I morgen starter skoler og uddannelsesinstitutioner op i Fredericia efter en lang og tung pause, hvor hele samfundet har været i Coronavirussets greb. Det har været og er fortsat diskuteret meget, hvordan samfundet skal håndtere krisen. Der er på mange måder også gået politik i det hele.

Når tusinder af fredericanske børn og unge i morgen sætter sig op på deres cykler, i bussen eller ind på bagsædet af forældrenes biler, sker det på et meget usikkert tidspunkt i den danske historieskrivning. Siden marts måned hvor samfundet lukkede ned og søgte at beskytte sig selv mod coronavirusset, har vandene været delt i befolkningen. Til gengæld er håndteringen af virusset på verdensplan en hamrende katastrofe, der ikke kan diskuteres. Arbejdspladser er tabt og mange mennesker er endt i nød. I Danmark har vi indtil videre haft ressoucer nok til at yde økonomisk hjælp til virksomhederne, men der er næppe midler nok til at gentage en så samfundsøkonomisk dyr redning.

For børn og unge kan det hele virke noget akavet. Og hvad går det hele også ud på. For dem er verden endnu ikke opdelt i kapital og arbejde, og desuden skal forældrene klare opgaverne for dem. Skolerne er deres fundament og hverdag. Her henter de fællesskabet og indlæringen. At få besked om at holde afstand og undgå fester er for unge ingen indlysende handling. Det er jo en af grundene til, at man har ansvarlige voksne, der skal træffe beslutninger. Fortalt på den måde at hvis man sagde til børn, at de kunne spise alle de is de ville fra fryseren, ville de nok få ondt i maven.

Coronakrisen er endt i en moraldebat. Den afslører hvor meget magt betyder i samfundet, og hvor mange der har lyst til at få magt. De mest bizarre regler er blevet til morsomheder og stående jokes, når embedsfolket og politikerne har kastet sig ud i barnepigepolitik. Kendsgerningen er dog, at der er en dybt alvorlig baggrund for vanviddet. Efter de første 6 måneder af pandemien står det fast, at de skråsikre og arrogante pyt-med-det-er-bare-forkølese er sendt til tælling, for selv raske mennesker kan få langtidsmen efter en overstået infektion. Vi står kun ved begyndelsen af den videnskabelige forklaring på, hvor alvorlig en virus der er tale om.

Dog ved vi at den er ekstremt smitsom.

I stedet for at alle kaster sig ud i at være selvbestaltede videnskabsfolk, inklusiv politikere, er vejen frem bygget på forsigtighedsprincippet. Det er nemlig det eneste der virker, når man ikke ved, hvor stor faren er forude. Princippet er blevet brugt i marts måned, og det fik hurtigt resultaterne til at vælte ind. Antallet af smittede faldt til overskuelige størrelser.

Som forventet ville lempelserne og de halvkomiske og politikerskabte “faser” ændre på det i samspil med sommerferien. Det er nemlig ikke sådan, at man bare lige sådan kan tage fadøllen og sandalerne fra danskeren. Man skal heller ikke vove at pille ved traditionerne. Det er særdeles upopulært. Men som Statsministeren på almoderlig facon fik formidlet med en tør embedsstemme, så var det jo frihed under ansvar nu. Måske er der heller ikke nogen anden vej frem. Vi står nemlig foran afgrunden, hvis virksomhederne ikke kan blive drevet. Der er brug for at markedet fungerer, for hele vores samfundsmodel er bygget op omkring markedet:

Ingen har lagt til side til de 7 magre år.

Alt dette er nu ligegyldigt for børnene, for de har også savnet deres fællesskab. Sjældent har man set så mange forældre beklage sig over at skulle passe deres egne børn, som under coronakrisen. For hvad gør man når skolerne lukker. Og når man er vandt til at kunne aflevere dem et eller andet sted, mens man selv passer arbejdet. Altsammen en del af den måde vi har indrettet os på, og som gør os meget ufleksible. Vi er dybt afhængige af velfærdsstatens infrastruktur, og det er blevet udstillet en gang og for alle.

Er det nu også sikkert at sende alle de her børn og unge ud i store skoler og institutioner? Hvis antallet af smittede er lav, er risikoen tilsvarende lav, må man formode. Det er her, hele problemet ligger. Om vurderingerne er sandfærdige eller ej. Og det beror i sidste ende på om man tester forsvarligt og nok, samt om folk selv holder styr på deres adfærd. Efter rejser og ferier rundt omkring i Europa er flere vendt tilbage, og risikoen for at gentage fejlene fra februar 2020 er tilstede. Spørgsmålet er om vores lands ledelse har lært af fejltagelserne og fået styr på sundhedsapparatet i den mellemliggende periode. Det er trist at man skal spørge på den måde, men sandheden er at der blev sagt mere end rigeligt, der viste sig ikke at holde stik. Til gengæld har man nu en befolkning, der ved alt om håndsprit.

Lad os håbe det kommer til at gøre en forskel.

Når børnene og de unge alligevel starter op i morgen, skal det være en god dag for dem. For mange er det første gang, de skal i skole. Vi skal passe på dem i trafikken. De første skridt ind i fællesskabets rækker sker i denne forunderlige tid, der også på mange måder har mindet os om, at selv små ting kan betyde noget. Mennesker er ikke skabt til at sidde alene. Børnene har også brug for at kunne bevæge sig og lege, de har fortsat fantasien og den er godt tjent med at blive brugt.

For os voksne er det tid til at tage fat. En tid der kræver at de ansvarlige går forrest. Godt nok er der mange umodne mennesker, der ikke regner hverken afstand eller sprit for noget, men de er ikke i flertal, og vi kan fortsat sætte en kurs som medmennesker. Lige nu kan man frygte at det ender med at blive meget lang tid vi skal leve med coronavirusset. Måske vil det kræve fundamentale samfundsændringer. Allerede nu er mange i stand til at arbejde meget mere hjemmefra, og mange virksomheder vil benytte sig af det for at minimere risikoen for at blive ramt af lukning.

Vi skal omfavne mulighederne og hjælpe hinanden. I morgen skal vi hjælpe børnene og de unge med at få en god første skoledag. Vi har brug for at være i stand til at fungere som samfund, og de næste 6 måneder vil vise om det har været muligt at inddæmme coronavirusset og indføre effektiv kontrol og opsporing, så smittekæderne hurtigt kan brydes.

God sensommmer.

Leave a Reply