Lene Skovmark Elsborg er født og opvoket i Fredericia, og hvis der er noget, som taler meget til hendes hjerte, så er det, at borgerne i Fredericia trives. Socialområdet er noget, der står hende meget nært, hvor de ældre, der har skabt velfærdssamfundet, har præget hende som person.

Hendes mormors fortællinger fra barndommen har sat sine spor og formet både hendes personlige og politiske identitet, og nu stiller hun op til kommunalvalget i november.

Lene Elsborg reflekterer over en god og lærerig barndom, der lærte hende nogle dyder, som hun har taget med sig frem til i dag. Det er særligt kærlighed og nærvær, hun lærte ved de mange besøg hos sine mostre. Opvæksten skete på Baldersvej, som indeholdt trygge og sunde rammer, hvilket har lært den nuværende daginstitutionsleder, at disciplin og dannelse går hånd i hånd.

– Jeg lærte, at klokken 17 er klokken 17, og i min barndom kunne man ikke lige bruge mobilen til at skrive, at man er forsinket. Jeg blev opdraget efter frihed under ansvar, og set i bakspejlet har det været betryggende og lærte os om at tage ansvar, fortæller Lene Skovmark Elsborg, der stiller op til kommunalvalget i november, hvor hun er placeret den 16. kandidat under partiets liste.

Der går ikke lang tid, før man indser i en dialog med hende, at hun brænder for fæstningsbyen. Charmen ved byen ifølge hende er, man kender hinanden i byen, og af samme årsag har byen et stærkt lokalsamfund. Selvom hun har været ude og rejse i nogle år, hvor hun bosatte sig i Israel, så er det ikke helt det samme som at være en fæstningskvinde, der bor i Fredericia.

Livet har heller ikke altid være en dans på roser for hende, da hun mistede sin førstefødte søn af vuggedød. Det er noget, der har lært hende mange ting om livet, og efterfølgende fik hun tre børn: Julie, Emil og Lucas. Julie arbejder på Sundhedshuset og har serveret to børnebørn, og Emil bor i Argentina, og Lucas på 17 går på gymnasiet. Den midterste søn, Emil, har fundet sin livskærlighed, hvor de i dag bor sammen i Argentina.

Der har de det godt og regner med at vende hjem på et tidspunkt i den nærmeste fremtid. Som hun selv beskriver det, så er den ultimative lykke, når ens børn er lykkelige. Det er ikke kun hendes egne børn, hun tænker på, når hun til dagligt er i en daginstitution, som huser børn mellem 0-6 år.

Det er nemlig vigtigt for hende, at alle børn får en god start på tilværelsen:

– Det er så vigtigt, at børnene har det godt i deres første år. Ligeledes er det vigtigt for unge mennesker, at de trives i samfundet, selvom der findes mange fristelser derude. Det er bekymrende, at stoffer og kriminalitet fylder til en vis grad i Fredericia, og det er her, jeg vil gøre en forskel, uddyber hun.

Det handler ifølge socialdemokraten om, at samfundet skal være med til at præge og danne dem for, at de ikke vælger den vej, og i den forbindelse kræver det en tidlig indsats. Særligt er det, hvor forældre der beder om hjælp og ikke har evnerne, at samfundet skal være klar til at træde til.

Hun mener i forvejen, at Fredericia Kommune gør en stor indsats, men hun har den overbevisning, at det kan gøres endnu bedre.

– Vi kommer forskelligt fra start i vores liv, og vi skal behandle hinanden forskelligt for at behandle hinanden lige. Jeg kan ikke behandle dig på samme måde som din kollega, da I måske ikke har fået den samme start på livet, og det falder mig meget på hjertet, beskriver Lene Skovmark Elsborg.

Ifølge kandidaten nummer 16 i Socialdemokratiet i Fredericia, så er hun bosat i en stor multikulturel by, hvilket gør hende glad. Hun betragter Fredericia til at være et sted, hvor der er plads til alle, og det er særligt byens tankesæt, der skal drives værket:

– Et af mine store ord er ordentlighed. Jeg kan se mig selv i øjnene med alting, og jeg vil have, at alle har det godt. Vi må sætte tæring efter næring, og se på hvad vi skal bruge penge på. Det handler om prioriteringer, men jeg mener, at Fredericia har et kæmpe potentiale.

Til trods for en politikerlede i Fredericia Byråd, hvor mange fredericianere betvivler politikernes troværdighed, så håber Lene Elsborg, at hun kan overbevise lokalsamfundet om at give hende en chance. Hun er en ny kandidat, og derfor vil hun også gerne ind og præge den politiske dagsorden med en frisk og ny energi.

– Jeg tænker, at jeg som kandidat med stor livserfaring, har meget at bidrage med, og der skal nye ind. Der sidder mange dygtige i forvejen, der gør et stort arbejde, og vi vil det samme, men vi er ikke enige, og sådan skal det være, da det giver dynamik. Jeg tænker, at mistilliden skal komme dem til gavn, og de skal vise ordentlighed. Vi må se, hvad der sker og så håber jeg, at byens borgere siger ’’hende nummer 16 får en stemme og kan bidrage med noget’’, siger hun med et glimt i øjet.

Skriv en kommentar