I disse uger oplever dansk politik et reelt jordskred på samme vis, som man så i 1973, nuvel er der ikke noget valg endnu, men Erhard Jacobsens udeblivelse fra afstemningen om ligningsloven og hans efterfølgende stiftelse af partiet, Centrum-Demokraterne, byder på en række af de samme elementer i den nuværende politiske situation i Danmark, hvor de tavse vælgere indvendigt skriger på en midte i dansk politik. 

Lars Løkke Rasmussen valgte timet eller ikke-timet at gå fra Danmarks Liberale Parti, Venstre, efter 40 års tro medlemsskab. Vennerne i partiet var rystet, men flere vidste godt, at det ville komme så vidt. Via sin faste blok på BT og via de sociale medier har Løkke siden Formandsskiftet i Venstre været skarp opponent til det aktuelle Danmark. 

Samtidig blev Inger Støjberg fyret af Venstres ledelse, det kunne ikke være anderledes har de sidenhen kommunikeret, men det udstiller krisen i det store liberale parti, der med en Formand i den vittige, men absolut ikke markante Jakob Ellemann-Jensen står i en stor stor krise, hvor selv tidligere næstformand Kristian Jensen udtrykker sin støtte og ønske om ro, men partiet er så splittet – også på landsplan, at Løkke med et eventuelt nyt parti vil kunne lave et jordskredsvalg. 

Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg har efterladt Venstre i fosterstilling, smadret til atomer, som var det Beirut. Det er alvorligt, for det er selve fundamentet i det store parti, der slår revner. Det sker samtidig i en tid, hvor der er usædvanligt mange løsgængere i dansk politik. Der er nuvel kommentatorkonsensus omkring et nyt parti under Løkke, men der er stadig lang vej, og umiddelbart går Støjberg ikke med, da hun overvejer et exit i den modsatte retning af Løkke – mod det nationalt forankrede højre i dansk politik. 

Hans “es i ærmet” om en VS-regering under sidste valg er ikke glemt. Flere i erhvervslivet har også udtryk stor sympati for en sådan tankegang. Det er sket før i Danmarkshistorien, da Regeringen Anker Jørgensen III, der også kaldtes SV-regeringen, var Danmarks regering 30. august 1978 – 26. oktober 1979. Men det var i en anden tid, og tankegangen er sidenhen blevet afvist gang på gang. 

Men, der er faktisk et stort antal tavse vælgere, som man ikke ser i debattrådene, som man ikke ser på de sociale medier, men som reelt er dem, der ikke ønsker en stigende polarisering, dem som ikke ønsker den nuværende tone i debatten, dem som reelt set vil løsninger, i stedet for at udstille hinandens uoverensstemmelser – og her kan man tro det eller lade være – se Løkke og Frederiksen som et stærkt makkerpar. 

Det er naturligvis utopi for Socialdemokratiet, der historisk, elsker at lede og generelt har det svært med at afgive rollen som “moder-leder”, men det kunne være en løsning med en “stor kollission” til at løse fremtidens udfordringer. Ikke siden Jens Otto Krag har man i Socialdemokratiet ideologisk løftet visioner ud til befolkningen, og selvom det gør ondt, kunne de visioner, når fremtidens helt store spørgsmål; klima, sundhedsvæsen, kunstig intelligens, etik, arbejdsmarkedet og et menneskeligt uddannelsesystem, måske løses bedre i et bredt fællesskab på midten, hvor i det danske demokratis ånd – tager hensyn til mindretallet. 

Hvad Løkker finder på, ved vi ikke med sikkerhed, men en ting er sikkert – der er mange solister i dansk politik. Her er Løkke pt. også. Det er præcis det modsatte borgerne efterspørger. Dansk politik står ved opbrud.  

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer