Vi faldt over et interessant ord i dag, som vi ved ikke er nyt, men som alligevel virkede næsten perfekt til den tid, vi lever i:

Tastaturkriger.

Ordet dækker over en person der fører krig på de sociale medier via sit tastatur. Der er nærmest ingen grænser for hvor klog og vidende man er, og man er straks parat til et eksekvere dommen over den eller dem, man nu ellers er uenige med, eller slet og ret er efter.

Tastaturkrigerne er der mange af.

Om det er nedladende bemærkninger, nedgørelse eller nedværdigelse af andre eller ganske almindelig afstumpethed, så er tastaturkrigerne tilsyneladende i flertal. Måske fordi de mere besindige foretrækker freden et eller andet sted.

Året 2020 lakker hastigt mod enden. Her tre dage før jul glædes børnene ved deres julekalender, klip i skolen og forventningen om de kommende gaver. For som man jo siger, er det børnenes fest. Men lige så meget man i samfundet snakker om at tænke på de svageste i december, lige så lidt gør mørke kræfter det ikke. Forråelsen er ikke til at tage fejl af. Dialogen er forsvundet, og vi er båret frem af vrede, frustration og for nogle decideret had mod alt det vi ikke forstår, eller ikke kan lide.

Kommentarsporet vidner om det. Alt for mange er alt for parate til at vælge de mest uforsonlige eller krigeriske løsninger. For et samfund med så stor adgang til informationer og en udbredt digitalisering som er førende i verden, er det paradoksalt hvor lidt mange folk er interesseret i at sætte sig ind i ting. Ofte reagerer folk hæmningsløst på overskrifter, hvor de tydeligvis ikke har ulejliget sig med at læse artiklen eller se indslaget. Her er det parat-reaktionen, der er i førersædet.

Ja. Der er virkelig meget at være forarget over. Vi har på mange måder et samfund, der har hægtet mange af. Der er skabt en alt for stor afstand mellem de stærkeste og de svageste, og trangen til at finde syndebukke og letkøbte forklaringer har næppe været større siden 1930’erne. Pandemien har skubbet yderligere til denne polarisering, godt hjulpet på vej af især landspolitikere der ikke evner at se sig selv som en del af folket, men snarere som formyndere og forvaltere.

Vores landspolitikere render rundt med en hær af rådgivere, der først og fremmest hjælper dem med at tale til følelserne. Det er ren symptomdæmpning. Men følelserne er også farlige størrelser, for uden besindighed og refleksion eksisterer der ingen vej frem eller tilbage. Hvordan kan man lære af fejl, hvis det er farligt at tale om dem?

Samfundets trang til straks at få dømt er alt for stor. Når man når til det punkt, hvor man ikke længere gider høre på sine modstandere, så er man blevet fattig. Kun en idiot vil ikke gerne være klogere. Hvis man alene skal vurdere rigtig og forkert på baggrund af farven på ens trøje eller gps koordinaterne på den jord, man befinder sig på, så ophører al fornuft.

Vi skaber for mange fjendebilleder. Det hele kan til tider virke så hysterisk, at det er faretruende tæt på nogle af de dystopiske fortællinger, der har været en del af vores kulturelle selvforståelse i fortiden. En af de mest markante er Orson Welles værk “1984”, hvor ord betyder det modsatte af det de egentlig dækker over. Efterretningstjenesten hedder Kærlighedsministeriet. I hans roman skulle Kærlighedsministeriet sikre borgernes loyalitet overfor ”Big Brother”. Sandhedsministeriet skulle sikre forfalskningen af informationer, så de passede med den virkelighed, magthaverne ønskede sig.

Og sådan fortsatte det ellers derudaf.

En af de ting man kan lære ved Welles fortælling om det ultimative diktatur er, at hvis mennesker mister evnen til at tænke selv, så forsvinder menneskers sameksistens også. I stedet forvandles vi til lydhøre slaver overfor den eksisterende magtelite, der skaber den virkelighed, de ønsker sig.

Der er måske nogle, der er fint tilfredse med at leve i sådan et samfund. Men der er også nogle, der gerne vil have et veloplyst, demokratisk og åbent samfund. Et sted hvor der er plads til at lytte, tænke og finde de bedste løsninger i fællesskab. Et sådant sted kan ikke affeje kritikere og smide dem i fængsel. Her vægtes ytringsfrihed, borgerrettigheder og god tone højt. Og ligeledes isoleres tastaturkrigere, så der er plads til fri debat og andre holdninger.

Vi bør nemlig kunne træde tre skridt tilbage med mellemrum og se på, hvilken vej vi egentlig går på. Intet år kunne være mere symbolsk for dette end året 2020. Vi er blevet mødt af en sønderlemmende krise, hvor praktisk talt ingen informationer har haft sikker grund at stå på. Det har været en tid, hvor vi har haft brug for fællesskabet, og hvor vi også har opdaget, hvad det vil sige, hvis det ikke er der.

Derfor er det tid til refleksion. Med de seneste restriktioner og yderligere forværring af de økonomiske konsekvenser for mange, er det nødvendigt at udvise solidaritet og forståelse. Også for deres vrede over at være blevet ramt af pandemien. Det er kun i flok, at samfundet kan løfte så tung en opgave, som krisen har kastet efter os alle sammen.

Mere end at fremhæve hvor hårdt det er for ens egen husstand, burde man se på om naboen har brug for hjælp. Det er nemlig ikke alle, der er lige privilegerede. Mange ældre oplever måske deres sidste december. Frem for at skrive om hvor ligegyldigt det er at dø fordi man er over 75 år, burde man måske skrive om hvor skrøbeligt livet er. Frem for at være vred over at man går glip af julefrokost, skitur og to ekstra ænder, skal man måske se på, hvem der drejer nøglen om på et livsværk.

Det er alt for billigt at sidde bag sit tastatur og angribe, angribe og angribe. I denne tid præget af hurtig forargelse, fordømmelse og vrede har vi alle sammen godt af en gang imellem at blive mindet om, at hvis der er noget de fleste på tværs af alle partier og fraktioner som regel er enige om, så er det at sygdom ikke er selvforskyldt. Alle kan blive ramt. Ingen er sikre. Det er en del af livets lotteri. Og det gælder også den nuværende pandemi.

Det bedste vi kan gøre er at give plads og en hjælpende hånd. For den dag kan sagtens komme, hvor man selv har brug for begge dele.

Følg
Notikation om
guest
5 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Poul Rand
Poul Rand
1 måned siden

En god leder.., der kommer godt omkring, især anonyme skribenter og kommentatorer hører ofte i gruppen idioter der ikke vil blive klogere men også navngivne der bruger udokumenterede person angreb og tilsidesætter demokratiet ved at mene kun hans/ hendes holdning er rigtig og øvrige skal forbydes. Læsere af kommentar felterne vil vide hvilke tastaturkriger det er.

Jens Jørn Pedersen
Jens Jørn Pedersen
1 måned siden
Svar til  Poul Rand

Du kan se splinten i din broders øje, men du kan ikke bjælken i dit eget!

John Skov
John Skov
1 måned siden

Det var ellers noget af en moraliserende leder😖 Lever i altid selv op til disse normer?

Brian Magnussen
Brian Magnussen
1 måned siden

Tastaturkrigere er også Drengen fra Kejserens nye klæder. For det er friheden der gør at der tænkes som en kaospilot med en uddannelse af 6 års varighed bag sig. Det er måske store ord om at sparke til de vise sten i støvet,
Men sandheden ligger og ulmer i asken, under ilden, under røgen, bag horisonten. Sandheden er ofte ubevidst fortiet.
Tastaturkrigeren tager også de tæsk der kommer ved at gale op, Så længe de tæsk er på nettet og ikke ved hvor han bor og hvem der er hans mor og hvor mange børn han har.
Husk, Tonen kan være absolut grænseløs ude i cyber.

Jesper
Jesper
1 måned siden

Man kan se denne sag fra flere sider.
Jeg kan ikke huske hvem der skrev det, men læste for nogle år siden om en ‘stor leder’, at den vigtigste i virksomheden at lytte på, er dén alle andre kalder en brokrøv. Der er som regel en del guldkorn hvis man formår at dechifrere budskabet.

I gamle dage, før gasdetektoren var opfundet, havde minearbejderne en kanariefugl med i dybet. Når den holdte op med at skræppe, var det med at komme op af hullet.

Vi har masser af kanariefugle iblandt os, de bliver bare latterliggjort og bagateliseret.