Forside Danmark Leder: Uafhængigheden er væk

Leder: Uafhængigheden er væk

DEL

Med de store besparelser i kølvandet af blandt andet de borgerlige partier og i særdeleshed Dansk Folkepartis utilfredshed med “de røde lejesvende”, er Danmarks Radios uafhængighed og journalistiske kvalitet i fare.

Hvem tør være journalisten, der stiller spørgsmålstegn til kritiske politikere, når truslen om nedskæringer ligger som en tung regnsky over hovedet. Den politiske styring efter de stryg DR har fået er nu udtalt eksplicit, selvom Kulturministeren maner til ro og taler om den fornuftige proces, som dialogen om de massive nedskæringer har været. Tilbage står et blødende DR.

Licens er noget, vi giver til hinanden, men for mange danskere, er den faste opkrævning to gange om året noget, ikke alle generationer forstår, hvorfor de skal betale. I nutidens streamingland er der heller ikke noget nemmere end at ryste på hovedet, og når DR så ikke leverer den ønskede specieldesignede serie med udgangspunkt i mig, så skal de ikke have en krone.

Der var engang, hvor DRs programmer var samtaleemne i alle frokostpauser. De senere år har DR igen udviklet programmer og åbnet kanaler, der bragte licenskanalen i førertrøjen igen. Formater der på mange måder virkede kommercielle med den helt store seermarionet X-Factor, målrettede børneprogrammer, kulturprogrammer, dokumentarer og nyhedsindslag, som satte en dagsorden, men det har også skabt ferie i medielandskabet, fordi DR på alle medieflader har “erobret” trafik fra de øvrige store medier, og tilmed for offentlige kroner.

Man kan altid diskutere formen på DR og ikke mindst fremtidens medielandskab, som er i opbrud og i konstant forandring, men man kan ikke diskutere, at de folkevalgte, der har vedtaget denne blodige massakre på DR, også har ændret mediet for evigt og gjort det sværere at være formidler. Den nye public service-kontrakt bringer politikerne for tæt på DR og giver associationer til de sydlige himmelstrøg.

Den kritiske røst får det svært, og det næste vi ser, er nok at politikerne trækker endnu flere “fake news-kort”, hvis der skulle komme fakta, der strider imod deres overbevisning. Det er en skræmmende udvikling. Det kan i værste fald få store konsekvenser for demokratiet, som nuvel har haft et statsfinansieret medie, men altså nu et statsstyret medie. Armlængdeprincippet er dødt. Pas på, kære politikere.

-ADA