os byen, så skifter det ligesom. Min telefon begynder at have god dækning, alt imens min arbejdstelefons signal falder i kvalitet. I Danmark taler vi om 5G, hernede er man heldig hvis man kan fange et 4G-net.

Webinarer har erstattet seminarer i stor stil – og fysiske møder er omlagt til møder på Teams, Zoom, Skype og hvad de nu ellers hedder. Hvis man er heldig, så kan man sætte et fysisk møde op på en café i området omkring Parlamentet, men det er sværere end nogensinde før.

Dog er det tydeligt at mærke, at folk gerne vil ud. Det virker lidt modsigende til det jeg skrev lige før, men det er det faktisk ikke. For man går ud med de mennesker man kender – og der er ikke plads til at mingle og netværke med nye mennesker, som man ellers plejer at kunne gøre.

Livet i Bruxelles er bare ikke som det plejer. Intet er som det plejer.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer