I de 7 år Jacob Bjerregaard har fungeret som Fredericias borgmester, er det lykkedes ham at blive identificeret med titlen. Sagde man borgmesteren, mente man Bjerregaard. Sagde man Bjerregaard mente man borgmesteren. Han har fyldt i det offentlige billede, og det har været et begivenhedsrigt forløb, vi nu ser afslutningen på.

Socialdemokraterne overtog magten med et helt nyt ansigt i 2013. Godt nok var Jacob Bjerregaard blevet valgt til Folketinget med Fredericia som base, men det var det friske pust, der tog over da han stillede op til kommunalvalget. Efter balladen med Thomas Banke var det fredericianernes dom, at byen skulle have et nyt styre. Traditionelt havde byen haft nærmest kontinuerligt socialdemokratisk styre og som den industritunge provinsby ved porten til Jylland var det demografiske vælgerhav præget af en klassisk arbejdermentalitet.

Bjerregaard viste sig hurtigt at have helt andre planer for Fredericia end Socialdemokratiet Classic. Han indførte en ny ånd, hvor han talte imod det provinsielle og krævede visoner. For ham var det ikke godt nok at byen lå i den bagerste ende af de positive statistikker. Det var især erhvervslivet, der vakte hans interesse. Mulighederne for at udvikle byen, skabe nye arbejdspladser og tilmed smide en rød løber eller to ud over betonelementerne når lejligheden bød sig.

Se her, det går godt, sagde Jacob Bjerregaard. Han talte konsekvent Fredericia op, og kunne blive decideret sur på folk, der talte Fredericia ned. Han ville se mulighederne, ikke udfordringerne.

Som leder blev han kendt for at have to ansigter. Udadtil var han den samlende figur, der indgik forlig med fjenderne i de andre partier, samlede byrådet og sørgede for at stort set alle kom med foran målet og stå, når der blev truffet beslutninger. Men på bagsiden var han kompromisløs overfor forvaltningen, når han ville noget, og der skulle ikke være nogen slinger i valsen. Resultatet af denne dobbeltsidede borgmester var stribevis af erhvervsmæssige resultater, år efter år.

Bjerregaard blev populær i erhvervskredse. Mens virksomhederne byggede nye domiciler og flere nye virksomheder kom til Fredericia, blev han placeret i tunge bestyrelsesposter rundt omkring i Danmark, blandt andet i KL. Han segmenterede sin totale politiske dominans ved kommunalvalget i 2017, da Socialdemokratiet pulveriserede den blå blok efter de havde skændtes internt og satte sig på magten med et absolut flertal, uden at man skulle hente en eneste stemme udenfor partiet. Det blev også bemærket på Christiansborg.

På trods af denne magtposition og den enorme styrke Jacob Bjerregaard havde fået ved at hans personlige stemmetal hentede de fleste mandater hjem til sit parti, så valgte han at være storsindet overfor den blå blok. De blev inviteret med til festen, og der blev delt pladser og indflydelse ud. Til tider kunne man overveje om det politiske var det vigtigste for borgmesteren. Eller om han var mere interesseret i rollen som Matador. Hans glæde ved at skabe nyt og komme med de store navne, var ikke til at tage fejl af. Under hans tid voksede Fredericia på næsten alle områder. Bygninger skød op til højre og venstre, der var rejsegilder overalt, og man kunne tilmed fejre det med teaterforestillinger og et nyt byliv i centrum.

Det sidste år blev markant anderledes for Jacob Bjerregaard. Da sagen om Fredericia Teater rullede i begyndelsen af 2020, begyndte pilen for første gang at pege den forkerte vej for borgmesteren. Det blev begyndelsen til enden på en politisk karriere i Fredericia, der var blevet identificeret med Bjerregaards tryllepulver, hvis magiske evner fik alt til at vokse og de vildeste ting til at ske i en ellers gennemsnitlig provinsby i Danmark.

Det bliver svært for socialdemokraterne at fylde skoene efter en politiker, der har siddet så tungt i sadlen. Men han har efterladt sig et fundamentalt nyt erhvervsliv, store virksomheder har etableret sig og en massiv tro på mulighederne for byen midt i Danmark. Socialdemokraternes udfordring bliver at forholde sig til oppositionens kritik af og påstand om at embedsapparatet under Bjerregaard er blevet en indelukket og selvretfærdig størrelse. Sågar har Viceborgmester Susanne Eilersen talt om et demokratisk underskud. Stemningen på rådhuset vil være tyk af spekulationer og rådvildhed.

Den nye borgmester overtager et embedsapparat, der under Bjerregaard har skaffet sig mange modstandere og kritikere, og hvor den førte kurs oftest er blevet identificeret med magtfuldkommenhed af oppositionen. Den afgående chef havde sikret sig loyalitet og slagkraft hele vejen gennem forvaltningen, der skulle føre hans visioner ud i livet.

Socialdemokraterne peger nu på Steen Wrist Ørts – et valg, der hilses velkommen hos oppositionen, men han får også sit at kæmpe med, måske ikke internt, men oppositionen er sulten efter magten efter syv år med Bjerregaard.

At sige andet end at Jacob Bjerregaard var en særdeles magtfuld borgmester, vil være løgn. Det er det store tomrum, der nu skal fyldes.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer