Til Kulturnatten i Fredericia, fredag 1. september, har Teater Malstrøm en bod på Rådhuspladsen, hvor man kan møde de seks medvirkende i teatrets dugfriske forestilling om Dan Turèll, der har urpremiere 20. september i Det Bruunske Pakhus.

Teaterleder Martin Bach Sørensen fortæller om initiativet:

‘Dan Turèll var i vores øjne én af de mest vedkommende danske forfattere og digtere, da han har en bred forståelse for menneskeheden, både det smukke og det beskidte. Hans værker rammer derfor folk i alle aldre og fra alle samfundslag. Så hvis du er fan af Onkel Danny eller måske bare er nysgerrig på at høre mere om forestillingen, så kig forbi vores bod og få en snak med skuespillerne. De har brugt et halvt år på at sætte sig ind i mandens værker og person, så der er ingen tvivl om at Dan betyder noget for dem.’

Look alike konkurrence

Udover muligheden for at møde skuespillerne kan man også deltage i den look alike konkurrence, som Teater Malstrøm har taget initiativ til. Der er sat to billetter på højkant til den person, der ligner Dan Turèll mest. Kandidater kan deltage ved at få deres foto taget på boden, eller hvis man ikke har mulighed for at komme forbi boden, er det også muligt at uploade sit billede på Teater Malstrøms Facebook side. Dommeren af konkurrencen skulle gerne være kvalificeret til opgaven, da det er ikke mindre end Dan Turèlls enke, Chili.

På boden kan man også få lidt merchandise med hjem i form af en Dan Turèll plakat eller et gratis Dan Turèll bogmærke, og det vil også være muligt at købe billetter til forestillingen.