Aldrig før har så mange kunnet ytre sig så nemt, så hurtigt og så effektivt som i dag. De sociale medier og den digitale revolution har medført enorme forandringer i den demokratiske dialog. Paradoksalt nok har det samtidig med denne udvikling været således, at der er blevet færre og færre medlemmer og aktive i de politiske partier.

Så på trods af folks lyst til at give deres mening til kende, så udmønter det sig tilsyneladende kun sjældent i konkrete, politiske initiativer i folkestyret.

Forleden havde Fredericia besøg af Folketingets nye formand, Henrik Dam Kristensen (S), der selv har gennemlevet tre årtiers politisk udvikling. Han har lukket sin Facebook ned, og de 9000 følgere han havde, må nu se ham på de traditionelle medier. I virkeligheden er det et interessant skridt fra en erfaren politiker, der jo netop er kommet i en position, hvor han helst skal træde udenfor de politiske vande.

Det ville tjene mange politikerer til ære, hvis de gjorde det samme som formanden og lukkede deres profiler. Ikke fordi der er noget galt med at have kontakt med folk, men derimod fordi mange politikere har fravalgt kontakten til medierne, fordi de har meget nemmere ved at kommunikere uden om de trælse spørgsmål fra journalister. Ofte journalister, der gerne vil have en historie om virkeligheden bag facaderne.

Det forgangne årti har set mange mærkelige tiltag mod den frie presse. De store koncerner fra udlandet har systematisk udsultet og fået nedlagt store dele af den journalistiske arbejdsstyrke ved at tage annonceindtægterne, der så sendes hjem til verdens femte største økonomi i Californien. Få politikere har forsøgt at gøre noget ved den udvikling. Tværtimod:

De har hjulpet den på vej ved selv at stille beredvilligt op på de sociale medier – og senest lave et medieforlig med klare besparelse på uafhængig, dansk produktion af dansk indhold.

Spørgsmålet er, om det kommer til at gavne den demokratiske debat, hvis Danmark ikke længere har levedygtige medier og produktionsselskaber. Mange påstår at branchen må leve på markedsvilkår. Men det er et falsum, for det er jo lige præcis det som hverken Google, Facebook, HBO eller Netflix gør. De lever på monopolpræmisser, og det kan mediebranchen altså ikke konkurrere på.

At vi samtidig har et meget lille sprog- og kulturområde, gør det indlysende, at der skal træffes nogle principielle beslutninger, hvis vi ønsker at bevare vores unikke, danske formidling.

Mange folk gider ikke betale licens, og det er en debat, der også handler om social ulighed. For det er de facto kun folk med en god økonomi, der har råd til at holde aviser og betale licens. Nu bliver regningen så fordelt på mere lige præmisser efter 2022, hvor licensen skal være udfaset. Dermed kan man håbe på at mediestøtten ikke længere er så omdiskuteret, som den har været indtil videre. Men måske skulle mediestøtten også bredes ud over nye, spændende og hårdtarbejdende netmedier, der rammer flere brugere end de traditionelle medier – også uden om de sociale medier.

Ligesom staten betaler for broer og veje, er det vigtigt, at staten investerer i medierne, mere end nogensinde før – for på den måde gør staten samfundet en tjeneste og sætter en dagsorden for vækst og udvikling – er der også brug for infrastruktur til mediebranchen.

Der er nemlig tale om infrastruktur. Det handler om distributionen af indhold. Hvor det før var DR og TV2, der via deres sendenet havde distributionen af indholdet, så er det i dag internettet og de store aktører, der har overtaget store dele af opgaven – og fremad sandsynligvis det meste. Det eksisterende sendenet har ganske enkelt ikke længere kontrollen over, hvad folk ser og hører – og derfor er gamle begreber som radio- og tvnævn i opløsning og frit fald.

Dertil kommer, at journalister i traditionel forstand har oparbejdet en ide om, at de med sandheden via en fire-årig uddannelse leverer den eneste reele journalistik. Men det sker i en tid, hvor originale tænkere i og udenfor de større læreanstalter banker på med velproduceret journalistik, hvor de ikke er for fine til at lave mere end to artikler om dagen, og hvor det at tage et billede eller skyde en film er en selvfølge.

Men er det enstydende med at et lille land som Danmark, så skal glemme dansk produceret indhold? Vi lever i dag i en periode med økonomisk opsving, og lige akkurat kan en del medier holde fast. Men hvis vi kommer ind i en ny økonomisk nedtur, så er den danske mediebranche ikke rustet til at miste de annoncører, der er tilbage. Nu kan det virke, som om det er selvmedlidenhed, men det handler om vores kulturarv. Hvis man virkelig vil stille sig tilfreds med at dansk kultur er identisk med store hitshows på Netflix, så er kulturarven sikret.

Der er masser af dansk produceret indhold, der aldrig ville være blevet lavet, hvis vi ikke støttede det fra fællesskabet. Masser af aviser ville allerede være lukket.

De eksisterende betalingsmure på forskellige medier har allerede frataget en del adgang til god journalistik, og naturligvis kan man ikke forære det hele væk. Udviklingen kan bare ikke vendes på denne måde. Samtidig er det paradoksalt, hvis ikke flabet, at der findes medier – der modtager store beløb fra staten – for samtidig at udelukke mange af de borgere, der har været med til at betale fra at læse med. Det er en virkelig dårlig løsning, der ikke gavner nogen demokratisk debat, men tværtimod gør det til et elitært projekt.

Kristeligt Dagblad, Politikken, Jyllands-Posten, Information m.fl. modtager således støtte, samtidig med at de låser artiklerne inde for at overleve. På Fredericia AVISEN modtager vi ikke nogen mediestøtte. Og vi har heller ikke lukket vores artikler inde. Vi arbejder derimod på at skabe brugerengagement og historier folk føler kommer dem ved. Alligevel ser vi også den samme tendens, nemlig at store koncerner som Coop (Fakta, SuperBrugsen m.v), Aldi og mange andre der vil tjene deres penge i Danmark og på danskere – stopfodrer de amerikanske koncerner med reklameindtægter. Coops annoncer kører non-stop på Youtube, selvom Google ikke betaler en krone tilbage til Danmark eller ansætter journalister til at skrive om Danmark.

Det er den udvikling, der skal stoppes. Hvis man vil være i Danmark og tjene sine penge, så må man også være med til at sende noget tilbage til de borgere, man vil have dem fra.

Den danske mediebranche kunne såmænd godt klare sig langt bedre på annoncemarkedet og måske uden mediestøtte, hvis det ikke var for Facebook og Google. I dag har disse koncerner monopol og distribution overfor brugerne, selvom de aldrig producerer dansk indhold selv.

Det er på tide at danske politikere vågner op og indser, at et så lille land som Danmark, ikke kan bevare og udvikle sin egen identitet på så ulige vilkår, som dem, der har hersket det sidste årti. At de tilmed selv bruger Facebook, Twitter m.m. fremfor at stille op til den politiske debat og støtte danskproduceret indhold, er et endegyldigt bevis for hvor lidt de har forstået om medieudviklingen i Danmark.

/ADA

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her