Ved det kommende kommunalvalg den 16. november er det borgernes tur til at give deres mening til kende. Vi kan se på vores meningsmåling fra Voxmeter, at rigtig mange af seniorerne stemmer på Socialdemokratiet. Det har de gjort, historisk, og det vil de sandsynligvis også gøre igen. Partiet har defineret Fredericia gennem hele det 20. århundrede. Byen har været en ærke-Socialdemokratisk by, så længe nogen kan huske.

Denne gang tyder det på tæt kapløb mellem de to blokke. Socialdemokraterne betaler en pris for den dårlige omtale, men de har skiftet deres frontmand ud, og den nye borgmester er af den beskedne slags. Det klæder ham naturligvis. Midt i det politiske spektakel som en valgkamp er, så er det godt at minde vælgerne om, at deres stemme betyder noget. Uanset hvilket parti man stemmer på, kan man være med til at definere kursen, der sættes.

Selvom Socialdemokratiet atter skulle sætte sig forrest i ledelsen af Fredericia, er det vigtigt at byens magtapparat påbegynder en kulturforandring. Med så stor en offentlig sektor som vi har i Danmark, er det svært ikke at se de mange medarbejderes indflydelse på valgene. Og som mange andre stemmer folk også af egen interesse, ikke nødvendigvis kun politisk overbevisning. Det alle dog burde kunne enes om er, at et godt samfund er kendetegnet ved, hvordan det behandler sine svageste borgere.

Dem har vi mange af i Fredericia. Generationers slid i industribyen Fredericia har efterladt en stor generation af plejekrævende medborgere. De fortjener den bedste pleje og omsorg. De har gjort deres for samfundet og investeret deres liv i at bygge den velfærd op, som mange i dag tager for givet. Om ikke så frygtelig lang tid er det ”Beatles-generationen”, dem der var unge i 1960’erne, der begynder at rykke ind i de allerældste rækker. Det er en betydelig vælgergruppe. Hvor mange har travlt med at tale på de ældres vegne, så er den generation ikke vant til bare at få besked. De kan og vil, med al sandsynlighed, stille krav til deres egen tilværelse.

Det kommende byråd har en oplagt chance til at definere et nyt Fredericia. Her kan man med held starte med at slå fast, at fortidens synder skal frem i lyset. Det gælder ikke mindst på det store og krævende område for de ældste medborgere. Vi kan ikke være bekendt at snyde på vægten overfor de ældste medborgere. Hverken når det gælder den daglige kontakt med andre mennesker, eller den værdighed de fleste mennesker ønsker at bevare. Uanset hvilken pleje man tænker er den bedste, så bør medarbejderne have de bedste ressourcer og den fornødne tid til deres jobfunktioner. Det er ikke tiden til at fortsætte de kroniske rationaliseringer, effektiviseringer og alt det andet man plejer at diske op med, når dyre velfærdsområder skal administreres. Det man som ældre medborgere oftest har mest brug for i hverdagen er tid fra omgivelserne. Vi kan ikke være bekendt at ældre medborgere har en udsigt til en skraldespand, eller skal vente i evigheder på at nogle har tid til at snakke med dem.

Dermed ikke sagt, at det altid er sådan. Men dermed sagt at det ikke må være sådan. Vi bør stræbe efter at skabe en kultur, hvor respekten for de svageste borgere er vores første prioritet. Livet er nu engang sådan, at vi starter med ikke at kunne gå, og for de fleste ender lidt på den samme måde. De ældre medborgere kan ikke længere det samme, som de kunne før. Vi kan ikke være bekendt at være ligeglade, og de fleste af os vil gerne være med til at støtte dem økonomisk og praktisk via fællesskabet.

Den opgave har vi i det moderne samfund uddelt til fællesskabets repræsentant, det offentlige. Og alene den digitale udvikling har efterladt mange ældre parkeret. Det er for dårligt. Vi kan gøre det bedre. Når det kommer til den praktiske håndtering af ældres behov for pleje, så må det offentlige tænke som om, det var deres eget hjem eller deres eget behov. Hvis man samtidig kræver at alle yngre mennesker er til rådighed for arbejdsmarkedet, får masser af børn, er produktive og aktive borgere, bliver det svært at nå de ældste medborgere.

Det er en skam.

Men det retfærdiggør ikke, at de ældste medborgere bliver ensomme, glemte eller underprioriteret. Derfor må det nye byråd kunne arbejde på at gøre Fredericia til et skoleeksempel på respekt og inddragelse, omsorg og varme, til de ældste borgere i blandt os. Vi må kunne sætte tårnhøje krav til måden, systemet er indrettet på. Vi må være kritiske, også overfor vores egne fordomme, så vi møder de ældste medborgere – og de møder os – på en god og menneskelig måde.

Ikke mindst socialdemokraterne, der høster store dele af deres stemmehav blandt denne borgergruppe, kan være med til at nytænke Fredericias engagement på området.

Skriv en kommentar