Lørdag formiddag kom det frem, at der er indgået et valgforbund mellem de borgerlige partier i Fredericia. Det blev præsenteret på et pressemøde lørdag formiddag. Det er et spændende træk, at de borgerlige partier nu har fundet fælles fodslag. Det er lidt første udkald til en samlet borgerlig kamp mod det røde styre.

Valgforbund kan sikre et mandat. Ved det seneste kommunalvalg var der en del spildte stemmer i Fredericia Kommune, fordi der ikke var indgået de strategisk bedste valgforbund. Men hvordan gør man så det; altså indgår det rigtige valgforbund?

Valgforbund er rent teknisk en betegnelse for et fællesskab hvori alle “spildte” stemmer på et parti går til en fælles pulje. Altså hvis Venstre får stemmer til 4,5 mandater, så taber de det  femte mandat, hvis ikke de i valgforbundet kan hente det resterende halve mandat. 

Sidste år var der en del splittelse i den borgerlige fløj, hvor der gik stemmer tabt. Det havde ikke ændret på magtbalancen i Fredericia Byråd, for Socialdemokratiet leverede som bekendt et historisk flot valg.

Venstre, Konservative, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne har fundet et fælles fodslag. Ikke omkring en bestemt politisk retning, men snarere et fælles fodslag om at tage så mange mandater fra de røde som muligt. 

At lave et valgforbund er ikke nødvendigvis lige til. Det kan koste med ganske få stemmer, se bare SF der måtte give mandatet til Enhedslisten med en ganske lille margin mellem de to partier. Men uden valgforbundet mellem de røde partier, ja så havde mandatet endt på den anden side af den politiske midte.

Når man laver et valgforbund er der mange tanker der skal tænkes. Normalt er det lettest at gøre med partier der ligner ens eget. Lidt som det er tilfældet her. Folk havde nok undret sig en del hvis man havde taget eksempelvis SF med i et borgerligt valgforbund. Dette selvom SF og Konservative, eksempelvis, har fundet en række fælles fodslag som partierne udenfor byrådet. Ja de har sågar kaldt sig for opposition til byrådet.

Men hvad betyder det så, at de borgerlige partier har fundet hinanden? Det er, som beskrevet, en melding om kamp. De overgiver sig ikke frivilligt. Der skal samles alle de borgerlige stemmer sammen som muligt – og de må ikke gå til spilde. Det er nok især den sidste del der samler partierne.

Hvad nu Karsten? (Foto: AVISEN)

Venstres Kenny Bruun Olsen har flere gange når man taler politik, valg og andet fremhævet, at der ved Folketingsvalget var flere borgerlige stemmer i Fredericia end socialdemokratiske. Det er den chance man nu løber efter. Ikke bare let løb, men fuld spurt imod de mange borgerlige vælgere der faktuelt findes i Fredericia – i hvert fald på den landspolitiske scene, for forskningen viser også, at der er forskel på hvad man stemmer lokalt og nationalt. 

For hvor stemmerne sidste gang kostede dyrt, fordi der var mange spildte stemmer – så står man nu sammen med den fælles mission der handler om at begrænse Jacob Bjerregaards flertal mest muligt (og ideelt helt tage magten fra ham).

Det er en samlet blå blok der blæser til kamp. De giver alt de har. Det er spændende, men enddog forventeligt. En bekendt skrev til mig, at det er vildt med et fællesskab taget historien mellem partier i betragtning. Men historien vil samtidig vise, at det er for dyrt at lade være. De står stærkere sammen end hver for sig.

Det her giver en ekstra dynamik til valgkampen. Det er startet tidligt, der er allerede nu sat fart på. Bilen er i 6. Gear allerede. Kan de holde kadencen? Jeg glæder mig til at se hvordan dette valgforbund påvirker resultatet. For der er ingen tvivl om, at et valgforbund magen til dette ville have ændret på byrådets sammensætning efter det seneste valg.

Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Anonnym
Anonnym
1 måned siden

kan SF, Alternativet, Radikale, Enhedslisten og miljø og velfærdslisten finde ud af noget af det samme ?