Mød Lotte Printz tirsdag den 17. september på Fredericia Bibliotek, når hun taler om generation (gen)etik, eller vær med når Jacob Nielsen på KulturØen onsdag den 30. oktober tager pulsen på nyeste forskning indenfor robotteknologi.

Efterårssæsonen i Lillebælt Folkeuniversitet byder på en perlerække af foredrag, som ikke bare giver et indblik i, hvad mennesket teknologisk set er i stand til, men også stiller spørgsmålstegn ved det etiske aspekt af en udvikling, som kan være svær at følge med i.

Mulighederne virker uendelige, men skal vi uden videre sige ja til alle de muligheder, som teknologien giver adgang til? Bør vi bruge mere tid på at forholde os etisk til nye teknologier, eller skal vi overlade det til industrien og forskerne? Hvad mener de f.eks. i Etisk Råd? Det kan man alt sammen blive klogere på, når næstformand for Det Etiske Råd, Bolette Marie Kjær Jørgensen besøger Middelfart Gymnasium mandag den 18. november. Her vil hun tale om etik i tiden og rådets mandat i forhold til de etiske dilemmaer, som netop brugen af nye teknologier kan medføre.

Etik og samfundsansvar er ligeledes på dagsordenen, når Jan Kondrup torsdag den 10. oktober fortæller om seneste udvikling i den finansielle sektor efter skatteunddragelser og hvidvaskskandaler. Hvordan kommer bankerne på fode igen? Hvordan genskaber de tillid og troværdighed?

Sæsonen begynder dog et helt andet sted, langt fra teknologiens fremskridt og dilemmaer, men bestemt ikke langt fra nyeste forskning. Til Sindssyg God Søndag i Teglgårdsparken den 1. september sætter Lillebælt Folkeuniversitet spot på kunst- og kulturaktiviteter og mental sundhed.

Kultur på recept gives flere steder i landet til mennesker med stress, angst eller depression. Hvad siger forskningen? Kan kunsten helbrede? Det fortæller postdoc. Anita Jensen mere om, når hun holder foredrag i Teglgårdsparken ved det gamle sindssygehospital. Oplægget, som starter kl. 11.15, er gratis og kræver ingen tilmelding. Se mere på: http://fulillebaelt.dk/

https://www.place2live.dk/fredericia/