Den danske SAAS-virksomhed Simplyture, der har specialiseret sig i digitale betalingsløsninger til parkeringsindustrien, får nu Lego-arvingen Anders Kirk Johansen ind som investor. Han skyder et tocifret millionbeløb i selskabet, der har en målsætning om at blive verdens førende leverandør af betalingssystemer, hvor biler ved hjælp af bl.a. nummerpladescanning let og enkelt kan køre til og fra kommercielle p-anlæg. Anders Kirk Johansen træder samtidig ind i selskabets bestyrelse.

Simplytures parkeringsløsninger findes allerede en række steder i Europa – f.eks. i Gatwick Airport London, i Norges største shopping center i Sandvika, ved de danske shoppingcentre Fields, Frederiksberg Centret, Fisketorvet og Lyngby Storcenter og ved Aarhus lufthavn, hvor bilernes nummerplader alle tre steder bliver scannet ved ind- og udkørsel til parkeringsanlæggene.

Dermed kan betalingen ske mere enkelt for kunden og samtidig reducere driftsomkostningen for ejeren af p-anlægget, fordi der ikke skal være p-vagter eller eksempelvis en billetautomat foran en bom, som ofte giver problemer i driften.

Globale ambitioner

CEO og founder af Simplyture, Jonas Ørting, glæder sig over, at få Anders Kirk Johansen ind som investor.

– Med dette kapitalindskud kan vi nu for alvor sætte strøm til ambitionen om at blive den globale leder inden for vores område. Siden Simplyture blev stiftet i 2015, har vi været en familiedrevet virksomhed bygget på et fundament af solide, gode værdier. Anders Kirk Johansen kommer også ud af en familiedrevet virksomhed med stærke værdier. Og uden i øvrigt overhovedet at sammenligne os med Lego, så er jeg sikker på, at Anders Kirk Johansen er den helt rigtige at få ind i vores ejerkreds, siger Jonas Ørting, der fortæller, at Simplyture forventer at levere løsninger til over 500 p-anlæg over hele verden i løbet af de næste fem år.

Med på vækstrejsen

Også Anders Kirk Johansen glæder sig over at komme med på Simplytures vækstrejse.

– Simplyture er et selskab bygget på gode værdier. Det har siden 2015 haft et skarpt fokus på at udvikle forretningsmodellen, så den står helt skarpt. Samtidig har selskabet bevist, at det evner at tjene penge samtidig med, at det vækster. Så jeg er rigtig glad for, at jeg nu med min investering kan bidrage til, at vi nu kan få gang i at udbrede Simplyture globalt, siger Anders Kirk Johansen.

Simplyture har netop offentliggjort regnskabet for 2021/22. Det viser vækst i omsætningen på godt 30 pct. fra 30,3 mio. kr. i 2020/21 til 39,3 mio. kr. i 2021/22. Bundlinjen viser et overskud for det seneste år på 649.000 kr. mod 1,8 mio. kr. året før.

– Det har kostet lidt på årets resultat, at vi har øget omsætningen med over 25 pct. Men overordnet set er vi rigtig stolte af årets resultat, som viser at vi har en solid vækst, og at vi evner at lave plus på bundlinjen, som en relativ nystartet virksomhed i betydelig vækst, siger Jonas Ørting.