Under alle normale omstændigheder holder vi os her på Fredericia AVISEN fri for at kommentere på konkurrenternes gøren og laden. Det er vi for gode til, og det har vi heller ikke brug for. Men sagen er den, at vi i et stykke tid har hørt og set vores lokale konkurrenter lefle for de lokale politikere og læsere med et odiøst budskab om noget, man kalder for “kvalitetsjournalistik”.

Herunder nævner man flittigt, at man jo har “uddannede journalister”. Det indikeres lidt på den måde, at det har “de andre” (læs: os) jo ikke.

Men nu skal alle til at stå lidt tidligere op. For her på avisen består redaktionen af universitetsuddannede kandidater, hvoraf to er specialiserede i kildekritik og formidling, en er specialiseret i kommunikation og medievidenskab og en er på vej indenfor statskundskab. Vi har i tidens løb også haft plads til andre kapaciteter, men den bærende formidling er altså bygget på nogle af landets tungeste kildekritiske uddannelser.

Nu modtager denne avis ikke massiv statsstøtte, og vi får heller ikke det offentlige til at købe trykte aviser til medarbejderne for 350.000,- kroner om året i abonnementspris. Vi er heller ikke ejet af en fynsk mediekoncern, men er til gengæld ægte fredericianere med en ægte interesse for byen. Vi kører ikke ind til Fredericia, vi bor og lever i byen. Vi skal heller ikke dele massive milliontilskud med Vejle Amts Folkeblad.

Vi mener, at det er på tide at påtale hykleriet. Det er især fordi, der i dag ikke er tale om fri konkurrence på et frit marked. Konkurrenterne ville lukke på stedet, hvis statsstøtten blev fjernet.

Fredericia AVISEN ville ikke, for vi modtager ikke en krone. Vi tjener pengene selv, og læserne sørger for, at det kan lade sig gøre, for annoncørerne støtter op sammen med dem.

Vi ville gerne modtage lidt støtte, der kunne imødegå den absurde konkurrenceforvridning, som vi i dag er vidne til. Vi vil også gøre et forsøg, men vi vil aldrig tillade os selv at blive afhængig af den.

Formidling og publikation er ikke noget som journalister med en 3½-årig uddannelse fra en journalisthøjskole har patent på. Vi historikere har i århundreder været bærende i den offentlige formidling, og vi har skabt den videnskabelige tradition, de fleste anerkender og respekterer som vores fælles vidensgrundlag. Dertil kommer, at der findes et stort antal meget dygtige og anerkendte journalister, der arbejder på de traditionelle medier, endda i ledende roller med ja – gæt – en universitetsuddannelse. Tilmed også et par autodidakte i TV2s system, som har høstet seernes ros gennem årtier.

Så når vi gentagne gange mødes med disse hykleriske opråb og frygten for en lokal mediedød med fare for demokratisk underskud, er det vores opfordring, at man møder os på lige vilkår. Hvis borgerne virkelig ønsker en fri presse, så får de det ikke af, at staten betaler for den. Det er iøvrigt utroligt, at man gang på gang har behov for at fortælle læserne, hvorfor de skal betale for journalistikken: De betaler allerede millioner i mediestøtte til disse medier. Eller at selveste lokaldemokratiet vil være i fare, hvis en national mediekoncern skulle lukke, fordi økonomien ikke er til det.

Det er usund konkurrence. Fredericia AVISEN og andre lokale medier styrker også demokratiet ved at være til stede til arrangementer og ved at spørge politikerne om deres beslutninger, ved at tale med befolkningen om deres bekymringer, men også deres gode lokale fortællinger. Det giver pluralisme og sikre den lokale sammenhængskraft.

I disse dage drager medierchefer for de store koncerner til Christiansborg med hatten i hånden med parolen om at sikre det lokale demokrati. Dertil pakket ind retorisk med faren fra Silicon Valley, der stjæler annoncekronerne. De store mediekoncerner er i krise, fordi de har mistet grebet om de byer, de gerne vil have penge og læsere fra, ikke fordi Google og Facebook er kommet.

I gamle dage huserede indtil flere lokale aviser, i dag er de fleste væk. Det sidste årtis monopolstatus med flere interne aftaler, sammenlægninger og opkøb har svækket den frie presse. Dertil kommer, at de trykte medier direkte siger til virksomheder, foreninger og politikere, at hvis de går i Fredericia AVISEN med deres historier, så kommer de ikke i deres avis. Det er ønsket om at beholde monopolet og det er skadeligt. I stedet kunne læserne nyde godt af flere aviser, flere gode historier – og ja – kvalitetsjournalistik fra flere sider.

Vi har været meget stille i denne debat, som vores lokale konkurrenter med foredrag, ord og ledere har påtalt – og det vil også fortsætte efter denne leder. Det er ikke fordi, vi ønsker, at det skal være det sidste ord for debat er godt, men det er bedre at fokusere på sig selv, og hvordan man udvikler sin egen forretning i stedet for at nedgøre andres forretning.

De gamle lokalaviser havde deres styrke i en anden tid, hvor det trykte medie på papir var det førende i landet. Nu er de væk, og det er de digitale og miljøbevidste medier, der har vundet.

Den falske indpakning er dog ikke til at tage fejl af. Hvis man er ejet af en mediekoncern, der skal tilgodese flere byer, og hvor ejerkredsen er helt andre steder, så er man kun lokal af navn, ikke af gavn.

/ADA

4 KOMMENTARER

  1. Det er jo en fristad, Og det afspejler pressen.
    Derfor kan borgerne faktisk bruge nyhederne her til noget for det er borgernes avis og borgernes nyheder, Der er ikke en i byrådet der redigere de nyheder og journalisterne censurer ikke sig selv for at få noget tilbage for det. Tak for Fredericia Online.

  2. Hvad med At gå ind i konkurrencen og udgive en trykt avis. Så kan I måske opnå de samme tilskud og få det offentlige til at købe abonnementer. Så vil det vise sig om befolkningen vil kunne lide det produkt, som jeres medarbejdere leverer. Jeg mener stadig at jounalister laver god og sober journalistik end medier, der benytter andre medarbejdergrupper. Det viser historien. Historikere kan vi ikke undvære, men de journalistiske dyder har de sørme ikke

  3. Den her avis er da langt mere læst end Dagbladet. De har langt flere følgere på Facebook. Og så er der ingen dobbeltbetaling, hvor vi først betaler for mediestøtten over skatten og så bagefter møder en betalingsmur. Man må ikke håbe de får nogle journalistiske dyder, for så vil artiklerne blive lige så overfladiske og useriøs mikrofonholderi som resten af den danske journalist stand hver dag viser. Alle der nogensinde har talt med en journalist ved, at de aldrig skriver eller bringer det, man har sagt.

Leave a Reply to Brian Magnussen Cancel reply