År 2020 har været et år, vi aldrig glemmer. Selvom mange vil betegne året som et “lorte år”, så har det været et år, der har fået det bedste frem i alle. Sammenholdet, fællessangen og sammenhængskraften har vist sig at være stærk, når alvoren gjorde nære syge eller restriktioner lukkede “det normale”. 

Vi har pustet ud flere gange, men vi er stadig forpustet.

I erhvervslivet frygtede man dommedag – værre scenarier end Finanskrisen, imens den røde Regering frygtede tabet af arbejdspladser. Hjælpepakker blev skabt i store forlig, og det ser rent faktisk ud til at have hjulpet, selvom regningen efterlades til kommende generationer.

Erhvervslivet kommer til at betale dyrt for de penge, der nu hjælper. Mange har dog klaret sig igennem uden hjælp. Og så må vi håbe, at 2021 bliver året, hvor Statsministeren og hendes populære parti, inddrager oppositionen mere i beslutningerne, for det er det eneste, vi har manglet. 

Mink, Mette, Inger og barnebrude kædes sammen. Politikere begår fejl, vil begå fejl, men den største fejl er nu engang, at man har så travlt med true med Rigsret og meget andet, inden noget er undersøgt. 

Fakta er dog, at et helt erhverv var dyreetisk udskældt gennem årtier, men pludselig med patosretorisk islæt et erhverv, der krævede selve Grundlovens beskyttelse. Alvorligt er det dog. 

Kulturen lukkede ned, så delvist op og ned igen. Den har været ramt, men den har også vist, at den er essentiel for mennesket. 

Jeg husker en Hugo Helmig-koncert – ja mange koncerter i Tøjhuset, hvor man ikke kunne høre, hvad musikerne på scenen forsøgte at sige, spille og tryllebinde os med. Kunsten var reduceret til baggrundsstøj, imens der blev ævlet løs om hverdagens trivialiteter. 

Alvorens lygte ramte Fredericia med et brag, da Fredericia Teater gik konkurs. Coronaen fik skylden, men det var ikke dens skyld. Døren blev smækket i med et brag, og køen ved håndvasken var stor, det politiske ansvar blev glemt, ingen kunne huske noget, bestyrelsesformanden kendte ikke til noget og direktøren fik skylden. Av, av og mere av. 

Økonomiudvalget mødtes igen og igen, nuvel er økonomien vigtig, men det bør være demokratiets 21 valgte, der ved det meste, beslutter det meste og deltager i det meste. Det øverste organ må aldrig blive et udvalg, det skal være byrådet. Derfor ser vi frem til mere åbenhed i 2021, selvom vi anerkender, at nogle beslutninger kræver diskretion. 

Et nyt teater genrejses nu, heldigvis. 

På samme teater oplevede vi koncerter, der gav livseliksir i en tid, hvor nærvær er en mangelvare. Jeg oplevede selv Carl Emil Petersen, Annika Aakjær med flere på Fredericia Teater, og det var noget helt andet. De blev ikke overdøvet af snakkende koncertgængere. Der var helt stille mellem sangene, magiens stjerner strålede da guitarstrenge eller stemmer fik liv. 

Festen var fed, rå og lige til, da Bülows Kaserne rockede med EventC. Fede måder at blive rocket lidt på. Kunsterne lavede fis med borgerskabet og dannede et “Kranknau” i Kanalbyen, imens Fredericia Kunstforening igen hentede flotte udstillinger til, selvom betingelserne for at skåle i champagne, spisepindemader og lytte til kunsthistorikere var svære. 

DLG flyttede ind i Erritsø, Taulov Dry Port kom på Europakortet og nye butikker åbnede. Natteklubber måtte udskyde åbningen, imens selveste SKAT fandt sin havn i Fredericias Port House. 

Skolebørn blev sendt hjem til fjernundervisning, gåture i skoven og timevis af film, imens gymnasieelever læste, festede og lavede mad sammen, og blev smittekilde nummer 1 i byen, men der var også lyspunkter, da studenter, elever og lærlinge sprang ud i livet. 

#SommereniFredericia bød på et væld af aktiviteter, der blev spillet bordtennis, fodbold, vippet, sunget i baggårde og hygget på afstand, imens byens strande og Kanalbyen blev populære destinationer, når livet skulle nydes og is skulle spises. Musicalstjernerne sang for byens turister i reklamefilm, imens Borgmesteren viste byen frem med den stolthed, som kun han kan vise fæstningen. 

Takeaway, web-handel, og me-too stod skrevet med stort. Politikere rystede i bukserne, kulturer blev debatteret og vi handlede lokalt. Innovative som handelsby, men spejderne måtte ikke være her, for efteråret kom. Smitten kom tættere på igen, tallene gik den forkerte vej, men så blev en brite vaccineret for åben skærm, det pustede liv i håbet. 

Borgmesteren fik nok af kritikken, gamle sager blev skrevet igen, som gammel vin på ny flaske, imens manglende viden og historisk indsigt gav en lammer til sporten, fordi en ellers velstillet elite fik nok, og råbte kejserens nye klæder uden selv at vide, hvor nøgne de var. Men der er koldt på toppen, når man ikke har et mål, som Shu-bi-dua og Michael Bundesen sang: “Hvad fa’en sku’ jeg egentlig her”. 

Visionerne skal findes – og vi er alle med. Vi skal se på løsninger, finde ideerne – og rette fejlene, men det er simpelthen for let bare at kritisere og at brokke sig, selvom det i kommentarfelterne blev nationalsporten for “tastaturkrigerne”.

Borgmesteren gav sin afløser kæden efter en tale af en rørt “Mor Bente”, imens alle ønskede tillykke og inviterede på kaffe, øl og samtaler. Fiskeren, 3F’eren og og faren er nu Borgmesteren.

2021 er et valgår i almindelighed, men det er i særdeleshed et håbets år. 

Ofte sætter man ikke pris på det, man har, før man mister det. Håb, frihed og tilbagevenden til det normale – med et ønske om, at vi tænker længere end bare hamsterhjulet. Smitten var en test, men større endnu er vores fremtid, klima og livsgrundlag. 

Hvorfor, hvorfor ikke og hvornår. Frem med mørkelygten.

Her på AVISEN har vi haft et rekordår med millioner af læsere og seere. Vi flyttede i Pontoppidans Riddergade, hvorfra redaktionen dagligt skriver, filmer og taler med borgere fra hele Regionen. Det arbejde vil vi fortsætte i 2021 og sammen med jer udvikle nye formater, der fortæller historierne fra egn.

Rigtig godt nytår 

ADA

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer