Forside FC Fredericia Leder: Det må ikke ske på det her niveau

Leder: Det må ikke ske på det her niveau

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

FC Fredericia brændte to straffespark og glippede dermed sejren mod Nykøbing. Selvom holdet efterfølgende forsøgte at pakke det ind, må man ganske enkelt ikke brænde to straffespark på det her niveau.

Kynisme og det at stå i en presset situation er ikke noget man kan træne sig til, men at man to gange i samme kamp kan formå at brænde straffespark er lidt af en gåde.

Jonas Dal fortalte til mig efter det uafgjorte opgør, at det ikke kun var de brændte straffesparks skyld. Korrekt, Christian Ege, Jacob Buus og Uzo havde også nærgående forsøg, men et straffespark er en helt anden situation og man skal ikke forsøge at pakke det ind med, at der blev brændt andre chancer.

Når alt det er skrevet er Nykøbing-kampen en, som FC Fredericia i sidste sæson ville have tabt. Indsatsen i første halvleg var ikke prangende, men det var anden halvleg til gengæld.

Mathias Gertsen spillede en stor halvleg som kreatør og kronede det selv med det udlignende mål. Gertsen er virkelig som forvandlet fra sidste sæson, og han er pt. en af de første spillere på Jonas Dals holdkort, og Dal må have noget af luksusproblem, når Dennis Høegh er klar igen. Høegh har i de seneste sæsoner været selvskreven på holdkortet, men med Gertsen, der sprudler, skal Høegh kæmpe hårdt for at komme tilbage på holdet.

Til gengæld skal defensiven kigges efter i sømmene. Det så ikke overbevisende ud det, som FC Fredericia-defensiven foretog sig mod Nykøbing. Med Mathias “Malte” Johannsen tilbage i midterforsvaret ved siden af Erik Nissen var det ellers ventet, at der ville komme mere ro på, da “Malte” er naturlig midterforsvarer. Effekten af det udeblev, da der ved flere lejligheder var usikkerhed at spore. Det kan få Jonas Dal til igen at overveje om Christian Ege er løsningen i midterforsvaret, når alle mand igen er til rådighed.

Nu har FC Fredericia tre træningspas, hvoraf det ene er restitution mandag, før det går løs i Skive, og der skal der trænes skarphed over en hel kamp. Kampen mod Nykøbing var som nat og dag , og det er ikke holdbart.

Og mon ikke også der skal trænes straffespark i ugens løb. For ligemeget hvordan man vender og drejer den, må man ikke brænde to straffespark på det her niveau, hvor fodbold er levebrød for FC Fredericias spillere.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia
DEL