Er det offentlige altid gode nok til at finde ud af, hvilke børn der bør anbringes, og hvilke der ikke bør? Ja, siger lederne i Familieafdelingen. Men meget tyder på, at en lang række sager langt fra siger det samme.

De fleste redaktioner rundt omkring i landet støder jævnligt på forældre, der beretter om svære børnesager hos det offentlige. Sådan har det været i lang tid, og mange har forsøgt at belyse området gennem tidens løb. Desværre er det ofte yderst vanskeligt, fordi det overordnede princip er, at børnene skal være beskyttede og at ingen af dem har interesse i at være kendte i offentligheden.

Kendsgerningen er, at Mette Frederiksen som “Børnenes Statsminister” har travlt med at anbefale, at man anbringer langt flere børn, end man gør i dag. Fakta taler dog for, at man stopper op og undrer sig over, hvorfor de rasende dyre anbringelser ikke i langt højere grad ender med lykkelige og velfungerende samfundsborgere. Alt for mange anbragte børn ender i de dårlige statistikker som socialt belastede mennesker, mange udenfor arbejdsmarkedet, med psykiske vanskeligheder og andre alvorlige problemer. Det er for nemt at sige, at dette blot skyldes deres dårlige forældre (hvor er indsatsen af alle foranstaltningerne?) og det man med et stort begreb har kaldt for “den sociale arv”.

Sandheden er, at de mange milliarder der anvendes til anbringelser, tilsyneladende ikke altid står mål med det, vi ønsker at opnå. Vi fjerner børnene, bare for at fjerne dem? Men hvad fjerner vi dem til? Hvad er langtidsperspektivet? Hvorfor lykkedes det ikke for langt flere at komme godt ud i den anden ende? Spørgsmål vi kommer til at bruge lang tid på at besvare i vores samfund. Vi ved godt, at for en del ender det godt. Men vi ser på den dårlige og tunge statistik, og dem der ikke klarer det på trods af at samfundet investerer millioner og millioner af kroner i dem.

Gentagne gange i historiens forløb har politikerne været inde at lovgive på området. Barnets reform, skilsmissepakkerne og meget mere. Svaret fra embedsværket er som regel, at vi skal sende flere penge. Når forældre klager er det fordi, de ikke vil have, at man tager deres børn. Sådanne paratsvar har vi vænnet os til. Men det er en kendsgerning, at børneområdet er en stor industri i Danmark. Mange er beskæftigede med at hjælpe, passe, vejlede, rådgive, understøtte, forebygge og meget mere.

Alt dette kan måske godt forsvares. Der er mange tilfælde, hvor børnene har bedst af at være andre steder, end hos deres forældre. Der er også eksempler på, at børn skulle have været anbragt, men ikke blev det. Ofte driver de sager politikerne til at vedtage endnu flere beføjelser til embedsværket og sende endnu flere penge. Men resultaterne udebliver gang på gang. Med underretningskulturen er vi også nået et nyt sted hen, hvor det offentlige bruger enorme ressourcer på at forfølge selv spinkle eller gentagne underretninger, der tydeligvis bruges til hævn eller personlig vinding. Vi er som samfund alt for dårlige til at stille spørgsmål ved måden, vi har indrettet dette system på. Til gengæld kan vi se omkostningerne til systemet stige, år efter år.

Ingen kan jo være uenige om, at vi skal hjælpe børnene. At vi skal passe på dem. At vi skal forebygge og gribe ind, når det er nødvendigt. Men er vores offentlige ansatte udrustede til opgaven?

Høringssvar efter høringssvar i Folketinget viser noget andet. Den ene dokumentarudsendelse efter den anden, den ene artikelserie efter den anden, har i tidens løb afsløret groteske problemer i sagsbehandlingen i mange børnesager. Det er ikke noget, vi behøver diskutere. Gang på gang hører vi, at det bare er enkeltsager. Og år efter år fortsætter medierne med at få henvendelser fra desperate forældre.

Noget er galt.

Istedet for at man bare bevidstløs sender flere penge ind i sektoren, bør man nedsætte en kommision, der gennem grundige undersøgelser kan nå frem til en mere helhedsorienteret indsats i børnesagerne. Der er for meget ekkokammer i fagfolkenes enighed om at man gør det rigtige. Der er brug for langt mere borgerinddragelse og langt større respekt for FN’s børnekonvention, som Danmark har underskrevet. Her forbydes medlemslandene at forhindre børn i at have kontakt med deres forældre. Alligevel slås mange forældre for få timers samvær med deres børn.

Man kunne også passende starte på kommunalt plan, specielt her i Fredericia Kommune. Det starter med ledelsen. Hvad er det for en kurs, man gerne vil have? Sandheden er jo, at det er sagsbehandlerne der selv producerer de beviser, de bruger til at bedømme børns trivsel og forældres evner. Sandheden er også, at de eventuelt eksterne de bruger, også bliver klækkeligt betalt af kommunalkassen. Hvor mange opgaver får man, hvis konklusionerne går imod de ønskede resultater?

Vi har i Familieafdelingen set en stor mangel på dømmekraft i en lang række sager. Det er sager, hvor man af indlysende grunde ikke skal gøre det ene eller andet. Hvor en ganske almindelig og helt nøgtern evne til at indhente oplysninger, kombineret med en ordinær og rationel logik, vil nå frem til helt andre resultater, end dem man ender med. Istedet for at indrømme fejl har Familieafdelingens ledelse travlt med at forklare det hele som forældrenes egne fejl og mangler, hvis forældrene ikke ligefrem bare er uligevægtige eller kværulanter. På det sidste byrådsmøde stillede man sig sågar op og blokerede en borger, der ikke måtte ses af byrådet.

Det vidner om, at man slet ikke har forstået, hvem der har givet embedsfolkene jobbet, og hvem de arbejder for:

Det har borgerne, og de arbejder for borgerne.

Borgerne kan derfor også afskedige dårlige embedsfolk via deres politikere, altså kommunalbestyrelsen. Den burde ønske, at metoderne er i orden og børnenes relle trivsel er i højsædet: Fredericia har nemlig ikke brug for at være blandt de dårligste kommuner på børneområdet, når det tilmed går godt med økonomien og udviklingen generelt. Det kan godt være, at det falder nogen for brystet, når vi forholder os kritisk til disse emner, men der er ganske enkelt for mange henvendelser, for mange sagsakter og alt for mange eksempler på fejlslutninger. Vi kunne praktisk talt bringe en historie om ugen, hvor der kan rejses spørgsmål ved Familieafdelingens tankegang.

Dertil kommer, at hvert tiende barn i Fredericia modtager en underretning. Det rammer med andre ord rigtig mange forældre i Fredericia Kommune, der skal stå skoleret for Familieafdelingen. Hvordan bliver de mødt? Hvilke metoder anvendes der? Og vælger man altid den mest skånsomme foranstaltning?

Nej, siger Ankestyrelsen. Mange sager hjemsendes til genbehandling.

Det er simpelthen for dårligt.

Vi har også fra kilder i forvaltningen konstateret, at medarbejdere der ikke er enige i at det hele er så fantastisk, ikke tør sige deres mening. Det er dybt bekymrende for børnene i Fredericia:

Der er brug for en ny Familieafdeling, ganske som der var brug for et nyt Jobcenter, da man valgte at undersøge dette til bunds. Vi spørger derfor åbent: Hvad er man bange for at undersøge? Hvis resultatet er at Familieafdelingen fungerer fantastisk og efter bedste metode, så vil det jo bare bekræfte det, man går og ønsketænker sig til.

Men hvis det modsatte viser sig at være tilfældet, specielt hvis man inddrager borgerne, så vil det måske være en dårlig nyhed, her op til kommunalvalget 2021.

Hvis man ikke vil ofre det det koster at lave en uvildig, ekstern undersøgelse, der inkluderer borgenes oplevelser, som man gjorde ved Jobcentret, så sparer man intet. De penge er nemlig hentet hjem utroligt mange gange, hvis man mindsker klagesagerne, fejlanbringelserne og fejlslutningerne. 2-3 anbringelser der kunne være undgået ved andre foranstaltninger, kan betale den undersøgelse hjem.

I den sidste ende er det dog børnene i kommunen, der betaler den højeste pris.

Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Hans Thomassen
Hans Thomassen
25 dage siden

Rigtig godt skrevet Andreas.
Det må vi kunne gøre bedre.??