Forside Fredericia Liv og glade dage i EGIF: 124 børn boltrer sig på fodboldskolen

Liv og glade dage i EGIF: 124 børn boltrer sig på fodboldskolen

DEL
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

I denne uge er 124 børn på græs på banerne i EGIF, hvor der afholdes fodboldskole, og skoleleder, Gitte Schouberg, melder om god stemning i løbet af ugen, hvor det har været godt fodboldvejr.

Det var blevet tid til frugt, da Fredericia AVISEN ankom til fodboldskolen hos EGIF torsdag klokken 13:45. På det ene hold med dem på ti år er der klare regler om, hvor mange stykker frugt man må tage og det skal overholdes indbyrdes blandt deltagerne, kan man fornemme.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Efter at have spist frugt var det igen tid til at være aktiv på banen. Og aktive har de glade børn været hele ugen, og bag det ligger der hårdt arbejde fra lederteamet.

“Det har været sjovt og hårdt. Det er dejligt at give børnene og de unge trænere en anderledes uge i deres sommerferie,” siger Gitte og fortsætter:

“I børnenes klub til dagligt er det mere ét hold. Her er man ikke så meget ét hold, når man spiser frokost sammen, og man ser, at de hygger på kryds og tværs af de forskellige hold. Det er dejligt at se.”

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Udover hyggen blandt holdene, så er der også fra de ældre deltagers side en hjælpende hånd til de yngre.

“Det er dejligt at se, hvordan de hjælper de mindre. Der er eksempelvis omkring ti søskendepar, hvor man ser den ældste hjælper den mindste med at binde snørebånd og lignende. Det er en god oplevelse for os som står bag det,” forklarer Gitte.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Til sidste års fodboldskole havde sommeren for alvor ramt Danmark, og det havde sat sit præg på banerne, der var blevet tørre og samtidig drænede varmen eleverne for energi. Det har ikke været tilfældet i år.

“Det er meget bedre fodboldvejr. Det er egentlig kun i dag, hvor det blæser, men ellers har været godt vejr i den her uge, når man skal være aktiv,” siger Gitte og slutter af med at fortælle, hvad børnene får ud af en uge på fodboldskolen:

“De lærer selvfølgelig en masse om fodbold, og de bliver fysisk og mentalt trætte. Man er sammen med kammeraterne i mange timer modsat i dagligdagen, hvor præmisserne er anderledes end her.”

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Fodboldskolen afsluttes fredag eftermiddag, hvor der fra træner- og lederteamets side er lagt op til sjov.

Se her flere billeder fra fodboldskolen i EGIF:

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
https://www.ibc.dk/eud-business/
DEL