Finansminister Nicolai Wammen og erhvervsminister Simon Kollerup holder pressemøde om nye initiativer på det økonomiske område.


Corona har store konsekvenser for dansk økonomi. Verdensøkonomien er stærkt udfordret. For at inddæmme og afbøde smitten er der taget en række initiativer, som medfører massiv opbremsning i Danmark.

Regeringen er parat til at tage alle nødvendige midler i brug for at holde hånden under dansk økonomi og hjælpe danske lønmodtagere, danske arbejdspladser og danske virksomheder ud på den anden side af sundhedskrisen.

Derfor har regeringen gennem de seneste par uger præsenteret en række erhvervsrettede initiativer, som blandt andet sigter på at styrke likviditeten i danske virksomheder og redde danske job.

Regeringen spænder nu et bredt sikkerhedsnet ud under dansk erhvervsliv. Situationen er ekstraordinært alvorlig. Selvstændigt erhvervsdrivende oplever, at deres levebrød forsvinder som dug for solen, og virksomhedernes omsætning falder brat samtidigt med, at der skal betales regninger og løn til medarbejderne.

Regeringen fremlægger derfor to midlertidige kompensationsordninger:

Kompensation for virksomhedernes faste udgifter

Trepartsaftalen om lønkompensation gav en øget sikkerhed om medarbejdernes jobs, og virksomhederne fik en væsentlig støtte til deres lønomkostninger. Regeringen foreslår også at dække nogle af de faste omkostninger, som virksomhederne ikke længere har indtjening til at dække.

Kompensationsordning for selvstændige. 

De selvstændige er ikke direkte omfattet af trepartsaftalen om lønkompensation, selvom de også kan være udfordret på deres levebrød. Regeringen vil derfor sikre kompensation til de selvstændigt erhvervsdrivende, som oplever store fald i deres omsætning.

Regeringen vil allerede i dag indkalde Folketingets partier til politiske drøftelser. Der er brug for at handle hurtigt, så der kan skabes mest mulig sikkerhed om danske arbejdspladser midt i en kaotisk tid.

Læs mere på fm.dk.

Leave a Reply