Coronavirus blev til Coronakrigen og nu Coronatiden. Vi er midt i den, og afventer utålmodigt at komme ud af Coronaosteklokken. Imens vi venter, er landet lukket, demokratiet og friheden på visse punkter indskrænket; hjem, haver og elever rengøres, plantes og hjemmetrænes som aldrig før. Vi danskere viser, at vi er tilpasningsparate i en grad, der ikke burde være muligt.

Jeg har altid holdt af Søren og Mette (og Jep) fra min folkeskoletid, da jeg lærte at læse og skrive, og jeg husker dem endnu. Det var gode historier – i dag er Søren og Mette dog noget helt andet på min nethinde.

Vores kritiske øje strammes, men tæmmes når Søren og Mette taler på store pressemøder, hvor gentagelsernes simple effekter får mig til at bede om tiden ikke snart er forbi. Kurven skal knække og hverdagens helte skal hyldes, så vi kan leve frit igen.

Jeg tror faktisk, at alle danskere er enige om en ting. Så få som muligt skal dø af coronavirus. Men etisk tordner dilemmaerne og paradokserne af sted. Hvad nu hvis Søren og Mette ikke har ret? Hvad nu, hvis prisen i sidste ende sender Verden ud i scenarier a la Steinbecks Vredens druer – den totale fattigdom?

Det er svært.

Vi danskere er gode til regler – altså som samfund.

Vores øje stiller ikke længere de store spørgsmål, venter på næste koncertoplevelse, men vi drømmer.

Mens vi drømmer skifter vi dog vores normale danske frihedssind ud med et coronasind, hvor en tur på molen hurtigt bliver til matematik, og antallet af folk med fiskestænger ikke må ramme over ni, for så når vi den magiske grænse.

Da jeg var lille og drømte om fodbold var det nummeret 10, der var magisk og forbundet med store oplevelser. Maradona, Matthäus, Messi, Laudrup og mange flere.

Nu betyder tallet COVID19 114 – Velkommen til Sydøstjyllands Politi.

Man forstår jo godt, at mennesker vil hjælpe samfundet, og dermed sig selv, men for en redaktør som mig, der elsker demokratiet, gør det ondt, at manges tanker tænker, det burde anmeldes, når vi normalt hylder fællesskabet, sammenholdet, netværket og folket. Imidlertid ville det nok være løgn, hvis man ikke selv har tænkt, at der står for mange og vi skal forstå budskaberne om at blive hjemme og holde afstand.

I vores spalter har vi fra starten taget coronavirussen meget seriøst. Vi har på alle punkter opfordret til at passe på vores medmennesker, når et kæmpe land som Kina på under en måned blev lagt ned.

Vi skrev, at det var alvor og det var det.

Nu er det Italien, Spanien, Frankrig og USA, der leverer de høje tal for antal døde og smittede. I de tre første lande er friheden begrænset med et fysisk udgangsforbud, så langt er vi ikke nået i Danmark, selvom vi givetvis var tæt på. Det virker nu som om, at vi ikke går den vej, men vi ved det ikke. Uvisheden er stor.

I hele denne coronatid meldte spørgsmålet om økonomi, arbejdspladser og virksomheder sig hurtigt – og med god grund. Desværre er der samtidig skabt et retorisk klasseopdelt samfund. Virksomheder går konkurs. Tusindvis af arbejdspladser er tabt, byer ligger øde og konsekvenserne for nedlukningen stiger dagligt.

Verdensøkonomien er officielt i recession.

Regningen skal afdrages de næste 20-30 år, og imens mange råber om at redde menneskeliv, vil mange også råbe, når der nødvendigvis må skæres på ældrepleje, sundhedstilbud, fritidstilbud, børnepasning, skoleundervisning og lignende. Det er et stort og dystert billede. Nuvel har den danske statskasse en solid økonomi, men når man bruger trecifrede milliardbeløb, så kommer det med en regning.

Imens vi debatterer den regning, debatterer vi også to og to, hvor meget et menneskeliv er værd i kroner og øre. Det må vi ikke, fordi det er forkert, men jeg har efterhånden mødt flere, der rejser debatten, og naturligvis konkluderer, at det er næsten umuligt at regne på.

Men sundhedssektoren er vant til det, for her skal man løbende træffe mange ”dyre” beslutninger.

Lad os antage worst case fra Sundhedsstyrelsen; at 5800 danskere dør som følge af coronavirus, så det koster over 50 millioner kroner pr. menneskeliv med den indsats, der er pt. er lagt i Danmark, og hertil kommer efterregningen.

Samtidig er antallet af arbejdsløse rejst til månen, og for nogle får det vidtrækkende konsekvenser, nogle må gå fra hus og hjem, andre ender på gaden, nogle steder ender børnene som tabere og igen så er det sortsynet, men også fakta.

Danmark havde kun været lukket i få dage, da de første sociale konsekvenser meldte sig; propfyldte krisecentre.

Besparelserne i sundhedssystemet senere kan også blive en faktor. Prøv at overveje endnu et paradoks – hvad hvis vi havde investeret massivt i sundhedsystemmet tidligere, som mange mennesker, inklusiv Bill Gates foreslog.

Det gør samfundet naturligvis allerede, det ved jeg godt, men jeg er sikker på, at coronatiden for altid vil forandre den danske sundhedspolitik og hvordan man vedtager politik.

Fordi fjenden er usynlig.

At prioritere er del af det politiske liv, men også et lægeliv. De italienske fortællingerne skræmte helt sikkert både befolkning, sundhedssektor og det danske journalistkorps – og vi ville være hellige, hvis vi står på den anden side og dømmer, for ingen ønskede et ”italienske scenarium”, hvor læger sad på gangene grædende efter at skulle vælge, hvem der skulle leve eller dø.

Men frygten den har bragt er den værste. En frygt, der både er sundheds, økonomisk og paranoid Orwells 1984-baseret. Den sidste del fordi staten har teknologien til at se, hvor hver enkelt borger er, men også til at styre kommunikationen på alvorligste vis, når man oplever, at et simpelt Facebookbesøg bringer statslige kommunikation direkte ind i bevidstheden. Det er naturligvis vigtigt, at vi er orienteret så godt som muligt, men også skræmmende, at staten sidder med en form for magt.

Alle en melding om et pressemøde med Statsministeren skulle bringe ro, men det giver uro på alle parametre, og mange unødvendige diskussioner og gisninger mennesker imellem, så den succes Mette Frederiksen mødte og Søren Brostrøm ligeledes gjorde med baggrund i deres retoriske kunnen og pressemødets form – der efter eksperters udsagn var i stærkt comeback, er måske ikke den rigtige kommunikationsform så ofte, som det sker i disse dage. En god gammel regel, når noget er alvorligt, skal man ikke gentage det for mange gange, for så bliver det mere ulven kommer, end virkeligheden – og så rammes vi for alvor, hvis den kommer.

Jeg var for en uge siden til lægen med min søn, der skulle have en rutinemæssig vaccination. Alt forløb fint, men frygten for smitte var så stor, at de normale 15 minutters ventetid for at se om min søn blev dårlig, i et i øvrigt helt tomt venteværelse skulle foregå på parkeringspladsen.

COVID19 har fortrinsret over alt – ikke bare, når vi skal til lægen, men også i økonomien, vores sociale liv og værst af alt over for Grundloven. Nu kan politiet få adgang til teledata, bankudskrifter og meget andet på ikke tidligere straffede personer.

Jeg håber virkelig, at vores politikere har ret og vores indsats mod at besejre en usynlig fjende lykkes. Imens lad os nyde det, som denne færdelige tid også har bragt med sig: Fællessangen, familietiden og det faktum, at vi mennesker ikke kan vinde alle slag.

Det er i sig selv menneskeligt.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer