Hvis man skal placere Lars Løkke Rasmussen et sted i rækken af forhenværende statsministre, så bliver det umuligt at finde nogen han kan stå før, efter eller ved siden af. Der findes simpelthen ikke nogen danske statsministre, der kan sammenlignes med ham.

Måske kan man sammenligne nogle af hans store øjeblikke med overraskelsen i oktober 1972, da Jens Otto Krag meldte sin afgang som statsminister kort efter at Danmark stemte sig ind i EF. Det havde ingen set komme. Denne utrolige evne til at gøre det uventede, bliver sandsynligvis Løkkes eftermæle.

De interne magtkampe i Venstre er ikke specielt anderledes end det, man har set fra stort set alle etablerede partier i Danmark i historiens lange forløb. Men Løkkes uberegnelighed er i særklasse. Under den sidste valgkamp formåede han at rejse Venstre til en valgsejr, der godt nok ikke kunne kapitaliseres til regeringsmagt. Alligevel må man undre sig over måden han gjorde det på, hvor hele den borgerlige blok blev splittet til atomer. Dansk Folkeparti fik en nedslagtning af sine kernevælgere, Liberal Alliance måtte sende sin formand på jobkursus og resten af blokken måtte på overlevelseslejr.

Undtaget Venstre og Lars Løkke Rasmussen.

Først smadrede hans strategi alle forventninger til EP-valget. Så tog han Venstre til fremgang i Folketingsvalget. På trods af en umådelig svær regeringsperiode hvor uenighederne i den borgerlige lejr var så udtalte, at få vil benægte dem.

Mange medier vil i den kommende tid kaste sig over Lars Løkke Rasmussens møgsager, nedture og opture. Der skal trods alt skrives eftermæle for en af det nye århundredes mest toneangivende blandt danske politikere. Hans tid som minister i nullerne med enorme forandringer i den danske velfærdsmodel og den efterfølgende tid som statsminister skriver ham ind i historiebøgerne som en af de mest ihærdige reformister. Noget som selv politiske modstandere måske vil indrømme, selvom de sandsynligvis mener at hans reformer var skadelige. Men de vil nok alligevel erkende, at han som ledende politiker i Venstre, var i særklasse.

Man behøver hverken være politisk enig eller uenig med ham, for at nå frem til den konklusion. Det handler egentlig blot om at se på hans tilstedeværelse i det politiske værksted og se resultaterne af hans virke. Hans fodspor og aftryk på forlig og retning i dansk politik er massive. Få vil kunne argumentere mod hans fighter-instinkt og ubegribelige evne til at overraske.

På trods af den dramatiske afslutning på hans tid som formand for Venstre, er det alligevel mindst tredje eller fjerde gang, det skulle have været forbi.

Men det er det nu.

Lars Løkke Rasmussen efterlades til historikerne, der vil få meget tid til at gå med at sætte hans politisk liv og historie på plads. Og som det ofte er traditionen, vil vi forsøge at rangere ham i forhold til andre statsministre. Efter valgsejren i 2019 så det ud til, at han kunne klare endnu en runde, endnu et valg – måske endda endnu en tur som statsminister. Men uden grebet om partiet Venstre, sluttede det hele i Brejning den 31. august 2019, ganske som sommeren var forbi.

Lars Løkke Rasmussen er imidlertid aldrig en mand, der giver op. Derfor pustes der også nyheder i kulissen i disse dage – vil Løkke danne et nyt parti, vil han forsøge at genvinde magt, vil han gå efter internationale topposter eller noget helt fjerde? Det er svært at spå om med Løkke, for en ting er sikkert – ingen kommentatorer, eksperter eller næsten partikolleger har nogensinde kunne dreje hans position og vinkler på sager, emner og problemer.

Lars Løkke Rasmussen har samtidig et eminent retorisk talent, som han gennem årene har udbygget i en sådan grad, at hans konkurrenter i situationer, hvor de lignede vindere, måtte se sig slået på målstregen.

Nu får Venstre en ny formand, og det bliver med stor sandsynlighed en Ellemand-Jensen, nemlig Jakob Ellemann-Jensen, der på Christiansborg er kendt som manden, der altid har en kæk bemærkning, præcis som sin berømte far. Selvom Jakob Ellemann-Jensen ikke er kendt for en stram udlændigepolitik qua en fortid hos Ny Alliance i 2007, får han nok en af Venstres strammere ved sin side, da Inger Støjberg kandiderer til Næstformand.

https://www.fcfredericia.dk/