Forside Fredericia Livet gik videre efter 9-11

Livet gik videre efter 9-11

DEL

17 år siden i dag. Vi kan alle huske det. Min generations “Kennedy”. Jeg husker tydeligt, at min klasselærer i Folkeskolen altid kunne berette meget præcist, hvad han havde lavet på dagen, da den amerikanske Præsident Kennedy var blevet skudt i åben vogn i Dallas. Det samme kan jeg, når snakken falder på 11.september 2001.

Jeg tænker tilbage, imens jeg går rundt på en regnvåd dag i Fredericias gader. Minderne vender hurtigt tilbage, som var det i går.

Jeg er elev på Fredericia Amtsgymnasium, men hjalp også virksomheder i min fritid med IT- og kommunikation. Og netop IT- og kommunikation sender mig denne dag på en opgave hos Istanbul i Danmarksgade, hvor jeg møder Seref og Durmus Yayla.

Jeg arbejder med deres IT-systemer, og i restauranten kører der to TV-skærme – det var populært i 90’erne og 00’erne med den slags. Jeg drikker en kold cola, imens Yayla-brødrene laver pizza. Min smager i øvrigt godt. Jeg får en klassiker med skinke, champignon og ost, men jeg får aldrig spist op.

Nogle af gæsterne råber forfærdet og tager sig til hovederne. Vi kommer hurtigt ud fra baglokalet og ser billederne af passagerfly, der smadrer direkte ind i WTC-bygningen. Det er surrealistisk. Vi tror ikke, hvad vi ser. Det kan ikke være rigtigt. Alle er i chok.

Jeg cykler hjem og tænker over, hvad der er sket. Jeg ringer til min storebror, der læser historie på universitet, og besidder en stor viden om USA og verden. Vi kan slet ikke tro, hvad der er sket. Vi tror det ikke, vi afventer – og forventer faktisk, at også Europa kan blive angrebet. Det er jo en ny type angreb. Et nyt våben. Et passagerfly – hvad bliver det næste? Det ser vi mange år senere.

Det er verden i forandring. Det er ikke historiens ende. Det er en ny begyndelse. En ny tidsalder. En ændret verdensorden. Ordene er mange dagene efter dette angreb. Supermanden over dem alle, er ramt, USA. Hvad betyder det for den frie verden?

I dagene efter betyder det meget. Bevidstheden ændres hos hele den vestlige civilisation og Samuel P. Huttingtons Civilisationernes sammenstød får fornyet aktualitet. Men livet går videre til trods for debatten, der rejser sig.

I gymnasiet bliver det også inkluderet i vores samfunds-, religions- og historieundervisning. Historie er det ikke længere, det er vores hverdag. I en generation, som voksede op med fred efter Murens Fald, Sovjetunionens Fald og “enden af historien” er mærkeligt. Men sådan skulle det være nu. Vi måtte se realiteterne i øjnene og se på, hvorfor det gik galt. Geopolitik? Bin Laden? Bush’erne? Årsagerne er mange, og der er skrevet mange gode bøger herom.

Når jeg ser ud på verden i dag, så ser jeg ud fra tal, at verden er blevet et bedre sted at være – også siden 2001, flere piger går i skole, demokratiet har sejret i mange lande, men alligevel mærker vi presset fra de stærke mænd, der vinder valgene i verden, fordi borgerne ikke forstår systemet og kommer i klemme. Lunten er blevet kortere og uenighed må ikke forkomne. Man kan ikke længere tale om tingene. Eliten skal ud. Akademikerfrygt. Folket skal bestemme. Vi skal gøre vores samfund “stort” igen. Vi skal hjælpe arbejderen. Og gradvist opblusser hadet, forskelligheden og menneskers manglende dialog. Det er ærgerligt.

Det er en klar ændring i forhold til, hvordan jeg husker min ungdom, hvor jeg på Ungdommenshus deltog i seminarer med andre unge glade europæere. Vi rejste til Bruxelles og talte EUs sag, når vi kom hjem. Vi forstod det måske endnu, men kunne ikke formidle det. I dag er EU-modstanden stigende og mange af mine unge venner fra dengang har ikke fundet lykken, særligt grækerne og rumænerne, jeg mødte dengang lever langt ringere, end vi havde regnet med. I Norden vinder EU-modstanden endnu mere frem. Selv i Venstre kan man møde modstand mod EU.

Men sådan går verden videre, og selvom vi forsøger at gøre en forskel, fortælle positive historier, positive nyheder, så ligger fortiden og hamre løs på os. Verden, som vi kendte den, er ikke den samme. Men vi kan gøre vores. Vi kan bakke op om vores demokrati. Vi kan møde op, når politikerne inviterer til borgermøder, og ikke kun, når der er valgdebatter, hvor alt mellem himmel og jord utopisk loves.

Selvom det regner i dag, så bringer en gåtur i Fredericias gader megen dialog med sig. Jeg møder håndværkerne, der arbejder på stilladser og hejser sig op i kraner. Livet går videre, og der bygges i Fredericia. Byen vokser i højden.

Jeg møder skolelederen, der går tænkende i regnen. Han rører ved sit skæg. Vi hilser. Jeg møder politikeren på vej til møde, som gemmer sig under en paraply. Jeg møder bankmanden, der elskede, hvad han så forleden, da FHK spillede hjemme. Jeg drikker kaffe med redaktionen og vi nyder at fortælle om dagens oplevelser. Det sker med passion, indlevelse, humor, alvor og dialog.

Kære 11-9 – du må aldrig vende tilbage, men dialogen før 11-9 må gerne. Det er via dialogen, forståelsen, mangfoldigheden og fortællingerne, at vi skaber sammenhængskraften for vores samfund. En sammenhængskraft, der af frygt for det fremmed, det anderledes og det nye er under pres. Det betyder ikke, at vi ikke ser realiteten af forfejlet integration. Vi skal stille krave, men vi skal også møde hinanden. Vi skal lytte, vi skal tale og vi skal forstå.

-ADA

Annonce
DEL