Fredericia ligger i dag på en 16. plads over de danske byer, når det kommer til størrelse. Men vi er i tæt konkurrence med de byer, der ligger 6-7 pladser foran os. Nogle få tusinde borgere adskiller os fra at være blandt de 10 største byer i Danmark. Patriotisme har også nogle skyggesider, uanset om det er nationalpatriotisme eller for den sags skyld lokalpatriotisme. Men det er ingen skam at være glad for det sted, hvor man bor.

Det er faktisk forbløffende, hvor mange frivillige og engagerede mennesker, der render rundt i Fredericia. Ligesom det er forbløffende, hvor mange forretningsfolk der prøver nye ideer og tager nye initiativer her i byen.

Som fæstningsdreng var jeg ofte sammen med min cykel i min barndom sammen med kammeraterne. Det var her vi lærte gaderne at kende, som jeg i dag vandrer op og ned ad sammen med min familie. Det er her, hvor jeg møder de mange mennesker, jeg har fået gode relationer til, og som er med til at gøre mit arbejde som avismand interessant.

Det er også her, hvor jeg er glad for at mine børn vokser op. At min familie er omkring mig.

Jeg tænker at mange af jer har det på samme måde. At I også er stolte af byens udvikling og vores fælles arvegods. De ældre kan huske industrien og de gamle fabrikker. Både dem der er revet ned og længe væk fra bybilledet, og dem der ejede dem er også borte, men historien er ikke glemt, den lever videre. Det er interessante historier.

Derfor er jeg også glad for, at vi på Fredericia AVISEN kan byde velkommen til en helt ny historiesektion inden længe. Vi har arbejdet rigtig meget på at skabe spændende nye vinkler til alle vores mange læsere. Som et medie der er 100% ejet af Fredericianere og med Fredericianer-blod i årerne, uden udenlandske eller indenlandske overherrer i diverse mediekonsortier, vil vi gerne sige tak for den enorme vækst, vi har oplevet i læserskaren. Hver dag, ser vi hvor mange af jer, der går ind på vores side og læser med.

Det er vi taknemmelige for, og derfor vil vi også dele vores succes med jer. Vi har fået flere kræfter, flere kapaciteter og er hele tiden optaget af at udvikle vores medie. For vi er på vej mod nye horisonter.

Og I kan roligt glæde jer til vores nye indhold. Der er ingen tvivl om at vi er drevet af vores forhold til historien om Fredericia, både den gamle og den nye. Uanset om det er den kulturelle, sportslige eller erhvervsmæssige udvikling, så er vi med.

Mange medier lader til at have fokus på de negative historier. Tanken om at en journalistisk vinkel altid er kriminel – at nogen har gjort noget forkert – der er en skurk og en helt – eller et offer. Men vores historier er mere end det. Vi er også formidlende om det omkring os alle, uanset om det er trivielt for nogle eller ej.

Vores nye horisont er fortællingen om Fredericia og Danmark. Som i Fredericia, byen alle krydser i deres liv, men hvor det kan betale sig at flytte til. Vi fra byen kender allesammen argumenterne. Vi kan sige strand, vand og skov i søvne. Og den er god nok, det har vi.

Men vi har også visioner. Fredericia er blevet skabt af mennesker med drømme og håb. Folk der forvandlede en militærudpost til en industrimagnet. Vi kan i dag rende fra det ene nybyggeri til det andet. Det sker hele tiden. Jeg kan endnu huske planerne fra begyndelsen af dette årti, da de stod på rådhusets agenda, vi skrev ideerne på flip-ups på Ungdommenshus, i 10’erne talte erhvervsimage og i slutningen af dette årti er det realiteter.

Det sker rent faktisk.

En leder skal gerne være et medies åbne budskab og holdning til sin verden. Ofte bliver det til holdningsprægede indlæg, hvor man sætter nogle meninger bag en udvikling eller en formidling. Holdningen i denne leder er de nye horisonter, som alle os i Fredericia er på vej imod i det nye årti. Og vi kan allerede glæde os til første år af 20’erne:

Når vi i foråret ser alting spirer. På vej mod centrum for en kop kaffe, hvor det grønne springer frem. Når springvandene inviterer børnene til at lege med vandet, mens voksne ser på. Når det nye byliv, Fredericia Shoppings initiativer og butikkernes venlighed kommer os i møde. Når vi atter drager mod Rock under Broen, danser med til EventCs og Tøjhusets arrangementer, griner, græder og bliver rørt i Fredericia Teater, nyder kunsten fra Fredericia Kunstforening, lytter til foredrag hos Lecture, ser fodbold på Monjasa Park, ligahåndbold i thansen ARENA, ser de lokale talenter fra Den Kreative Skole sprede stjernestøv over byens historie, varmer os i haverne, parkerne eller ved Østerstrand, Sanddal, Bøgeskov, går tur i Hannerup Skov, ser skrubtusserne hoppe, ser et rådyr, hører uglen eller bare nyder en iskold øl i city, så er Fredericia i vores hjerte.

Det er her, vi kan finde vores fælles fortælling.

/ADA

https://www.facebook.com/Fredericiavinhandel/

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her