Hykleriet er til at føle på, når man holder øje med den løbende debat om mediernes udvikling. Ikke mindst de gamle og udslidte medier står forrest i hylekoret, når de forlanger at politikerne skal betale for deres varer, fremfor kunderne. Statsbetalt formidling er bare ikke en demokratisk løsning, selvom man konstant jamrer om at man “kæmper for demokratiet”.

Nødlidende dagblade og ugeaviser over det meste af landet er i tidens løb blev opkøbt af spekulanter, der har set en smart fidus ved at overtage konkursboet og gå til politikerne med tiggerskåle og bedetæpper. Det med at klare sig på et frit marked er åbenbart ikke noget for de såkaldt uafhængige, frie medier. Som altid er det arbejdspladserne, der fungerer som gidsler i spillet om statsbetalt virksomhedsdrift. Og sagen er den, at tiggeriet virker. Alt for godt.

Således hiver medierne hvert år milliarder ud af statskassen som de bruger på eksempelvis aviser, hvor de tilmed blokerer for store dele af indholdet, der dermed ikke kan læses af mange af de skatteborgere, der har været med til at betale for det. Kun eliten har råd til dyre avisabbonementer. Her skal man endda tilføje at mange offentligt ansatte har gratis adgang til flere aviser, fordi politikerne i mange kommuner køber abbonementer til medarbejderne som skjult statsstøtte.

Når nu man vil betale for driften af aviser, hvorfor vil man så ikke betale for driften af frisørsaloner? Ja, svaret er jo enkelt, nemlig at det ikke er statens opgave at betale for at folk bliver klippet. Sådan har vi indrettet samfundsøkonomien. Den er baseret på et frit marked, hvor alle principielt skal konkurrere på lige vilkår.

Bare ikke de gamle medier:

Politikerne får gang på gang bevilliget penge til medierne, uanset politisk orientering. Dette på trods af at virksomhederne bag medierne principielt fungerer på et frit marked, hvor statstøtte er konkurrenceforvridende og samtidig er med til at gøre det sværere for udvikling af nye produkter til markedet. De blå partier, der ellers traditionelt skulle være garanterne for en liberal og fri markedspolitik, ser åbenbart ikke noget galt i at tilføre milliarder af kroner til medierne, år efter år.

Her skal man huske på, at statsbetalte aviser også betyder at man fratager forbrugeren et selvstændigt valg. For vi kommer allesammen til at betale for aviser, vi slet ikke læser eller ville have købt, hvis vi havde haft valget. Den slags er ren planøkonomi, og blev blandt andet praktiseret i Sovjetunionen, hvor kommunisterne lavede planer for hvad de nu ellers mente, folket havde brug for. Det er præcis den samme melodi, som tigger-medierne spiller, når de står foran regeringskontorerne med deres tryglende og jammerlige budskaber om en medieørken.

Hvor er den henne?

Overalt blomstrer der nye fortællinger og virksomheder op. Vi lever i en digital tidsalder. Det er på tide at få slukket respiratorerne på de gamle aviser. De må klare sig på lige fod med alle os andre. Det er klart, at de er i besiddelse af historiske arkiver, men det skal sendes på museum, ikke holdes kunstigt i live.

At man er så lidt indsigtsfulde, at man tilmed påstår at man “kæmper for demokratiet”, samtidig med at man gør det ved at forlange statsbetalte medier med en planøkonomisk tankegang som kommunisternes, er hyklerisk på den helt store klinge.

Hvordan medierne selv kan bortforklare, at de er totalt afhængige af statsstøtten, og samtidig mener sig at være uafhængige, er en gåde der næppe kommer svar på. Lige nu bruger de massivt Facebook og Google som undskyldning for deres økonomiske problemer og skal man tro dem, er det selveste årsagen til at de skal have penge fra statskassen og dermed borgerne. At de selv har sovet i timen og ikke kunnet hverken udvikle eller omstille sig, er der fuldstændig tavst om.

I Australien har man besluttet sig for at være forgangsland i opgøret med Facebook og Google. Vi er i andet årti af de to giganters udradering af de traditionelle medier, og det viser hvor langsomt man har været til at forstå, hvad der foregik. For istedet for at hugge borgernes skattekroner til ens virksomhedsprojekter, burde medierne allerede i forrige årti have gjort op med de amerikanske koncerners nasseri og brugt deres indflydelse til at få politikerne til at forstå, at internettet krævede ny lovgivning for at man kan leve af at publicere indhold. Det skete ikke, og årsagen er at man i meget lang tid har troet, at man kunne lave sin egen betalingsmur og på den måde overleve den stormflod, som informationsbølgen har været for mediebranchen.

Når Facebook påstår at de ikke tjener nogen penge på at medierne deler deres historier på deres platform, er det løgn. Det ved koncernen også godt, men der er enorme pengesummer på spil, og de trækker tiden med alle de tricks, de kan hive frem fra skuffen. Sagen er den at Facebook for mange især er relevant, fordi man kan få sit nyhedsindhold via platformen. Derfor har Facebook historisk også gjort meget for at designe platformen på en sådan måde, at den facilitere deling og debat af nyhedshistorier. Få ville nok bruge så meget tid på Facebook, hvis de bare skulle se fotos af andre folks børn, opdateringer om løbeture og de traditionelle feriebilleder.

Derfor ved Facebook godt at de snyder medierne for reklameindtægter. Facebooks argument er at de jo “kun” tjener penge på annoncer. Men det er så sjovt, at når folk deler og liker bestemte historier, så foreslår Facebook reklamer for relevante emner.

Så Facebook: Betal for indholdet eller luk jeres tjeneste. Før eller siden vil politikerne gøre det, hvis I ikke begynder at dele kagen med de mange virksomheder, der sørger for at I har kunder i butikken.

Google er allerede blevet mere positive overfor den australske model. De sælger nemlig også reklamer på grund af de mange søgninger til nyhedshistorier. Og som ejere af verdens største platform for videoindhold, Youtube, snyder de i forvejen kreatørerne ved fedtede udbetalinger og skaldede småører for det indhold, der gør Youtube til verdens største internetsite. Både Googles og Facebooks formuer er skabt på baggrund af den traditionelle medieverdens totale dumhed og arrogance de sidste to årtier, hvor de stædigt har holdt fast i trykte aviser og gammeldags publikationstanker.

Det bringer os tilbage til tiggergangen på Christiansborg. For også i Danmark er der dukket mange nye medier op. De er i kraftig vækst og trækker hver dag flere og flere læsere væk fra de gamle mediers betalingsmure og gamle, ideologiske visioner. Tiggeriet om penge og flere penge, koster skatteyderne store summer. Og det hverken hjælper demokratiet eller opretholder arbejdspladser. En af de største modtagere af bistandshjælp for medier, er Jysk Fynske Medier, der i dag er Danmarks største mediekoncern. De har år efter år fyret medarbejdere på stribe, men hæver den samme bistandshjælp hos statskassen og udbetaler overskud med deres overførselsindkomst til ejerne bag. Havde det været borgere på kontanthjælp, var de blevet sendt til afsoning for socialt bedrageri.

Hykleriet er stort.

En lille detalje mangler. Men den er væsentlig. Da Jynsk Fynske Medier i 2020 modtog ekstraordinær støttemidler, begrundet i coronakrisen, brugte de også pengene til at købe endnu et nødlidende dagblad. Man kan med sindsro konstatere, at hvis de var så pressede, hvorfor havde de så råd til at købe endnu en lokalavis? Kigger man regnskaberne efter kan man også konstatere, at de faktisk har overskud. Derfor vil vi gerne foreslå, at medier (der altså er virksomheder med ejere) skal tilbagebetale mediestøtte svarende til deres overskud. Det er helt uhørt, at man kan få bistandshjælp til at drive sin virksomhed, og så endda udbetale udbytte. Det er også et vidnesbyrd om at disse virksomheder har gjort det til en del af deres forretningsmodel, at de modtager mediestøtten. Som altså betales af skatteborgerne:

Det betyder at vi eksempelvis betaler for at vores konkurrenter, kan drive deres forretning, over skatten. Når vi hvert år betaler skat af vores annonceindtægter, så har vi tjent dem selv. Derfor har vi naturligvis et problem med, at vi skal betale for at holde vores konkurrenters virksomheder i live.

Nogle argumentere for at så kan vi bare selv søge mediestøtte. Dertil er vores svar naturligvis, nej tak, for vi går netop ikke ind for en kommunistisk planøkonomi, men for et frit og lige marked, hvor forbrugerne bestemmer hvad de vil købe. Ikke politikerne. Og hellere ikke spekulanter eller journalister i diverse mediekoncerner.

Hvis de virkelig mener, at de vil være relevante og troværdige, så må de smide deres planøkonomiske ideologier ud og begynde at drive virksomhed på markedsvilkår. Lad os dertil tilføje, at vi ikke er pressede. Men vi kan netop skrive disse ting, fordi vi er uafhængige. Det vil i det lange løb gøre hele forskellen. Få medier er villige til at tage denne debat. De er nemlig afhængige.

Men vi kalder dem ud:

Hyklere.

Vi er fortrøstningsfulde. Vi klarer os nemlig fint uden statsstøtte, og vi vokser i læserantal konstant. Det gør mange af de andre nye medier også. Der er mange stærke nye medier i Danmark, Europa og Verden. En skræmmekampagne om medieørkener er ikke andet end et ønske om at tigge flere penge, for som skrevet, så er der ikke blevet flere til at dække nyhederne hos de gamle medier i yderområderne, der er derimod afskediget fotografer og journalister i stor stil. Det skal politikerne også indse. Dertil kommer, at flere trækker arbejdskraft til udlandet under dække af luksusjob i sydens sol, imens seniorsælgere i Danmark presses til at sige op, når de har nået budgettet, fordi der hele tiden skal mere til, til trods for den massive statsstøtte til koncernerne.

Vi er enige med de gamle medier i, at Facebook og Google skal til lommerne. Men vi er ikke enige med dem i, at det er deres skyld, der er bladdød. Tværtimod er vi sikre på, at det er de gamle mediers egen skyld. Vi vil derfor opfordre Folketinget til at fjerne statsstøtten til medierne og skabe fuldstændig lige vilkår på markedet. Ja, det vil føre til at nogle medier lukker, og at der vil komme ledighed. Men journalisterne vil blive ansat på nye medier og på den måde vil den normale og frie markedspolitik finde et naturligt leje for udbuddet af formidling.

Det er ikke skatteborgernes pligt at betale for aviser, de ikke læser. Ligesom skatteborgerne heller ikke betaler for at folk bliver klippet. Det mener de fleste af os nemlig at borgerne selv kan finde ud af at stå for.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer