Det blev en ren gyser for de folkevalgte i Fredericia, da nyheden om endnu et underskud i Fredericia Teater skulle forklares. Denne gang et 20 millioner tårnhøjt underskud – og på trods af tilsvarende store kommunale tilskud.

Teateret er politikernes elskede, men samtidig også uartige barn.

Der er næppe tvivl om at mange borgere i Fredericia er stolte af, at byen har et teater der formår at levere høj brandingværdi og national succes. Ligesom teateret igen og igen bliver fremhævet positivt i alt fra båltaler til middagsborde. Mange borgere har også haft glæden af at se forestillingerne, der er udført med stor professionalisme og underholdningsværdi.

Man har i Fredericia rost teateret så meget, at det efterhånden virker forkert, hvis det går den modsatte vej. Men med sidste uges gigantiske selvmål fra bestyrelsen i Fredericia Teater, lader det til at lokalbefolkningen har fået nok, og ikke længere vil være med til at uddele gummichecks til projektet. Kunst eller ej.

For Fredericia Teater lader til at have en problem. Økonomien følger ikke med succesen, og det på trods af massiv tocifret millionstøtte fra kommunen, der har kunnet se en positiv udvikling i bylivet, restaurationer og turister. Men med et nyt underskud på mindst 20 millioner kroner, samt afskedigelsen af mange medarbejdere, er det svært at tale udenom problemet:

Hvorfor budgetterer man med forventet salg, der viser sig at være baseret på medvind på cykelstien, sommeren i København og massiv tro på egen succes, når regnskabstallene i syv ud 11 regnskaber har været røde?

Fredericia Teater, Borgmester, Fredericia Håndbold Klub/FHK og FC Fredericia.
Annonce

Nu brager balladen derudaf, og det kommer ikke til at gå stille af sig rundt omkring i stuerne. Vi er efterhånden kommet ud i noget, der ligner den klassiske “hvorfor skal vi betale for Kongehuset”-debat. For få betvivler markedsføringsværdien af både Fredericia Teater og Kongehuset.

Det er nødvendigt for en kritisk presse at berette om kritiske forhold. Og kommunens forhold til Fredericia Teater er blevet stærkt kritisabelt, da man har garanteret for et lån for at teateret kan drives videre. Det betyder i al sin enkelthed, at hvis det går galt, så skal fredericianerne betale hele regningen. Det betyder ikke, at hovedsponsor og bankforbindelse, Arbejdernes Landsbank har lavet en god aftale, for jeg er sikker på, at banken vil komme i massiv modvind, hvis de virkelig gjorde krav på kommunale skattekroner. Det vil i alt fald kræve en god portion krisekommunikation, at en bank tager hårdttjente skattekroner.

Netop fordi det er mange skattebetalte midler, skal der være fuldstændig styr på symptom og behandling. Det har der ikke været, for borgerne er svært utilfredse med at teateret vil lave forestillinger i andre byer for fredericianernes penge. Det er svært at argumentere for at Fredericia får flere mennesker til byen, fordi man spiller i København. Det gælder også selv om forskere, kalder det et mirakel, hvad Fredericia Teater og Søren Møller har skabt. Det er ren magi – Disney-magi, men magien koster og det skal politikerne være klar til at stå på mål for. Det har tidligere kostet SF’eren Jane Findahl dyrt.

Økonomien holder ikke, og det ser ud til at de lokalvalgte har indset det.

Men spørgsmålet er nu om Fredericia Teater kan indhente det tabte. De økonomisk dårligst stillede borgere i byen har ikke råd til at gå til en forestilling, der koster 2400 kroner for fire personer. Man kan med rette argumentere for at teateret er de bedrestilledes projekt. Så derfor har det moralsk og mediemæssig betydning, når man tildeler millionstore tilskud til noget, der så ovenikøbet giver endnu mere i underskud, end man lige har tildelt.

Skandalen er til at føle på.

Forklaringerne er mange, og de blafrer lidt i vinden. For naturligvis kan ingen opstille garantier for forventet billetsalg og stor succes, slet ikke på store satsninger udenfor byen. Den kommende tid vil vise om politikerne formår at tage forældrerollen til sig og få det uartige barn til at sætte tæring efter næring, eller om de vil risikerer at hele det fantastiske projekt falder til jorden i et hav af vælgervrede.

Jeg kender følelsen som Fredericia Teaters ledelse og bestyrelse må sidde med. Jeg har selv været direktør i en håndboldklub, hvor økonomien sejlede, og fortidens formænd altid ringede og fortalte, at man kunne låne pengene af kommunen, som senere ville “glemme” lånet eller købe store sponsorpakker. Jeg arbejdede fra 06.00 til 01.00 om natten. Jeg havde gode kolleger, og vi knoklede alle sammen fra morgen til aften. Vi slog Danmarksmestrene fra Kolding to gange på en sæson, og alle troede vi var en succes. Kort tid efter rykkede vi ud af ligaen. Så rykkede vi ud af 1. division. Jeg blev afsat. Vi gik konkurs. Alle talte om at rejse klubben på ny.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg følte mig ramt. Jeg gik til lægen. Jeg havde knoklet så meget, at jeg glemte mine skønne børn. Jeg elskede min klub. Jeg levede i min klub, men projektet var uholdbart, fordi økonomien aldrig var til det. Vi var mange, der kæmpede for klubben – og selvom mange ikke tror det, så var der i store perioder styr på økonomien, men de sportslige præstationer var altafgørende dengang.

Når jeg ser klubben i dag, så er den bygget på et stærkt fundament som klub og forretning. Det har taget år, og der har været mange passionerede folk med. Jeg selv har stået på sidelinjen og set på. I min tid var klubben uhomogen og der var for mange interne kampe mellem elite og bredde. Det gav uro, men dødsstødet blev i sidste ende økonomien, for erhvervslivet vil ikke kaste gode penge efter dårlige.

Når alt ovenstående er sagt, så ønsker jeg for Fredericia Teater, at lobbyarbejdet i København giver pote, og de nationale politikere ser på, hvor mange billetter Søren Møller og co. sælger og ikke mindst, at de kommer til Fredericia og ser, hvad man kan her. For sjældent har muligheden været større for at lave provins- eller med et grovere ord; “udkantsmagi”.

Men det uartige barn skal have nogle nye rammer, og de rammer kræver, at de folkevalgte tager ansvar og sætter sig for den økonomiske bordende.

/ADA

4 KOMMENTARER

  1. Få nu stoppet She Loves You i København, den vil sikkert også give stort underskud. Det havde ikke været nødvendigt med mine læserbreve om Fredericia Teater de sidste par år, hvis Hr. Møller og andre havde læst H.C. Andersens Konen med æggene
    Erik Møller Jørgensen

  2. Det er faktisk uartigt af Fredericia Avisen at skrive en artikel på nuværende tidspunkt, fordi de lokale har set at økonomien i Fredericia Teater ikke holdt.

    Det burde være opdaget meget tidligere, hvis man ikke havde så travlt med at lovprise Fredericia Teater og istedet for at præsentere den ene tale rækker efter den anden havde kigget på rækken af økonomiske tal, der skreg til himlen at det stod rigtig galt til med økonomien.

    Et tårnhøjt underskud på 20 mio. kr. er kun lidt højere end underskudstårnet på 19,6 mio. kr., som Fredericia Teater havde realiseret primo november 2019.

  3. Vedr. markedsværdien så savner jeg dokumentation på at den er så stor som nogle gør den til.

    Er det ikke noget man taler op igen ?, for fakta er,

    1) marketing og markedsanalyse uddannede, kender til begrebet “The Advertising Saturation Point”

    2) rigtig som der står i lederen, ingen kan lægge et budget og være 100 pct. sikker, netop derfor er Fredericia teater skrøbelig, da de ikke har et kapitalberedskab til en usikker branche, og det burde byrådet vide, specielt når man er nået op på 100 mill kr. i omsætning.

    2) Dem der vil teateret, altså dem der kommer der jævnligt, hvornår har de sidst set dåbsattesten?, næsten 2/3 af dem der går i teater i DK, er over 50 år, 80 pct er over 40 år.

    3) af dem der går i teater jævnligt, de gør det p.g.a. tradition, OG da kun 11 pct af de frekvente besøgende er i alderen 0-30 år, så burde alle alarmklokker ringe, 20 pct er fra 0-40 år.

    Nuvel Karsten Byrgesen vil presse de unge til at se teater via skolen, hvis man går tilbage til hans barndom, så svare det jo til, at tvinge unge til at bruge petroleumslamper i stedet for el lys, eller tvinge soldater til at bruge forladergevær og brevduer i telegrafregimentet.

    4) Demografisk er der jo totalt skævside, da flertallet af brugerne er velhavende.

    5) antal teaterbesøgende er stagneret og begyndende ned trend ses, hvorimod museumsbesøgende er steget kraftigt.
    Kilde: mediabroker 2015 og DS.

    Konklusion: teater verdenen går en grum tid i møde, for dem der kommer der, der er dådsattesten ved at udløbe, kendetegnet for dem er at de er født op med en tv kanal, for nogle var det sort/hvid fjernsyn, der var slet ikke de muligheder som de unge er født op med i dag, internet, smartphone, netflix, 100 tv kanaler osv.

    Dem der vil bygge et teater på havnen tænker ikke på de unge og de kommende generationer, at de unge om nogle år, kan stå med en kæmperegning hvis Kommunen skal stå som garant for lejen, teateret har også en stor demografisk slagside.

    Derfor skaber teateret strid i Fredericia, i stedet for at samle byen.

  4. Alt vedrørende sagen om Fredericia Teaters underskud på 20 mio. kr. fortæller en historie om ekstrem dårlig økonomisk styring, generel katastrofal ledelse og sidst men ikke mindst en kommune der gang
    på gang lefler for den såkaldte kulturelite og ikke mindst den“ fantastiske“ Søren Møller. Det minder
    efterhånden om et langt ego trip fra den herres side finansieret af Fredericias Kommunes borgere.
    Vores ældre medborgere, vores socialt udsatte, børn som voksne, vores handicappede i beskyttede boliger, alle grupper, der gang på gang bliver nedprioriteret når Fredericia Kommune skal finde besparelser af den ene eller den anden art må med rette stille sig spørgsmålet: Er Fredericia stadig BYEN FOR ALLE?
    Jeg tror nok at ovennævnte grupper kunne bruge nogle af de mange milioner, som en stor del af vores lokalpolitikere har “hældt“`i Fredericia Teater i de sidste år. Det er ikke længere “Breaking News“
    når vi gang på gang er vidne til en kommune og et teater der i den grad udviser en uhyggelig arrogance
    i omgangen med borgernes penge.
    Vanviddet kender ingen grænse.
    Gad vide hvad det næste bliver?

    Med venlig hilsen

    En skuffet og målløs borger

    Lars B. Hansen

Skriv et svar