Fredericia Håndboldklubs U17-træner, Lars Frederiksen, er tiltrådt som cheftræner i HTH Liga-klubben HH Elite på en aftale gældende for resten af sæsonen.

Frederiksen har haft stor succes som U17-træner i FHK, hvor han blev præsenteret som cheftræner for det storstilede projekt i foråret, efter han blev fyret i KIF Kolding tilbage i februar.

Nu kommer han igen til at gøre sig på højeste niveau, da Lars Frederiksen er tiltrådt på en aftale gældende for resten af sæsonen med HH Elite

“Vi er glade for, at Lars er gået med til at lave en aftale med os,” siger HH-direktør Jørgen Møller til Fredericia AVISEN og kommer ind på, hvilke kompetencer det er Lars Frederiksen går ind og bidrager med:

“Hvis du kigger på hans CV, så er han tidligere ligaspiller på højt niveau i mange år, han har været ligatræner i det daværende KIF Vejen og også været i Team Esbjerg og KIF Kolding. Han er en mand, der har prøvet mange ting og det ser vi frem til at få glæde af,” siger Jørgen Møller.

Ansættelsen af Lars Frederiksen kommer efter en turbulent tid i HH Elite, hvor man først fyrede den tidligere dametræner i FHK, Mikael Jensen, som assistenttræner og siden også valgte at fyre den nu forhenværende cheftæner Henrik Okkerstrøm.

“Vi har 100 procent styr på situationen nu, da vi også har fået Ronni Boy ind som assistenttræner,” siger Jørgen Møller, der håber, at ansættelsen af Frederiksen kan få HH Elite til at overleve i HTH Ligaen:

“Det er præcis det han skal være med til at hjælpe med.”

Efter 13 spillerunder er HH Elite på sidstepladsen, der giver direkte nedrykning. Klubben har to point op til Skanderborg på 13. pladsen, som giver adgang til nedrykningsspillet.

Sideløbende med sit job i HH Elite vil Lars Frederiksen fortsætte som U17-træner i FHK.

http://bit.ly/rosalecture

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her