Syddansk Vækstforum afsætter 7,3 mio. kr. til nyt projekt, der skal skaffe 460 praktikpladser og øge antallet af EUX-studerende i hele Region Syddanmark.

EUX er en ny uddannelse, som giver mulighed for at kombinere en erhvervsuddannelse med en gymnasial uddannelse. De EUX-studerende kan derfor tilbyde de syddanske virksomheder både håndværksmæssige og mere teoretiske kompetencer, og det er der brug for. Virksomhederne har dog kun begrænset kendskab til de EUX-studerende, og derfor har der manglet praktikpladser. Der er også behov for, at flere unge får øjnene op for den nye uddannelse.

Det vil et nyt projekt nu gøre noget ved. Bag projektet, der hedder ”EUX – en del af svaret”, står samtlige syddanske erhvervsskoler, og projektet bakkes op af Dansk Erhverv, Dansk Byggeri, DI Sydvestjylland og Håndværksrådet. Det er målet, at der på kort sigt skabes 460 praktikpladser til EUX-studerende, mens der på lang sigt vil blive skabt endnu flere praktikpladser og en øget søgning til EUX-uddannelsen.

Regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum, Stephanie Lose (V), siger:

– Syddanske virksomheder står over for, at det bliver vanskeligere at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Derfor er det bl.a. vigtigt, at vi får uddannet flere faglærte. En vej hertil er, at flere tager en EUX. Det er en ny uddannelse for både de studerende og virksomheder, og derfor er der behov for både at synliggøre uddannelsen samt at sikre, at der også er praktikpladser til EUX-eleverne.

Flere indsatsområder

Projektet indeholder flere indsatsområder. For det første skal det synliggøres over for virksomhederne, hvad EUX-uddannelsen kan tilbyde, og der vil også blive udarbejdet karriereplaner, som kan skabe sammenhæng mellem den teoretiske og praktiske del af uddannelsen. For det andet vil projektpartnerne besøge 3000 virksomheder for at synliggøre EUX og indgå praktikaftaler.

Håndværksrådet, der er en paraplyorganisation, som repræsenterer knapt 20.000 små og mellemstore virksomheder inden for bl.a. byggeri, industri og service, har deltaget i projektudviklingen fra begyndelsen. Her er chefkonsulent Heike Hoffmann overbevist om, at de syddanske virksomheder vil tage godt imod projektet:

– I Håndværksrådet er vi overbeviste om, at vi kan få mange af vores medlemsvirksomheder til at se det positive i EUX, hvis vi kan få etableret et tæt samarbejde mellem skoler og virksomheder om uddannelsen. Men det kræver en stor indsats, fordi EUX for mange virksomheder er en helt ny mulighed, som skal introduceres konkret og tæt på virksomhederne. Det er derfor, vi har valgt at gå ind i projektet, siger hun.

Nødvendigt med fokuseret indsats

Rybners i Esbjerg er en af de uddannelsesinstitutioner, der er partner i projektet. Her hilser vicedirektør Lars Katzmann den fokuserede indsats velkommen:

– Virksomhederne vil i fremtiden have endnu større behov for unge, som besidder både håndværksmæssige og teoretiske kompetencer, for at sikre dansk erhvervsliv nationalt og internationalt. Samtidig vil indsatsen for at sikre praktikpladser til EUX-elever give både de unge, men også deres forældre, en større sikkerhed i valg af en erhvervsuddannelse og en karrierevej, som giver adgang til at videreuddanne sig på akademier og universiteter, siger han.

Syddansk Vækstforum har indstillet til Erhvervsstyrelsen, at projektet modtager tilsagn på 7,3 mio. kr. Læs mere om projektet her.

(Kilde: PM )