For nylig kunne Fredericias erhvervsfolk samles til nytårkur i Fredericia Teater, hvor borgmester, Jacob Bjerregaard, sammen med erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer og formand for Business Fredericia, Bent Jensen, kunne fortælle en eventyrshistorie om hvordan Fredericia er – ikke kravlet – men har taget tigerspring op af erhvervsbarometeret over erhvervsvenlige byer i Danmark.

Sandt skal være sagt, og vi har skrevet meget om det, og dækket det hele: Fredericia har været inde i en kolossal boom-periode under Bjerregaards og det samlede byråds regeringsperiode. Det fremhævede Bent Jensen også i sin tale, nemlig det unikke at byrådet samarbejder og går i den samme retning, uanset politisk ståsted.

Fremdriften er helt sikkert et resultat af den politiske linje hos byrådets medlemmer. På mange måder vækker metoden minder om genrejsningen i det amerikanske samfund i 1930’erne, hvor den amerikanske præsident Roosevelt i løbet af en kort årrække genskabte troen på økonomien, mulighederne og skabte arbejdspladser over hele landet. Metoden er egentlig simpel nok, nemlig at gennemtvinge investeringer i fornyelse og udvikling, fjerne forhindringer og stå fast på en lagt kurs.

Det særlige trick som vores socialdemokratisk ledede kommune mangler at udføre for at tryllekunsten er gennemført, er dog den vanskeligste. Der er fortsat en mindre gruppe mennesker omkring os, der falder igennem og som ikke er med i hverken fremdrift, opsving eller fornyelse. De kan være syge, have dårlige økonomiske vilkår eller af andre grunde være ude af stand til at klare sig.

Det har været en af vor tids største udfordringer at finde løsninger på de problemer. Reform efter reform har haft målsætninger, der ikke er blevet indfriet. Samfundet bruger enorme ressourcer på at kontrollere en forholdsvis lille skare af mennesker. Det samme på at tænke over hvad man skal gøre ved dem. Stressfaktorerne i forbindelse med den manøvre er for en del meget store.

Det er ingen hemmelighed at alt for mange sagsbehandlere i det offentlige mangler tid og muligheder for at hjælpe. Her kunne tryllekunsten fra Bjerregaards hold fuldendes, hvis Fredericia blev en foregangskommune for nytænkning indenfor det betændte område med jobcenter, sygdom og sociale problemer. Det hjalp så ikke at forvaltningen fornylig viftede en rød klud for øjnene af hele byens udsatte ved at skaffe en ny lægekonsulent, hvis renomme rejste en storm på få dage. Det slap man så af med igen. Men handlingen vidner om at Fredericias politikere bør sætte kursen nu, for det var en kraftig advarsel om, hvor skrøbelig freden er, hvis der ikke arbejdes på at få de svageste med ind i lokalsamfundet.

Det er allerede sket med initiativer som Code of Care, hvor erhvervsfolk aktivt beslutter at byde ind. Det er befriende at høre, hvordan der rent faktisk bliver talt om at få givet folk en chance. Nogle virksomheder skamroser også bæredygtige projekter, bæredygtige bundlinjer, taler om CSR og andre buzzwords, men i virkeligheden får de billig arbejdskraft med kommunale midler fra en gruppe borgere, der har det svært.

Kommunen italesætter også med samarbejdsaftalen, at når de letter skatten, så skal virksomheder ansætte og efteruddanne medarbejder i byen. Det er dog komplekst, og selv franske filosofer river sig i håret, når begreber som borgerløn tænkes ind. Det er svært. Men kommunen bør også gå forrest selv. Hvor mange opgaver bliver der udført i Fredericia af borgere på kontanthjælp og via jobforløb? Og er der nogle af disse opgaver, der kunne udføres som almindelige jobs, fremfor som noget kontanthjælpsmodtagere skal udføre?

Det er naturligvis et frækt spørgsmål, men her går det altså godt. Så måske kunne vi starte nytænkningen indenfor det offentlige, ligesom det sker indenfor erhvervslivet i denne tid.

https://www.ibc.dk/nyheder/infomoeder-paa-ibc/

Leave a Reply