Laura Mo optrådte i fredags i Tøjhuset overfor et relativt beskedent publikum på ca. 130 fredericianere, der havde fundet vej trods fredags-konkurrencen fra f.eks. ”Vild med dans” og en løvsommerlun fredag aften.

Og de fredericianere der blev hjemme gik glip af en exceptionel god koncert, hvor Laura Mo og blot to musikere folk-rockede Tøjhuset helt og aldeles igennem som var det et 7-mands orkester.

Mit allerførste møde med dansk folkemusik falder nogenlunde sammen med den tid, hvor jeg stadig nu og da blev trillet rundt i klapvogn, og da Bjarne ”Cæsar” Rasmussen hittede med singlen ”Storkespringvandet”, hvis ”Ali-bali-ali-bali-bi”-omkvæd selv en et-årig udgave af undertegnede kunne synge med på. (Samme single havde den næsten lige så gode b-side ”Jorden i Flammer” som er en fremragende fordanskning af det internationale protestsangernummer ”Eve of Destruction” som amerikanske Barry Mcguire hittede med da protesterne mod Vietnam-krigen virkelig begyndte at tage fart i USA). Og siden da er min kærlighed til folkemusik i denne genre vokset gennem hele livet og har undervejs lukket kunstnere som Pete Seeger, Bob Dylan, Woody Guthrie og på danske breddegradder kunstnere som Trille, Pia Raug og Niels Hausgaard ind i mit liv med musik. Og fra i fredags er Laura Mo også kommet ind i dette fine selskab, og med rette som denne anmeldelse vil afsløre hvorfor.

Før Laura Mo kom på scenen var hendes manager Jens Ove Friis på scenen for at varme publikum lidt op og fortælle lidt om at kunstneren desværre var udfordret af hæshed og derfor var lidt på medicin for kunne gennemføre koncerten. Og ikke mindst for at reklamere for den salgsbod med vinyler og cder som han bestyrede i pausen og efter koncerten i receptionen til Tøjhuset.

Laura Mo kort før koncertbraget gik i gang (Foto: Stefania Andersen)
Laura Mo kort før koncertbraget gik i gang (Foto: Stefania Andersen)

Laura Mo entrede scenen solo og åbnede koncertens første sæt solo kun iført akustisk guitar og Stortromme (der lige så godt ku’ ha’ været en mundharpe på stativ om halsen som hos mine store idoler Seeger eller Dylan, for det fungerede lige så effektivt og godt).

Og åbningsnummeret ”En forårsdag i maj” fra hit-albummet ”Steppebrand” var en sand øjenåbner for mig der kun kendte nummeret ”Steppebrand” på forhånd fra min forhåndsresearch til koncerten. Og jeg kunne ret beset ligeså godt have siddet i 70’erne til koncert på Fredericia Bibliotek til koncert med Trille og Band eller til Pia Raug-koncert på Fredericia Teater i en koncert arrangeret af det legendariske ”Musik og Ungdom”. For Laura Mo vakte de helt samme følelser som jeg som ung teenager fik med disse danske musiklegender.  Inden hun gik i gang med første nummer havde hun advaret lidt om at hun var plaget af ondt i halsen og at hun var på halsspray og andet lindrende inden hun med vendelbohumor i bedste Hausgaard-stil varmede publikum op til første nummer, hvor bl.a. #metoo-bevægelsen fik en over nakken . ”En forårsdag i maj” gav mindelser om nogle af Trilles tidlige plader og med en underfundig humor og stilsikker tekst der tager kvinderoller og -idealer under kærlig og halvfilosofisk behandling i rammerne af Syndefaldet i Paradisets Have.

Og det var kun starten på en helt igennem fantastisk aften i selskab med nordjyden og hendes lille, men stort spillende, band ”De lovløse”, der efter den indledende solo entrede scenen og hurtigt var der gang i en indforstået og morsom nordjysk chitchat mellem Mo og de to ”Lovløse”; guitaristen Jakob Juul og trommeslageren Kim Bahnsen.

Med de to i ryggen stepede Lauro Mo op for både decibelniveau fra solo-singer-songwriter til folk-rock efter en fin introduktion til nummeret “Kelley Lynch” en hyldest til Leonhard Cohens tidligere manager, der blankede ham af og “tvang” legenden til at turnere igen.

Inden nummeret udtrykte Mo iøvrigt sympati for typer som Lynch i sangen og Britta i den aktuelle sag om svindel med midler fra Socialstyrelsen og foreslog i næsten Hausgaardsk stil at Danske Bank ved afvisningen af deres første bud på en ny direktør måske skulle ansætte Britta i stedet. Et forslag der udløste et latterbrøl i Pakhuset.

“Kelley Lynch” leveredes  med et finurligt herrekor og seriøs percussion og en lækker guitarsolo.

Nok var Mos stemme hæs og sygdomspræget, men Mos nordjyske accent klingede alligevel tydeligt igennem og overdøvede i mine ører hæsheden.

Resten af koncerten var en skøn blanding i to sæt af nyt og lidt ældre materiale og Mo bandt de enkelte numre sammen med finurlige historier og anekdoter der flere gange udløste højlydte grin og bifald.

Og hendes måde at bruge sin egen livshistorie på var absolut en vendelbo-entertainer værdig, og hvis hun en dag skulle blive træt af at spille Rednex-agtig pop-folk-rock kan hun snildt komme til at træde i de store fodspor efter Niels Hausgaard. For det har hun både musikalsk, tekstmæssigt og humoristisk potentiale til.

Og Laura, der til dagligt bor i Skørping, og ellers har boet i den nordjyske flække Tolne i en årrække, byen som “De Gyldne løver” udødeliggjorde med folk-klassikeren “Fru Jensens dreng”, er i mine øjne tæt på at fravriste både løverne og Hausgaard tronen som regent af folk fra Vendsyssel.

Og selvom hun kun er 4.generations vendelbo er jeg ret sikker på at hun snart sidder solidt i tronstolen som “toppen af poppen” indenfor nordjysk folkemusik, hvis ikke i tronstolen for hele Danmark indenfor folk-genren.

Udover de “kongelige” øjeblikke under koncerten, f.eks. om hvordan hendes kæreste i 2012 forlod hende indirekte til fordel for Hansi Hinterseer, eller hvordan hun forgæves har forsøgt at lægge tobakken på hylden stod der musikalsk set følgende lækkerbidskener på listen over højdepunkter:

– En feeej fordanskning af The Clash’s “Should i Stay or Should I go”
– mega-hittet Steppebrand, der fik publikum op at stå og klappe taktfast med

og allerstærkest “Langt pokker i mol”, der fik hele Tøjhuset til at skråle med.

I.f.t. det jeg havde lyttet på før koncerten kan jeg ikke trække noget ned karaktermæssigt over frk. Møbjergs stemme og da hun også blev nydt i fulde drag af min rumænsk-fødte kones førte koncert på dansk jord sammen med gemalen gennem 15 år nogensinde, så tøver jeg ikke med at uddele 6 stjerner og en opsang til de fredericianere der valgte at blive hjemme for at se “Vild med dans”: I gik glip af en af årets bedste oplevelser i Tøjhuset.

Og ikke et ord om Fernet Branca! What happened in Tøjhuset stays in Tøjhuset.

Laura Mos sætliste nr.2 i første sæt blev dog ikke spillet (Foto: Jens Ove Friis)
Laura Mos sætliste nr.2 i første sæt blev dog ikke spillet (Foto: Jens Ove Friis)

Efter koncerten spurgte jeg manageren og frk.Mo om aftenens sætliste, og hun blev lidt bekymret da hun hørte at jeg var der for at anmelde koncerten.

Men som ovenstående vist tydeligt beviser har hun fundet sig en ny og stor fan i Fredericia, der nu igen skal ud og investere i CDer til samlingen.

Mo er go'på Banjo (Foto: Stefania Andersen)
Mo er go’ på Banjo (Foto: Stefania Andersen)

Men lidt tæsk skal Laura dog ha’, for hun hun spillede aftenen igennem på akustisk guitar, keyboard og banjo og jokede med at sidstnævnte var noget man gav til folk der ikke rigtigt kunne spille guitar. Det er løgn og latin! Og Mos beherskelse af banjoen ledte mine tanker hen på Seeger, og ikke mindst den kvindelige del af det berømte ægtepar og banjospillende duo “the Sparrow Quarter”, Abigail Washburn, hvis bedre halvdel i duoen og privatlivet, Bela Fleck,27 gange har været nomineret til en Grammy og 11 gange har vundet en. Så please, søde Laura! Så drop den der pisseirriterende nordjyske beskedenhed, for du er hammergo’ – også på Banjo!

https://www.facebook.com/Jysk-Service-ApS-445120938834572/

Annonce