Jens Stratmann skal fremover stå i spidsen for Lidl Danmark, hvor han skal fortsætte og sikre den strategiske udvikling af kæden. Han overtager for Dirk Fust, der er blevet forfremmet til en ledende stilling for Lidl i USA.

Det bliver den 38-årige Jens Stratmann, der fra d. 1. juni overtager ansvaret for Lidl Danmark. Han skal fortsætte kædens ekspansion mod at tage stadigt større markedsandele i Danmark.

Lidl er i øjeblikket i gang med en omfattende modernisering med nyt butikskoncept til alle kædens 133 butikker. Det er samtidig planen at åbne op mod 10 nye butikker årligt.

– Jeg har stor respekt for de resultater, medarbejderne i Lidl Danmark har skabt de sidste mange år, og jeg glæder mig meget til at videreføre dem. Lidl er rigtig godt på vej til at blive danskernes førstevalg, og det er min klare ambition at fortsætte og udvikle strategien med et stort fokus på kvalitet i både service, butikker og produkter fremadrettet, siger Jens Stratmann, der kommer til at få sin daglige gang på Lidls hovedkontor i Kolding, indtil kædens nye domicil i Aarhus står færdigt i 2023.

Om valget af Jens Stratmann siger Dirk Fust, afgående adm. direktør for Lidl Danmark:

– Jens Stratmann er den helt rigtige til at stå i spidsen for Lidl Danmark. Med sin store erfaring indenfor salg og ledelse på vores største marked, det europæiske, er Lidl og vores 3.300 danske medarbejdere i rigtig gode hænder.

Jens Stratmann kommer senest fra en stilling som salgsdirektør i Sydtyskland med ansvar for ca. 1.400 butikker og 34.000 medarbejdere. Han har været i Lidl siden 2007.

Afgående direktør skal lede Lidls amerikanske strategi

Jens Stratmann overtager direktørstolen fra Dirk Fust, som gennem de sidste fem år har sikret kæden betydelig vækst på det danske marked og løftet virksomhedens image.

På ryggen af de stærke resultater for det danske marked får Dirk Fust en ledende rolle i den omfattende ekspansion, kæden står overfor på det amerikanske marked. Alene i 2021 er det planen, at Lidl skal åbne 50 nye butikker i USA.

– Jeg er utroligt stolt af den udvikling, medarbejderne i Lidl Danmark har skabt de seneste år. De sidste fem år har været en absolut fornøjelse, og jeg kommer til tage en masse gode minder og erfaringer med til USA, slutter Dirk Fust.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer