For 75 år siden kunne danskerne fejre afslutningen på flere års besættelse af Danmark. Tyskerne havde overfaldet landet og hensat Danmark til en mørk og dyster tid med isolation, sparetider, rationeringer og undergrundsarbejde. Dengang havde vi under besættelsen, i de første år, en samarbejdsregering, der med socialdemokratisk ledelse forsøgte at mildne konsekvenserne af krigen og besættelsen. Det betød mange upopulære beslutninger.

Trekvart århundrede senere er vi atter besat. Grænserne er lukket og lufttrafikken er stort set indstillet. Regeringsapparatet har fået usædvanlige beføjelser, og partierne har indledningsvist samlet sig omkring den socialdemokratiske mindretalsregering. Chokket var for mange danskere stort, da Mette Frederiksen den 11. marts 2020 som regeringsleder indførte de voldsomste indgreb i nyere tid mod civilbefolkningen.

Indgrebene har indskrænket vores bevægelsesfrihed. I de seneste uger har vi fået historier om bødeblokke og forargede blikke, når danskere ikke har udvist den store forståelse for begrænsningerne. Debatten har nu raset længe. Lejrene er stort set opdelt i klassiske grupper, der rummer alt fra “vi skal allesammen dø alligevel”-gruppen til “hvem gider undvære is for en fed, gammel mand”-gruppen. De fleste befinder sig dog i midten. Et sted hvor myndighedernes frem og tilbage kommunikation har efterladt dem relativt opgivende og uden tro på nogle informationer fra den kant, i det hele taget. Ihvertfald lige indtil der kommer endnu et kursskifte.

Dem har der også været mange af.

Det som vi måske kan lære af befrielsen, er glæden ved at kunne færdes frit. Med udgangsforbud og mørklægning var den danske befolkning under besættelsen nødt til at acceptere, at de ikke havde frihed. Denne forkætrede frihed der gør os til mennesker, når vi efter vores eget ønske gør det, vi gerne vil gøre. Under coronakrisen har vi kunnet opholde os nogenlunde hvor vi ville, sålænge det ikke var i forsamlinger. Gadebilledet har dog været præget af rigeligt med eksempler på, at der ikke nødvendigvis er enighed om hvad en forsamling er. Paradokserne har også stået i kø. Man kan ikke forsamles til en familiefest, men man kan godt forsamles i Rema 1000, Netto, Fakta, Aldi, Brugsen og så videre. “Vi skal jo handle ind”.

Nå ja. Så er der også genbrugspladsen. For hvad skal vi gøre af alt det affald? Ikke mindst når man kan rende rundt i haven i forårssolen og klippe græs, hæk og busk i timevis.

Indtil videre er coronakrisen den rene luksuskrise, sammenlignet med besættelsen. Dengang kunne man tale om at mangle noget. Den socialdemokratiske regering har siden de første uger af krisen stået i spidsen for en gaveregn til nødlidende virksomheder, der efter disses udsagn i den sidste ende alligevel – for mange – ikke var hjælp nok. Arbejdspladserne er på vej til at forsvinde, men forrådskammeret og kreditværdigheden ser ud til at holde noget tid endnu.

Kredit bliver der nok brug for. Ingen kender den verdensomspændende krises reelle omfang, før de økonomiske konsekvenser kan ses i bakspejlet om nogle år. Men det virker ikke sandsynligt, at vi vil kunne genoptage de samme forbrugsmønstre fra den ene dag og til den anden. Der har måske været 7 fede år, men er der lagt noget til side til de syv magre? Bankerne er velpolstrede. De har skullet gøre noget ved sig selv, efter at de i 2009-2010 stod med hatten i hånden “too big to fail” og fik gaver fra staten. Men hvad med virksomhederne?

Virksomhederne skaber arbejdspladser. Arbejdspladserne skaber skatteindtægter fra borgerne. Borgerne skaber forbrug. Forbruget skaber efterspørgsel. Efterspørgslen skaber virksomheder.

Så er hamsterhjulet nogenlunde defineret.

Tilbage står vi med den menneskelige side: Danskere er døde. Danskere har kæmpet på sygehuse. Både for at klare sig og for at kunne behandle. Vi var næppe godt forberedt. Hverken på masker, kitler, kapacitet eller sindelag. Men det var der heller ikke mange andre lande der var. Selvom man udmærket kunne have vidst, at der før eller siden ville dukke en epidemi op. Ligesom man i 1930’erne udmærket vidste, at der var en storkrig under opsejling. Det stod lysende klart for de europæiske politikere, da Den Spanske Borgerkrig brød ud og gigantiske bombetogter smadrede de spanske byer. Det blev skrækscenariet. Datidens Harmageddon. Dommedag. En frygt der blev så udtalt, at man ville have freden for enhver pris. Det fik man også. En fred med Hitler, som han brød, da Tyskland invaderede Polen i september 1939.

Afsavn, mangel og lidelse. Men fremfor alt utryghed. Vi er blevet taget fra vores trygge hverdag af forudsigelighed og ind i et mareridt af utryghed og en usynlig fjende. Vi er kommet helt derud, hvor selv vores børn, søskende eller forældre kan være smittebærere eller vi kan smitte dem. Vores afstand er en prøvelse, der slider på de menneskelige værdier og principper. I vores nærmeste familie giver de fleste af os op, fordi vi ikke kan eller vil undvære.

Sådan har Danmark udviklet sig under besættelsen af coronavirus. Når vi i aften markerer de 75 år, så var det alligevel ikke så lang tid siden. Vi kan godt tænde lys i vinduet, og mindes dengang. Nu med erindringen om vores generations prøvelse og den indre krig vi må føre, fordi der er langt mere vi ikke ved om coronavirus, end vi ved, og fordi det vi ved, nok er noget andet imorgen.

Mon ikke det er det, man vil huske coronakrisen for om 75 år.

For mange fredericianere er d. 4. maj dagen, hvor minder kommer frem. Dette gælder blandt andet for Benny Grarup, der har sendt følgende til Fredericia AVISEN:

Foto: Benny Grarup

I foråret 1945 forlod min far Julius “Julle” Grarup Taulov Station, i rask trav via udgangen i een gavl, medens Gestapo gik ind og spurgte efter ham via døren i modsatte ende..

Han slap væk, sabotøren! Tre ud af Taulov-gruppens seks medlemmer gjorde ikke.

Derfor er hans navn ikke hos kammeraterne på stenen, og derfor er jeg her i dag.

Kun taknemmelighed (og en smule stolthed) er det 4. Maj altid rummer.

Foto: Benny Grarup

Skriv et svar