Forside Erhverv Ledige opkvalificeres til job i Gældsstyrelsen

Ledige opkvalificeres til job i Gældsstyrelsen

DEL
Foto: Middelfart Kommune

Efter sommerferien slår den nye Gældsstyrelse 40-60 nye administrative stillinger op i Middelfart. Middelfart Kommune og Gældsstyrelsen samarbejder om at opkvalificere ledige fra hele Trekantområdet og Fyn.

Skatteforvaltningen i Danmark står på tærsklen til at gå fra én til syv styrelser og er i gang med at etablere hovedsæder og kontorer i hele Danmark – herunder hovedsædet i den kommende Gældsstyrelse i Middelfart.

Her er man netop nu i gang med at opbygge den organisation, der i fremtiden skal sikre inddrivelsen af gæld hos både borgere og virksomheder.

– Gældsstyrelsen løfter en tung og vigtig samfundsopgave for hele Danmark, og derfor er stærke faglige miljøer et vigtigt omdrejningspunkt, når vi bygger den nye styrelse op, siger direktøren i den kommende Gældsstyrelse, Lars Nordahl Lemvigh.

Fra den 1. juli 2018 bliver SKAT delt op i syv nye styrelser, herunder Gældsstyrelsen. I løbet af de næste år øges arbejdsstyrken fra ca. 1.000 til 1.500 medarbejdere på syv steder i landet.

I Middelfart vil Gældsstyrelsen blive arbejdsplads for omkring 360 medarbejdere. Kerneopgaven består i at få flest mulig borgere og virksomheder til at betale deres gæld til det offentlige samt – i fællesskab med offentlige kreditorer – at forebygge, at ny gæld opstår.

Kommunen og Gældsstyrelsen i samarbejde
Lige nu er der i Middelfart fokus på at få besat 40-60 nye administrative stillinger i Teglgårdsparken, hvor Gældsstyrelsens nye hovedsæde ligger.

Her har Middelfart Kommune og Gældsstyrelsen indgået et samarbejde, hvor ledige har mulighed for at deltage i skræddersyede forløb på International Business College – Kolding, der løfter deres kompetencer mod de nye jobmuligheder i Gældsstyrelsen.

– I Middelfart Kommune er vi rigtig glade for, at Gældsstyrelsen har fået hovedsæde her. Det betyder nye spændende arbejdspladser – og på den måde bidrager Gældsstyrelsen til, at det er attraktivt for folk at bo her. Også for vores lokale virksomheder var nyheden om Gældstyrelsen god. For mange af styrelsens nuværende og kommende medarbejdere vil have en ægtefælle eller samlever, som kan være attraktiv at trække til nogle af de lokale virksomheder, konstaterer borgmester Johannes Lundsfryd Jensen og fortsætter:

– Men at tage imod Gældsstyrelsen er i virkeligheden ikke meget anderledes, end når vi tager imod private virksomheder, der rykker hertil. Vi tager udgangspunkt i de konkrete behov og hjælper via en skræddersyet indsats, hvor alle relevante samarbejdspartnere bringes i spil. Lige nu hjælper vi så med rekruttering af nye administrative medarbejdere. Her fungerer vores Job- og Vækstcenter som én indgang til ledige kandidater i hele Trekantområdet og på Fyn – via Job7-samarbejdet og Rekrutteringsservice Fyn. Og konsulenterne i Job- og Vækstcenteret kan se, at interessen for stillingerne i Gældsstyrelsen er stor, konstaterer Johannes Lundsfryd Jensen.

Direktøren for den kommende Gældsstyrelse understreger, at netop rekrutteringen af de helt rigtige medarbejdere spiller en afgørende rolle for at styrke inddrivelsen af den offentlige gæld.

– Gældsstyrelsen står midt i en stor og spændende rekrutteringsøvelse. Vi søger helhedsorienterede medarbejdere, som sætter en ære i høj faglighed, og som udviser ansvarlighed og ordentlighed i kontakten med borgere og virksomheder, der ofte står i en økonomisk svær situation. Vi ønsker at finde de bedst kvalificerede til den vigtige samfundsopgave, og takket være et tæt samarbejde med Middelfart Kommune er jeg sikker på, at det bliver en succes.

Målrettet uddannelse og opkvalificering
Konkret betyder rekrutteringssamarbejdet mellem Gældsstyrelsen og Middelfart Kommune, at det første hold på 22 ledige d. 18. maj begyndte på fire ugers uddannelsesforløb på International Business College – Kolding. Deltagerne på det første hold er primært ledige med kontorbaggrund – f.eks HK’ere.

– Vi har en del ledige HK’ere på Fyn og i Trekantområdet, der har en all-round kontoruddannelse, som måske ikke er den mest efterspurgte pt. Gældsstyrelsens behov for 40 til 60 nye administrative medarbejdere er derfor en oplagt mulighed for ledige, som med et kort opkvalificeringsforløb vil kunne bestride jobs i Gældsstyrelsen. Derfor er samarbejdet en fordel både for kommunerne i rekrutteringssamarbejdet i Trekantområdet og på Fyn og for Gældsstyrelsen. Uddannelsen giver bl.a. viden om forvaltningsretlige principper – f.eks. forvaltnings- og offentlighedslov og databeskyttelsesforordningen. Så ender det ikke med et job i Gældsstyrelsen, så er den ledige blevet løftet i forhold til at søge ledige stillinger i det offentlige generelt, forklarer Kia McDermott, der er leder af virksomhedsservice i Middelfart Kommune.

Da der 8. maj var informationsmøde om det første uddannelsesforløb mødte 140 interesserede ledige op. De 22 ledige, der er med på det første uddannelsesforløb, begyndte 18. maj.

I forbindelse med at skatteforvaltningen går fra én til syv styrelser skal der på landsplan rekrutteres ikke mindre end 3.000 nye medarbejdere. Opslagene offentliggøres løbende på skat.dk/job

Annonce
DEL