Når Koldings nye bybusnet træder i kraft 28. juni, bliver det lettere for medarbejderne i industrikvarterne at tage bussen til og fra arbejde. Styrkelsen af den kollektive trafik hilses velkommen hos virksomhederne.

En ny industrilinje – Linje 4 – kommer til at betjene industrikvarterne i den sydlige, vestlige og nordlige del af Kolding på hverdage. Som noget nyt kommer der til at køre bybus til Korsvej og Nordager i det nordlige industrikvarter. Derudover er køreplanerne tilrettelagt, så medarbejderne i industriområderne kan nå på arbejde kl. 06 om morgenen, mens der oprettes en ekstra afgang fra det nordlige industrikvarter, så folk, der er får fri kl. 23, kan tage bybussen hjem.

Stort ønske fra virksomheder

Det nye bybusnet er skabt i dialog med erhvervslivet. Sydtrafiks kundeambassadører har besøgt flere virksomheder for at pejle sig ind på behovet, og hos en af Koldings store virksomheder hilses styrkelsen af bustrafikken velkommen.

”Det betyder rigtig meget for den virksomhed, som jeg er ansat i, at der nu kommer bybusser ud i området,” siger Gunner Nielsen, varehusoperatør hos Prime Cargo i Kolding Nord.

”Jeg ved også fra nabovirksomhederne, at det længe har været et meget stort ønske. Og derfor ser jeg den nye bybusplan som en positiv gevinst for erhvervslivet og de ansatte.”

Markant bedre service

Trafikplanlægger Karina Mortensen fra Kolding Kommune glæder sig også over, at det er lykkes at sikre medarbejderne i industrikvartererne en bedre service.

”Der er ingen tvivl om, at der i industrikvarterne er et behov, som vi nu tilgodeser,” siger Karina Mortensen.

”Med de ressourcer, vi har haft til rådighed, har det ikke været muligt at sikre bus til industriområderne i weekenden og om aftenen. Men vi sikrer en markant bedre service end hidtil, og det er lykkes os at finde penge til at lave en ekstra afgang kl 23.06 fra Kokmose i det nordlige industrikvarter, hvor behovet er størst.”

Flextur 

På de tidspunkter, hvor Linje 4 ikke kører, er der mulighed for at bestille en flextur fra området omkring Nordager, Korsvej, Kokmose og Merkurvej. Det er lidt dyrere end at tage bussen. Til gengæld er det en meget fleksibel ordning, hvor man bliver kørt direkte fra dør til dør.

Som noget nyt vil Merkurvej blive betjent af regionalrute 103 på visse afgange, når det nye bybusnet træder i kraft.

Du kan læse mere om vores nye bybusnet på www.kolding.dk/nytbybusnet.