Hvis det står til Liberal Alliance, så skal borgerne have muligheden for at vurdere blandt andet hjemmehjælperens indsats. Det skal afhjælpe bureaukrati og give borgerne muligheden for løbende at fortælle kommunen hvordan det står til.

Ole Birk Olesen

»Forestil dig, hvis du kunne bedømme kvaliteten af din velfærd på andre måder end ved at gå ned og stemme hvert fjerde år«, således indleder Liberal Alliance deres nyeste udspil, der lader borgerne og ikke målskemaer, benchmark og andet vurdere indsatsen for de offentligt ansatte. Det er et forslag man i første omgang vil rulle ud i Københavns Kommune på hjemmeplejen.

For hjemmehjælperne vil deres være bonus at hente, hvis man får gode evalueringer. Liberal Alliances forslag lægger op til, at »de dygtigste hjemmehjælpere vil kunne få op til 10 % i bonus oven i deres løn«.

»Det er en god måde at starte med et unikt forsøg i velfærden – mere frihed, ansvar og fokus på borgeren frem for mere kontrol og flere penge«, skriver Liberal Alliance.

Hvor skal pengene komme fra? Det er altid det store spørgsmål når et parti fremlægger et udspil til noget i politik. Men Liberal Alliance skriver, at de vil finde pengene ved at sænke forbruget i administrationen i Københavns Kommune – således bliver der altså tale om en direkte omfordeling af midlerne, hvorfor forslagets omkostninger på omkring 40 millioner kroner ikke kommer til at betyde et større offentligt forbrug.

»Det betyder, at det i højere grad bliver borgerne, der bedømmer kvaliteten, hvilket naturligvis i sig selv vil være mindre bureaukratisk end det nuværende morads af mærkelige måltal, skemaer og bare at måle succeser på at bruge flere penge«, skriver Liberal Alliance.

Birk Olesen: Vi skal spørge dem der modtager servicen om den er god nok

Det er Ole Birk Olesen, gruppeformand for Liberal Alliance og kandidat til Borgerrepræsentationen i København, der er manden bag forslaget. Han slår fast, at det kommer som et led i kommunalvalgkampen, men at forslaget bestemt ikke er noget som andre ikke må tage op.

»Ideen stilles til rådighed for alle. Det er slet ikke sikkert, at LA’s kandidater synes det passer i deres kommune. Jeg stiller op i København og mener det passer ind i Københavns Kommune. København er en stor kommune, hvor det kan være svært for folkene på kommunen at finde ud af hvordan ældreplejen er ude i lokalsamfundene. Det er mange borgere, mange ansatte og systemer der er svære at have et overblik på«, fortæller Ole Birk Olesen til AVISEN.nu.

 » Vi bruger millioner på at give en service – og den skal være så god som overhovedet muligt. Her skal vi finde ud af, hvordan pengene bliver brugt på det der er godt. Her i kommunen synes jeg det vil være en god ide med brugerevalueringer, hvor man bliver bedt om at vurdere. Det kan være et stjerne-system om man har haft en god oplevelse«, fortsætter han.

Hvad er en god oplevelse?

»Det er en blanding af mange ting om man har haft en god oplevelse. Det handler om selve arbejdet, om de specifikke medarbejder har været rar at have på besøg, har været rar, venlig og serviceorienteret. Det skal rummes i en enkelt karakter. Hvis den ansatte kommer i mange hjem og hos mange ældre, så er det gennemsnittet af vurderingerne. Det kan udformes på mange måder, men mit forslag er at det er op til 10% for de der gør det bedst. Der vil jeg sige, at de skal gøre det bedre end gennemsnittet. Så kan man overveje hvordan det skal se ud. Men det er detaljer vi kan rette til efterhånden. De der gør det bedst skal have op til 10% mere«, svarer han.

Pengene, hvor kommer de fra?

»Pengene skal komme fra, at Københavns Kommune bliver ligeså gode til at administrere pengene som de bedste kommuner er. Social- og Indenrigsministeriet har vist, at hvis kommunerne under ét alle var ligeså gode som de bedste 10 kommuner, så er der en mulig besparelse for 1,2 milliarder. Det her forslag forventes at koste omkring 40 millioner«, forklarer han.

Hvordan er det blevet taget imod?

»Det er blevet taget godt imod, af dem der synes det er vigtigt at spørge de ældre om de er tilfredse med deres hjemmehjælp og at deres input er nyttigt at få ind. Det er blevet knapt så godt taget imod af folk der er meget knyttet til fagforeningerne, hvor der åbenbart er en modvilje mod at hjemmehjælpere skal have bedømt deres arbejde af dem der nyder godt af arbejdet, altså de ældre. Jeg er med på, at de demente ikke kan vurdere. Derfor er det også kun hjemmehjælpen, altså folk der er friske nok til at bo i eget hjem«, svarer Ole Birk Olesen og fortsætter:

»Gik man ud og forestillede sig, at det også skal omfatte på plejehjem, så er vi nødt til at overveje om det er de pårørende – og den ved vi ikke om vi kan bruge på samme direkte måde. Forslaget er på samme måde, at det er hjemmehjælpen«.

Kan det udvides til andre områder?

»Man kunne også forestille sig, og så er vi igen ude i at det skal vurderes af pårørende, at på skoleområdet: Der kan en 2. klasses elev ikke give et fornuftigt svar på om læreren er dygtig, men det kan forældrene. Hvis man spørger dem hvert halve eller hele år. Der kan man bruges deres inputs også. Om det skal give mere i løn, det ved jeg ikke. Men jeg vil gerne have, at systemet kan bruges på områder hvor pårørende skal svare, men jeg ved det kan her. Jeg synes det er meget oplagt at man kan gøre det her«, siger Birk Olesen.

Hvad med jobcentermedarbejdere, kan det bruges der?

»En medarbejder på et jobcenter er sat til at udføre et arbejde, som den borger der kommer på jobcenteret ikke nødvendigvis er enig i. Det er ikke sikkert på at vedkommende er med på at skulle søge uddannelse eller arbejde – så hvis en medarbejder kræver det, med bund i loven, så kan de blive nedvurderet. Derfor er jeg ikke så optimistisk her«, lyder det afslutningsvist fra Ole Birk Olesen, gruppeformand for Liberal Alliance og kandidat til Københavns Borgerrepræsentation.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Bruno Andersen
Bruno Andersen
21:22 - 2. februar 2021 21:22

Så er det da godt, at det ikke er op til Liberal Alliance. Som om Ole B. ikke allerede har ødelagt nok for jernbanen i den tid, han var transportminister…